99. Hans Tychsen 1891-1914

Hans Tychsen blev født den 25.07.1891 i Mommark.

Hans far, Peter Tychsen, var født i Dybbøl den 28.02.1854.

Hans mor, Anna Marie Hansen, var født i Lysabild den 27.03.1858, men hun flyttede allerede som lille med sin familie til Dybbøl, hvor faderen var diakonatsforpagter og hvor hun blev konfirmeret i 1873.

Her blev hendes lillebror Christen Petersen Hansen født den 09.02.1862. Han flyttede også senere til Lysabild. Han var en af fadderne, da Hans blev døbt, og var sikkert en støtte for både sin søster og nevø, der skrev breve til ham fra fronten. Han var gift to gange – med to søstre – men fik ingen børn.

Hans´ forældre var blevet gift i Lysabild kirke 21.12.1880, da tjente de begge i Lysabild.

Den 08.03.1881 fik de en søn, der ved dåben fik navnet Lorenz – han var mentalt syg, men blev boende hjemme hos forældrene. Han har nok ikke gået i skole, og er ikke konfirmeret.

Da han 1901 var til session blev han kasseret, da han var ”geistlich krank” – mentalt syg. I folketællinger og i det mindeblad, der er skrevet om Hans, betegnes Lorenz som åndssvag, Han døde på Sønderborg Sygehus den 30.10.1921, da han var 40 år gammel.

Moderen døde den 21.04.1928, faderen var død allerede i 1908.

Inden Hans blev født 1891 var familien flyttet til Mommark, hvor de havde overtaget et husmandssted.

Skolen  i Mommark. Foto: Lysabild Sognearkiv.

Der var bygget skole i Mommark allerede i 1874, så her har Hans gået i skole. De første år hed læreren Jens Frederiksen, hans søn nr. 27 Jørgen Frederiksen faldt også i krigen.

Hans blev konfirmeret i 1906, og kom derefter ud at tjene hos en landmand i Mommark, men da faderen døde den 14.11.1908 måtte han tage hjem for at hjælpe sin mor.

På trods af sin unge alder var han en dygtig landmand. Han blev på grund af forholdene i hjemmet fritaget for at aftjene værnepligt, men da krigen brød ud, blev også han indkaldt og skulle møde en af de første mobiliseringsdage.

Han fik dog indkaldelsen udskudt til efter høst, så han først skulle møde i november 1914.

Han blev såret i den ene arm den 2. maj året efter og tilbragte en tid på et lazaret. Han kom så hjem på orlov først i tre uger og snart efter i fire uger, men da høsten var i hus i september, måtte han tage tilbage til sit regiment igen.

I en tabsliste dateret den 06.12.1916 meddeles: ”Tychsen II, Hans, 25.7.91, Mummark, Sonderburg, gefallen.”

Han faldt den 27.10.1916 i kampene ved Somme-Py og gjorde tjeneste ved Reserve-Ersatz-Regiment nr. 3.

Somme er et departement i Nordfrankrig, omkring floden Sommes nedre løb. De brede, lave, meget sumpede flodterrasser havde stor strategisk betydning i 1. Verdenskrig, her fandt to store slag sted.

Det første slag begyndte 01.07.1916 som led i en stor britisk-fransk offensiv mod de tyske stillinger. Det blev afbrudt 18.11 uden nogen egentlig militær afgørelse.

Mere end en million soldater blev dræbt, såret eller savnet.

Det var det mest tabsgivende slag på Vestfronten under 1. verdenskrig.

Nr. 37 Jacob Hansen og nr. 86 Christian W. Petersen var blandt de faldne den første dag, hvor det britiske tab – faldne, sårede og savnede – er opgjort til 60.000 på en enkelt dag.

Flere af de andre fra Lysabild faldt også ved Somme i perioden frem til 18. november: nr. 21 Nicolai N Clausen faldt den 21.09., nr. 4 Jørgen Andersen den 30.09. og nr. 2 Hans Andersen den 13.10.

I slaget ved Somme i 1916 brugte briterne for første gang kampvogne (tanks).

Engelsk tank 1916. ”Første verdenskrig 1914-1918” Robin Prior og Trevor Wilson.

