1. Verdenskrig og arvefølgen på slægtsgårdene i sognet

I disse år er det 100 år siden 1. Verdenskrig udspillede sig.

Uden for Sønderjylland betyder det måske ikke så meget, Danmark var jo ikke med i krigen. Men Sønderjylland, eller Nordslesvig som det kaldtes den gang, var en del af Tyskland efter krigen i 1864 og derfor også med i 1. Verdenskrig.

For mange sønderjyder er det derfor vigtigt at mindes.

De fleste af os har slægtninge, der var med i krigen, eller som blev ladt tilbage, mens deres kære måtte deltage som soldater.

Vi har kendt dem, der kom tilbage fra krigen, og dem, der mistede deres far, mand eller kæreste, en søn, en bror eller fætter.

Nogle kom fra tysksindede familier, de fleste fra dansksindede, en del måske fra familier, der ikke var så bevidst om de var danske eller tyske.

Nogle få rejste nordpå over grænsen til Danmark for at undgå militæret, men mistede så måske deres arveret. Nogle deserterede i forbindelse med en orlov, gemte sig resten af krigen eller flygtede i båd til Ærø.

Men det kunne gå ud over familien, og det betød måske, at en bror eller andre fra egnen ikke kunne få orlov. 

Unge mænd og familiefædre indkaldes til krigstjeneste

De fleste unge mænd i landsdelen blev indkaldt til krigstjeneste, også selv om de måske var kasseret ved en tidligere session. Ja også mange, der ikke var helt unge måtte af sted.

Min bedstefar, Jørgen Jørgensen Nissen, var født 1873, han havde kone og tre små børn, og en slægtsgård, der skulle passes.

Alligevel blev han i 1915 indkaldt og måtte gøre krigstjeneste i to år, mens bedstemor med hjælp fra en tjenestekarl og -pige, russiske krigsfanger og måske lidt assistance fra slægtninge og naboer, måtte tage sig af gården. I slutningen af krigen blev store drenge på 17 år også indkaldt.

Mere end 30.000 mænd fra Sønderjylland deltog i krigen som tyske soldater, over 5.000 kom ikke hjem igen.

De faldt i kamp, døde af deres sår eller af sygdom og krigens strabadser på et lazaret langt borte, eller de blev meldt savnet og aldrig fundet - og blev senere erklæret døde ved dom.

De efterlod forældre, kone og børn, brødre og søstre, andre slægtninge, måske en kæreste.

Mange af dem, der kom hjem, havde været såret, var måske invalide - eller havde haft voldsomme oplevelser, der gav dem psykiske problemer. Nogle havde været i fangenskab i Frankrig, England eller Rusland og kom først hjem længe efter krigen var slut.

100 faldne fra et lille sogn på Als.
 

Fra Lysabild på Als, det lille landsogn jeg kommer fra, fik 66 faldne deres navn på mindestenen på kirkegården. De 63 fordi de boede i sognet, da de blev indkaldt, mange af dem var også født i sognet.

Tre af dem havde ikke boet i sognet, men deres navne kom alligevel med på stenen, Johannes Th. Hansen fordi hans kæreste og svigerforældre boede i sognet, han var allerede soldat på Østfronten, da krigen brød ud, og faldt få uger efter.

Peter og Aksel Tange fordi de var sønner af degn og skolelærer Simon Tange, der var blevet ansat ved skolen i Lysabild i 1919. De var født i Højrup og Mjolden sogne i Tønder amt og var vokset op med brødre og søstre i Osterhever på halvøen Ejderstedt i Nordfrisland, hvor deres far var lærer fra 1899-1919. De døde begge i marts måned 1918. Axel i slaget ved Templeux i Frankrig. Peter som overbådsmand om bord på en ubåd, der blev sænket nær den engelske kyst. Deres storebror Anders blev hårdt såret, han blev senere præst i Kating på halvøen Ejderstedt.     

En familie mistede tre sønner og en plejesøn

Der var flere familier, der mistede to eller tre sønner. En familie i sognet blev særlig hårdt ramt. Fisker Jørgensen og hans kone Cecilia fra Ny Pøl. De havde 14 børn, 7 drenge og 7 piger, en fætter voksede op sammen med børneflokken. Plejesønnen og alle 7 sønner blev indkaldt, tre sønner og plejesønnen faldt. Også fire svigersønner var soldater i krigen.

To generationer deltog i krigen

I enkelte tilfælde var både far og søn indkaldt, f.eks. var både Hans Jacobsen og hans søn Jørgen Jacobsen med i krigen. Faderen blev indkaldt allerede i august 1914, han overlevede.

Sønnen fyldte 19 år i 1915 og blev kort efter udtaget til infanteriet, men da faderen allerede var soldat fik han udsættelse. I december 1915 fik han dog ordre til at møde i Flensborg, hvorfra han blev sendt til Vestfronten. Han faldt ved Verdun 3. december 1916, ramt af en granat. Han havde søgt orlov flere gange, men fik hver gang afslag, måske fordi han kom fra en meget dansksindet familie.

Han var eneste søn, så det blev en af hans otte søstre, Inger, der sammen med sin mand, Christian Jørgensen, overtog gården i Mommark i 1930. En slægtsgård, der ellers var gået i arv fra far til søn i mere end 250 år. 

