Andreas Andersen fra Neder Lysabild gjorde alt for at slippe for militærtjeneste.
Han lemlæstede sig selv, spiste tobak, drak eddike og simulerede et stift ben.
Skulle han omkring red han på sin lille hest medbringende sine krykker.
Han smed sine krykker om aftenen den 11. november 1918.
Andreas Andersen fra Neder Lysabild ville ikke – som sine brødre – aftjene tysk værnepligt.
Da krigen brød ud i august 1914, lod han sig falde ned på et cementgulv fra et stort kornlæs, hvorefter han og stak fingrene på højre hånd ind under bagerste vognhjul.
Det yderste af fingrene blev kørt og delvis knust. Han kom på hospitalet i Sønderborg. Til hans store ærgrelse lykkedes det at redde fingrene og hans førlighed.
Senere forsøgte han at gøre sig uduelig som soldat ved kun at spise tobak og drikke eddike. Hun blev gul over hele kroppen og tynd som et skelet.
I længden kunne han ikke holde til denne ”kur,” maven gik i stå og han måtte opgive dette forsøg.
Kort efter blev han rigtig syg af meningitis og kom igen på hospitalet. Det passede ham godt.
Da han var ved at komme sig af sygdommen hævdede han, at det ene ben var blevet stift. Da han blev udskrevet af hospitalet var det med krykker og et stift ben.
Kun hans far vidste at benet ikke var stift og at Andreas simulerede.
Resten af krigen gik han med krykker.
Den 11. november 1918 kom Andreas brasende ind til en gymnastikaften i forsamlingshuset. Han råbte med sine lungers fulde kraft: ”Tyskerne har tabt krigen!”
Han smed krykkerne og løb gennem salen og sprang hen over hesten. (Gymnastikredskab).
Alle var forbløffede, de troede at han var invalid.
Ved list undgik han den forhadte værnepligt.
Tre af hans brødre blev indkaldt, hvoraf Hans og Peter faldt.