34 Christian Hansen 1894 - 1915

Christian Hansen var søn af Jørgen Hansen, født i 1863 i Kolstrup ved Aabenraa, (hans mor var fra Tandslet), og Christine Marie Møller, født 1870 i Hjordkær.

Forældrene blev gift i Hjordkær kirke i marts 1888, og flyttede samme år til Mommark.

Faderen omtales om boelsmand, da deres fem børn blev født, så de må have overtaget en mindre gård.

Christian var den midterste af de fem søskende. Begge hans brødre og storesøsterens mand var også med som soldater i krigen.

Han blev konfirmeret palmesøndag 1909 på dansk af pastor Vogel i Lysabild Kirke sammen med bl.a. Jørgen Petersen fra Lysabild, der faldt i samme slag samme dag, Jørgen Petersen fra Sarup, der var faldet i januar 1915, Hans Jensen fra Lysabild, der var faldet i marts, Lorenz Callsen fra Mommark og Peter Jørgensen  fra Ny Pøl, der begge faldt i 1917. Også Andreas Jacobsen , der faldt 22. juni 1917, blev konfirmeret i Lysabild kirke 1909, men på tysk ugen før. 

Syv drenge fra konfirmationsholdet i 1908 i Lysabild kirke fik aldrig det liv de fortjente. De faldt alle i 1. Verdenskrig, langt væk fra hjemstavnen.

Han klagede aldrig

Peter Bonefeld fra Mommark skrev et mindeblad om Christian Hansen:

 - "Christian Hansen besøgte landsbyskolen i Mommark i otte år. Hans barndom og ungdom gled stille og roligt hen i hjemmet. Han havde et lyst og glad barnesind, ikke særligt begavet ud over det almindelige, men altid frejdig og vel tilfreds.

Efter sin konfirmation var han hjemme med undtagelse af et år, hvor han tjente ved gårdejer Hans Laue i Mommark. Han havde et lidt tilbageholdende væsen på sig.

Christian var i foråret før krigen blevet udtaget til infanterist ved regiment nr. 128 som havde garnison i Danzig, men så kom krigen og han blev indkaldt den 12.10.1914 og kom til Slesvig til regiment 84, hvor han lå i det gamle Gottorp slot.

Der var han forholdsvis længe, da han havde svært ved at udholde strabadserne i fødderne, de hovnede op af anstrengelse så han næsten ikke kunne gå.

I julen (1914) var han hjemme på orlov. Det var sidste gang forældrene og søskende så ham. Han var ved temmelig godt mod. Da han skulle rejse igen og hans moder ved afskeden var forsagt, sagde han: - "Gruer blot ikke kære moder, jeg skal nok snart komme igen".

Den 14.03.1915 kom han til fronten, han blev overflyttet til regiment nr. 86 og kom til Frankrig.

Han skrev regelmæssigt hjem, hans breve bar altid præg af håb, mod og tilfredshed. Han klagede aldrig. Han forstod altid at trøste sine forældre og søskende med sit håb om at komme sund og rask hjem til dem igen. Han søgte så meget som muligt at holde forældre og søskende i uvidenhed om det værste.

Hans soldaterliv blev ikke langt, han faldt den 6. juni 1915 ved Moulin i Frankrig.

En soldaterkammerat fra Sundeved skrev et brev til Christians forældre, hvori han meddelte forældrene det tunge budskab at deres søn Christian var blevet ramt af en fjendtlig kugle, som havde døden til følge, han tilføjede: Christian var min bedste ven, vi var altid sammen når der fandtes lejlighed dertil,”

Christian Hansen og hans familie fotograferet før krigen, foran gården Havbjerggård i Mommark. Fra venstre lillebror Hans, bagerst faderen Jørgen Hansen, storesøster Mette Cathrine, storebror Jens og Christian Hansen selv. Forrest fra venstre moderen Christine Hansen, lillesøster Anne, og til højre bedsteforældrene Mette og Jens Hansen.
 

På soldaterbilledet ses Chr. Hansen i midterste række som nr. 5 fra venstre.

Skelbæk Mejeri sendte 1 pund smør hver måned til de soldater som var hjemmehørende i mejeriets område. Under 1. Verdenskrig var smør rationeret, så det var en velkommen hilsen hjemmefra.

Et pund smør til soldaterne ved fronten

Gårdejer P. Bonefeld fra Mommark, som har skrevet ovenstående, var i 1915 formand for Skelbæk Mejeri. Gårdejer C. Mathiesen var bestyrelsesmedlem for Tandslet og gårdejer Chr. Duus for Mommark.

Mommark havde i mange ting et tættere tilhørsforhold til Tandslet end til Lysabild, bl.a. til Skelbæk Mejeri, der lå i Tandslet sogn.

På et bestyrelsesmøde i februar 1915 besluttede man at sende 1 pund smør (500 gr.) månedlig til de mænd fra mejeriets distrikt, der var ved fronten. Det har Christian Hansen og hans brødre sikkert også fået, deres far var jo boelsmand i Mommark. 