I et andet tilfælde var det faderen, der faldt. Købmand og kromand Jens Handler fra Fjelby kom ikke tilbage, han faldt på Østfronten i juni 1916, 43 år gammel, en af hans brødre døde også som soldat i krigen.

Sønnen Niels Handler blev hårdt såret, men overlevede. Han var født 1898 og gik på realskole i Kiel, da krigen brød ud. Han meldte sig som frivillig, noget de unge studerende blev kraftigt opfordret til. Han blev hårdt såret, men overlevede.

Efter krigen fik han en bankuddannelse i Sønderborg og blev senere direktør for Ulkebøl Sogns Sparekasse. Han var aktiv i mange foreninger og var medlem af DSK (Forening for Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere).

Alle erhverv

En købmand, en kommis, en handelsuddannet, en lærer, en seminarist ved seminariet i Tønder, to kromænd, en smed, en skomager, en musiker, en vognmand, men de fleste af de faldne var landmænd, tjenestekarle eller måske gårdejere.

Måske den ældste søn af en gårdejer og derfor den naturlige arving til slægtens gård (på sønderjysk boelsarving). For mange efterladte brødre og søstre betød det også, at de fik et andet liv, end de ellers ville have fået. 

Slægtsgårdsejer

En af de faldne var Hans Bladt. Han var født 1885, var blevet gift 1908 og overtog slægtsgården i Mommark efter sin far.

Hans havde været ude at tjene andre steder, og havde taget ved lære af andre måder at drive landbrug på, som han var i gang med at indføre på gården. Han deltog i ringridning, 1911 blev han ringriderkonge, da han vandt konkurrencen i Sønderborg.

Han havde tre børn født mellem 1908 og 1913. Hans Bladt havde ikke været soldat, men blev alligevel indkaldt i november 1914 og sendt til Østfronten, hvor han i februar 1915 blev hårdt såret i kampe ved Lomza i Polen. Han døde få dage senere på et lazaret.

Hans kammerater fik lov at begrave ham i haven ved et gods og de sendte et billede af graven hjem til hans enke, der drev gården videre med en bestyrer indtil den ældste søn kunne overtage den.

Lillebror eller søster overtog slægtsgården

Christian Lassen var født 1898, eneste søn af Hans Lassen og Marie Cathrine, der havde Lindegård i Lysabild, han ville derfor sikkert have overtaget gården efter sine forældre. Han var til session 1916, da han var 18 år og blev straks indkaldt. I oktober 1916 meldte en tysk tabsliste, at han var blevet let såret.

Han faldt den 02.07.1918 ved Reims i Frankrig, 20 år gammel. Hans eneste søster, Mia, overtog gården efter deres forældre. Hendes mand, Jørgen Jørgensen, havde også deltaget i krigen, han var født år 1900 og var blandt de yngste, der blev indkaldt.
 

Lindegården, Lysabildgade i Lysabild.

Jørgen P. Krogh kom fra gården Frydendal i Lysabildskov.

Gården havde været i slægtens eje i flere generationer. Han var ældste søn og forlovet med Christine Bonefeld fra Jestrupgård i Tandslet.

Han faldt i Østpreussen den 20. august 1914, som den første i sognet, knap 23 år gammel.

En yngre bror Christen, der blev gift med en søster til ovennævnte Jørgen Jacobsen, overtog gården i Lysabildskov. Jørgens kæreste blev gift med en anden og flyttede til Fyn.

Faderens bror, Hans Petersen, havde overtaget en gård i Neder Lysabild efter en moster, dvs. gården var deres mors barndomshjem.

Han var gift med Cathrine Marie Bertelsen fra Tandslet. De fik 9 børn, to døtre og syv sønner.

Alle sønner deltog som soldater i krigen, to af dem kom ikke hjem igen: Sophus Petersen kom til Vestfronten som musketer, han faldt 23 år gammel ved Moulin-sous-Touvent den 16. juni 1915. 

Peter Petersen, den ældste af søskendeflokken, blev sendt til Østfronten, han blev hårdt såret i kamp ved Stawiski og døde 11. august 1915 på et lazaret i Rusland. Han blev 32 år og var ikke gift. Det blev broderen Christen, der senere overtog gården i Lysabild efter forældrene. En af søstrene, Anne Marie blev gift med Peter Lausen fra Pommersgård, også i Lysabild sogn. Han havde selv været med som soldat i krigen, og mistede en bror, Andreas, i Rusland 1915.

Kådnersted

Også et husmandssted (kådnersted) kunne gå i arv til en søn.

Jacob Lassen, faldt ved Ypern i Flandern den 29.05.1918. Han var den yngste af fire sønner, men han var udset til at overtage forældrenes lille kådnersted i Ny Pøl i Lysabild sogn.

De to ældste brødre blev købmænd, så det blev i stedet den tredie søn, Christian, der solgte sit lille husmandssted et andet sted på Als, og flyttede med kone og børn til Ny Pøl for at tage sig af forældrene og deres lille gård.

Kådnerstederne i Ny Pøl var på 4-5 tønder land. Kådnerne måtte supplere indtægten som fiskere, håndværkere eller medhjælpere på de større gårde.