02 Hans Andersen 1894 - 1916

Hans Andersen blev født den 16.03 1894 i Lysabild som søn af Peter Andresen Andersen og hustru Anne Cathrine, født Brink. Han blev døbt den 18. april 1894 og konfirmeret palmesøndag i 1908 i Lysabild kirke. Han havde 9 søskende.

Familien boede på gården Lysabildgade nr. 86.

Bror til Peter Andersen.

Hans Andersen gik i skole i Lysabild og kom senere på dansk efterskole i Hejls sammen med sin ældre bror Andreas.

Han var en begavet dreng og sad som nr. 1 både i skolen og som konfirmand i kirken, men han ønskede at blive landmand og tjente i tre år hos gårdejer Peter Nør i Lysabild.

Hans Andersen var bogligt anlagt og arrangerede sit eget selvstudium i engelsk og stenografi.

Han deltog også i et 14-dages foredragskursus i København sammen med andre nordslesvigere. Han deltog ligeledes i ungdomsarbejdet, i gymnastik og i foredragene i Neder Tandslet Forsamlingshus og var afholdsmand, dog uden at være medlem i Afholdsforeningen.

Den 28. februar 1914 rejste han til Saksen for at lære landbrug hos en fremtrædende landmand Beckleben i Braunsby. En plads som Landhusholdningsselskabet havde anbefalet.

Han havde sit ridehjul (cykel) med på turen og cyklede lange ture i omegnen. Da krigen udbrød, sendte han sit tøj hjem og cyklede på ridehjulet hjem til Als på tre dage!

Han blev indkaldt den 18.05 1915, hvor han opholdt sig i Østerby på Kegnæs. Som sin bror Peter blev han infanterist i regiment 216, 5. kompagni med rang som musketier.

Uddannelsen som soldat skete i Flensborg fra maj til oktober og han var kun hjemme en gang på orlov. Uddannelsen var ikke særlig streng, og han mente, at krigen var uundgåelig og at det var hans pligt deltage.

Hans Andersen var rolig af natur og aldrig nervøs - også når det gik hårdt til.

Soldaterkammeraten Frederiksen fra Elstrup fortæller:

- " Det var en mørk og regnfuld nat i marts 1916. Det gik hårdt til ved St. Eloi. Kompagniet skulle besætte forreste linie, som englænderne havde skudt helt sammen. Løjtnanten som førte halvdelen af kompagniet fór vild og vi blev overøst med granatild. Flere af folkene faldt, andre omkom i de store dybe, vandfyldte granathuller. Efter et par timers march frem og tilbage traf de deres hauptmann med resten af kompagniet omkring sig, og han sagde: - "Ja, folkens, hvem der er nervøs de bliver her, hvem der tør, de følger mig."  Hans fulgte sin hauptmann. Da de kom ud hvor de skulle viste det sig, at de kun var 16 mand (af hele kompagniet) som var fulgt med. Deres hauptmann sagde: -" Nu er klokken fire, her graver I jer ned indtil I bliver afløst, men pas på, vé dem som ikke har gravet sig ordentligt ned inden kl. 6, hvor det bliver lyst og englænderne kan se jer!"

Frederiksen fortæller også, hvordan Hans Andersen sammen med underofficerer og en gefreiter gik på en snigpatrulje over i en af englændernes fremskudte skyttegrave, som de midlertidig havde forladt. Mens englænderne kortvarigt var borte, fyldte de hurtigt deres lommer med engelske håndgranater og stjal også et maskingevær. Så løb de tilbage mod den tyske linie, mens englænderne skød voldsomt efter dem. Underofficeren fik for denne dåd jernkorset og gefreiteren blev forfremmet. Der var øjensynlig ingen hæder til menig Andersen fra Lysabild!

Hans Andersen var afholdt af sine kammerater. Der var mange nordslesvigere (sønderjyder) i kompagniet. Den bedste kammerat var dog hans bror Peter. Brødrene holdt sammen i lyst og nød. Det var derfor et hårdt slag da han måtte skrive hjem og fortælle, at Peter faldt den 6. april 1916. ( Se brevet i omtalen af Peter Andersen).

Hans Andersen fik også brug for det engelsk, han havde lært ved selvstudium. Kammeraterne fortalte: -" En nat blev der til den tyske stilling indbragt en hårdt såret engelsk soldat. Han lå jamrende og klagende og sagde noget som ingen forstod. Man hentede så Hans og han kunne forstå, hvad den sårede ville og kunne derfor hjælpe ham. Den sårede engelske soldat blev så glad, at han fandt en fin metalnål fra sin uniform, som han gav til Hans som tak."

Hans skrev næsten hver dag et brev eller sendte et postkort hjem til forældrene eller sine søskende. I brevene var han tilbageholdende og fortalte kun lidt om, hvad han oplevede ude i fronten.

Efter broderens død i april 1916 mistede Hans Andersen sit mod og han blev mere forsigtig. 

Den 12. oktober ved Somme skulle soldaterne løbe over en bro, mens de blev stærkt beskudt. De løb over i små grupper og Hans tøvede med at løbe over broen. Til sidst løb han alene over og han blev ramt af en granat. Han døde næste dag på lazerettet i Mesil le petit ved Neslé.

Genbegravet på den danske kirkegård i Braine sammen med sin bror Peter.

Den 11. november 2010 besøgte en anden brorsøn Christen Duus Andersen, den danske kirkegård i Braine. Læs hans beretning, klik her.