Christian Hansens søster Mette Cathrine var gift med Jørgen Hansen, som kom i russisk krigsfangelejr. Her ses ægteparret med deres ældste børn.

Russisk krigsfange i kulminerne

Christians storesøster Mette Cathrine Hansen født 10.03.1889, blev i 1913 i Lysabild Kirke gift med Jørgen Hansen, der var født i Dybbøl. De slog sig ned i Lillekobbel på Kegnæs. 

I DSK årbøger 1971 har hendes mand, Jørgen Hansen, skrevet om sine seks år i den prøjsiske trøje.

I 1910 blev han udtaget til infanteriet og måtte tage til garnisonen i Thorn (i dag Thorun i Polen), hvor også Johannes Theodor Hansen aftjente sin værnepligt. Jørgen Hansen var der i to år, og havde kun orlov en enkelt gang.

Små uddrag af Jørgen Hansens fortælling:

- ”Året efter min hjemsendelse blev jeg gift og overtog en lille ejendom på Kegnæs, men 10 måneder efter ringede klokkerne krigen ind, og den 5. august måtte jeg af sted.”

Han fik dog udsættelse til februar året efter. Han blev tilknyttet infanteriregiment 3, der var indsat på Østfronten: - ”Her var man netop i færd med at drive russerne ud af Østprøjsen, og det var strenge dage med lange marchture og kampe ind imellem, men allerede den 24. februar 1915 blev jeg såret under venstre knæ.”

Kastede våbnene

Han fik rekreationsorlov i 2x14 dage, men i juni 1915 måtte han igen tage til Rusland til sit gamle regiment: - ”Russerne havde nu samlet kræfter til at overtage initiativet, og tyskerne måtte vige tilbage. Midt i september satte de så store styrker ind, at vi på en bred front mellem Zlota-Lipa og Narajowka måtte foretage et større tilbagetog. Ved denne lejlighed reddede vort kompagni kun to grupper ud af klemmen, og det ved en skyndsom flugt, men i hast blev vi opfyldt og indsat igen. Dog næppe havde vi fået tid til at indtage en ny kampstilling, før russerne med store styrker brød igennem vore linjer til højre for os, men inden vi fik set os om, faldt de med overlegne kræfter i ryggen på os, og denne gang var der ingen anden udvej end hurtigst muligt at kaste våbnene fra os og få hænderne i vejret.” 

Krigfanger arbejdede i kulminerne

I alt blev 3-4000 tyske soldater taget til fange. Efter mange dages march, hvor de ikke fik meget at spise, nåede de frem til et kulminedistrikt bag fronten:

… "Og omdannelsen fra prøjsisk kriger til kulminearbejder blev klaret uden mange ceremonier. Jeg blev tildelt Schacht fem og fik nr. 258, begge dele var indgraveret i en rund messingplade, der endnu ligger hjemme i min skuffe. Vi blev indkvarteret i en baraklejr, underlaget i sengen var kun de blanke brædder, dække eller dyne måtte vi fantasere os til.” 

- "Vi arbejdede sammen med civile arbejdere, og kullene blev brudt med hakke og skovl. Jeg har dog hele tiden kun været beskæftiget med afstivningsarbejde.  Minerne var 130-150 meter dybe og i to etager. Daglønnen for os m 1 - 1 1/2 rubel om dagen, så små livsfornødenheder kunne vi få råd til at købe i »bazaren« nede i byen.”

- "Således sled vi os igennem halvandet år. I 1917 blev der så undertegnet en fredsslutning i Brest-Litovsk, og i oktober udbrød som bekendt den russiske revolution. Russer-armeen gik i opløsning, og tropperne søgte hjemefter…”

Flugt

- "I begyndelsen af 1918 benyttede enkelte grupper af de tyske fanger chancen til ved flugt at nå frem til et af tyskerne besat område for derved at gøre ende på deres fangenskab.  Den 21. februar sluttede jeg mig til en 7-8 mand for at prøve lykken med at slippe bort.”

De tog med et tog, der desværre kørte mod syd til Ukraine. Her fandt de frem til en kaserne, hvor de fik forplejning. 4. april kom der en mindre tysk troppeafdeling til byen og dermed var deres fangenskab slut.

De tog med toget til Warszawa og Jørgen blev efter 3 ugers karantæne tildelt sit gamle kompagni, der nu lå i Königsberg. Derfra sendtes han til Frankrig for at gennemgå et minekasterkursus. 