En del af de faldne er mindet ved et såkaldt Mindeblad, det gælder også Hans Tychsen. En af naboerne fra Mommark, Peter Bonefeld, skrev en meget udførlig levnedsbeskrivelse, både om Hans’ barndom og ungdom, deltagelse i krigen og om hans gudsforhold:

Mindeblad:

Barndom og Ungdom.

Hans Tychsen blev født i Mommark den 25. Juli 1891 som Søn af Kaadner Peter Tychsen og Hustru Anne Marie født Hansen.

Indtil sin Konfirmation var han hjemme hos Forældrene og besøgte Landsbyskolen i Mommark i 8 Aar. Efter sin Konfirmation i 1906 kom han i Tjeneste hos Gaardeier Hans Rymand i Mommark.

Sidst i November Maaned 1907 døde hans Fader, hvorfor han allerede den 1. Februar 1908 maatte reise hjem til sin Moder for at overtage Driften og Ledelsen af sin Fædrenebo.

Stedets Størrelse var 10 Tønder Land, men saavel Landet som Bygningerne var i en simpel Forfatning.

Moderen var meget svagelig og en ældre Broder Lorenz var Hjemme, sidste var aandssvag og maatte ogsaa ernæres paa Stedet, da han ikke selv kan tjene til sit Underhold.

Paa Stedet hvilede der desuden en betydelig Gjæld, saa Forholdene for ham var alt andet end Lyse. Men endskjøndt han kun var ung viste det sig snart, at der var kommen en anden til Styret. Bygningerne blev opbyggede og reparerede, Landet kom i bedre Kultur og det viste sig snart at det hele gik fremad.

Udvikling.

Som ovenfor nævnt har han kun besøgt en Almueskole, og paa Grund af Faderens tidlige Død og de skildrede Forhold kunde han ikke komme, hvor gjerne han end vilde paa Høi- eller Landbrugsskole, men da han var godt begavet og ret tidlig udviklet, fulgte han godt med Tidens Udvikling og var altid lærenem til at lære af andre, saa Naboerne og Byens Beboere beundrede hans Energi og Dygtighed i den unge Alder.

Ungdomsarbeidet.

Ligesom han fulgte godt med i andre Ting, havde han ogsaa god Forstaaelse for Ungdomsarbeidet.

Han meldte sig tidlig som Medlem af Ungdomsforeningen og Gymnastikforeningen og tog flittig Deel i deres Møder og Sammenkomster i Tandslet Forsamlingshus.

Soldatertid med Strabadser og Lidelser.

Ved Krigens Udbrud maatte han møde den 6. August 1914.

Han havde ikke været Soldat paa Grund af Reklamation for de ovennævnte Familieforhold, ellers var han udtagen til Infanterist og stod som Forstærkningsmand.

Som saadan blev han som nævnt indkaldt den 6. August med Garnison i Flensborg og blev tildeelt Infanteri Regt No. 85.

Ved en Undersøgelse blev han igjen fritaget og hjemsendt indtil videre.

Den 20. November samme Aar blev han igjen indkaldt, kom igjen til at ligge i Flensborg.

Efter en fjorten Dages Forløb blev en Deel forflyttet til Sønderborg hvor han var iblandt.

Deer forblev han saa indtil den 10. Februar 1915, blev saa tildeelt Ersatz Regimentet No. 3 og kom saa til Flandern hvor de snart var det ene Sted og snart det andet.

I store Slag har han ikke deltaget.

Ved Yppern var de stormberedte, men da Modstanderen blev holdt tilbage af første Linie, kom de som stod i Reserve i anden Linie hvor han var iblandt, ikke til at gribe ind.

Den 2. Mai blev han saaret i venstre Overarm af en Skrapnel, laa i længere Tid paa Lazareth i Sopkem, var saa hjemme paa Orlov først i 3 Uger og kort Tid efter i 4 Uger. Den 19. September efter at have fuldendt Høstarbeidet hjemme, maatte han igjen afsted til Fronten.

Da han kom tilbage til sit Regiment, var det forflyttet længere mod Syd, han maatte da opsøge det, og fandt sine Kammerater ved Somme.