Minekaster

- "Alt og alle var dog på dette tidspunkt indstillet på at drive tiden hen, så kursuset skred kun frem med sneglefart - rigtige minekastere fik de os aldrig uddannet til.  Efterhånden kunne de bruge alle, der bare kunne røre et lem; thi den vaklende front skulle stives af, og i oktober måned blev vi pludselig stoppet i et tog, der tog retning mod fronten. Da toget ikke kunne køre længere frem, blev vi beordret ud, hvorefter lokomotivet kobledes om i den anden ende af togstammen for at køre tilbage. Her øjnede vi en chance, sprang på toget igen og kørte uden videre med tilbage den samme vej, som vi var kommet, hvad ingen forhindrede os i. ”

Hjem til Lillekobbel

Det var efterhånden blevet november 1918. Jørgen tog med tog ind over den tyske grænse, og gennem Tyskland videre til Flensborg, i overfyldte tog, en del af rejsen foregik på togets tag. Fra Flensborg tog han toget til Sønderborg og derfra til Skovby, og så til fods det sidste stykke til Kegnæs, og netop den 11.11.1918 nåede han hjem til Lillekobbel.

- "Seks af mine unge år havde jeg ofret på den tyske krigsmaskine - og for mig at se til ingen nytte. Dog havde jeg ikke taget skade, hverken på liv eller lemmer, og det må man vel ikke glemme at være taknemlig for.”

Jørgen og Mette Cathrine fik syv børn, de to født inden hans deltagelse i krigen: Peter født 1914, Jørgen, født 1915, lige før faderen måtte rejse til Rusland som soldat, Anne Marie født 1919, Christine født 1923, Christian født 1924, Hans født 1925 og Jens født 1928.

Christian Hansens anden bror Jens, gjorde tjeneste i et preussisk Ulan-regiment. Ulan-soldaten var til hest (kavalerist) og bevæbnet med lanse, sabel og pistol/let gevær. Man kan sammenligne ulanerne med  vor tids gardehusarer. Flotte ser de ud, men de har været det rene kanonføde på krigsskuepladsen.

Med lanse og sabel

Christians storebror Jens, var født den 14.09.1890

Han var til session 1910, 1911 og 1912, de første to år fik han udsættelse.

Men så indkaldes han 02.10.1912 til Ulan Regiment 4, et regiment han fortsatte i da krigen brød ud.  

I januar 1917 blev han i Lysabild kirke gift med Ida Louise Petersen fra Ulkebøl.

Jens betegnes i kirkebogen som ”zur Zeit Ulan.”  I personregistret fremgår han som ”Ulan der 4ten Eskadron, Ulanen Regiment von Schmidt (1te Pommersche) No 4 Landmann Jens Hansen."

Det fremgår af tyske tabslister i november 1918, at han savnes, senere oplyses at han er i fangenskab og i september 1919 meldes at han fra 03.09.1918 var taget til fange i Peronne, men nu er tilbage i Mommark.

Kartoteket over hjemvendte krigsfanger, fortæller, at han har været engelsk fange i England og vendte hjem over Aalborg.

Ved Folketællingen i 1921 bor han fortsat i Mommark med konen Ida Louise og datteren Christine født 1920, der dør i december 1923. Jens` forældre og farmor er på aftægt. Moderen, Christine Marie, f. Møller døde 18. marts 1922.

I Folketællingen 1925 har Jens og hustruen fået døtrene Helene født 1921 og Anna født 1923.

Hustruen Ida Louise døde den 30.07.1927 33 år gammel. Jens giftede sig igen 1931 med Kate Sophie Paulsen og fik yderligere 2 døtre Maja Catharine født 1933 og Kirsten Margrethe født 1936.

Faderen, Jørgen Hansen, døde den 24.02.1939. Det fremgår af indførslen i kirkebogen, at han var forhenværende kommuneforstander.
 

På dansk foranledning vendte de sønderjyske krigsfanger hjem med skib til "Det gamle Land," hvor de blev modtaget som helte.

I fransk fangenskab

Christians lillebror Hans, blev født den 2602.1897. Han var til session 1915, og indkaldes året efter til at møde i Ratzeburg 21.09.1916.

Hans gjorde tjeneste med Reserve-Jäger-Bataillon 18, 4. kompagni.

I september 1918 fremgår af en tysk tabsliste, at han savnes og i januar 1919 oplyses, at han er i fangenskab. Han kom i fransk fangenskab og kom hjem over Esbjerg.

Ved Folketællingen i 1921 var han tjenestekarl hos Hans Laue i Mommark, hvor også Christian tjente inden han blev indkaldt i 1914.

I 1922 giftede Hans sig  Lysabild kirke med Marie Schmidt fra Kettingskov. De bosatte sig i Tandslet og fik to børn: Christine født 1923 og Jørgen født 1935. Hans kone døde kort efter sønnens fødsel, og konens søster Christine blev derefter husholderske for familien.

Christian Hansen havde også en lillesøster Anne, der var født 22.1.1901. Hun blev kun 17 år og døde den 09.03. 1918.

I Frankrig blev mange af de sønderjyske krigsfanger samlet i en særlige fangelejr i Aurillac i det sydlige Frankrig - hvor vejret var godt og forplejningen var god.