Af hans Breve kunde nok mærkes at han kom nærmere og nærmere til det Sted hvor de svære Kampe udkæmpedes dengang.

Endnu den 27. October 1916 hans Dødsdag skrev han til sin Moder og til sin Onkel i Lysabild.

Til sin Moder skrev han endnu heelt fortrøstningsfuldt, men af Brevet til Onkelen kunde man nok forstaa at det var grufuldt, men han haabede dog med Guds Hjælp at komme lykkeligt derfra igjen, da de om faa Dage skulde afløses, og saa vilde han meddele Onkelen de sidste Dages svære Livserfaringer.

Men det skulde ikke komme saaledes, han var sammen med Andre udkommanderet til at bringe Forpleining ud til deres Kammerater i første Linie, da der kom en Fuldtræffer netop som de var lige ved Skyttegraven og sønderlemmede ham og en Kammerat saaledes at de kort efter afgik ved Døden, og saaledes blev alle de til ham satte Forhaabninger brat afbrudte.

Stilling til Krigen.

Han gik som de fleste ikke gjerne med i Krigen, han vidste jo, at hvis man ikke skulde komme hjem igjen, hvilket Savn det blev for hans elskede Moder og Broder, der begge saa haardt trængte til hans Støtte.

Samliv med Kammeraterne.

Efter Breve som han har modtaget fra Kammeraterne saavel paa Orlov som ogsaa under sit Ophold paa Lazarettet, var det at see at han ogsaa der, saavelsom Hjemme havde vundet sig Kammeraternes Yndest og Fortrolighed.

Især i et Brev fra en Kjøbmand fra Hamborg hvori denne udtaler den dybeste Deeltagelse med ham paa Grund af hans Saar fra 2 Mai.

Ligeledes fra andre Kammerater viser Brevene at deres Kammeratlige Forhold var de bedste.

Samliv med Hjemmet og Slægten derhjemme.

Som allerede meddeelt var hans Samliv med Hjemmet og Slægten derhjemme hvor han som Barn og Yngling allerede maatte overtage Ledelsen, det bedste som tænkes kunde.

Allerede i Fredens Tid var der meget at tage vare paa især da Moderen var svag og Broderen aandssvag. Han maatte for Moderen udføre det ene og andet, hvilket han altid var villig og godmodig til at gjøre.

Ogsaa i den Tid han ufrivilligt maatte forlade dem, som saa nødigt kunde undvære ham, viste han ved sine Breve, hvor stor hans Deeltagelse var for Dem og hvor usigeligt gjerne han ønskede snart at kunne forlade det skrækkelige derude, for at drage hjem og fortsætte den Gjerning han havde overtaget i Hjemmet.

Ogsaa til sin Onkel i Lysabild stod han i stadig Brevvexling, og her var ogsaa taknemlig for hver en Tjeneste der blev givet baade til ham selv og dem han havde at forsørge hjemme, saa ogsaa der vil han stedse savnes, men endnu mere i Hjemmet under de derværende Forhold.

Den aandelige Føde.

Heerhjemme fra fik han af Sognepræsten tilsendt Sognets Kirkeblad og andre christelige Skrifter og vi vil haabe at han af dem har fundet den rette Trøst særlig da han i Fronten har ligget med Døden for Øje, men ogsaa den øvrige Tid og da særlig de han laa paa Lazarettet. Han besøgte ogsaa flittigt Guds Huus naar han var hjemme paa Orlov.

Gudsforhold.

Saalænge han var hjemme viste det sig stadigt at han henlevede sit Liv i en fast Tro paa sin Gud og Frelser, og altid opsat paa at blive sit Løfte tro, han ved sin Konfirmation havde afgivet.

Ogsaa i Krigens Tid har det viist sig at han holdt sig til Gud i Himlen, og altid var villig til at underkaste sig hans Villie. Ogsaa hans Moder har stadig anmodet ham om, at i hvad der end saa mødte ham derude, altid kun at holde sig til ham som styrer alt til det Bedste, saa man tør vel være overbeviste om, at han ogsaa derude i alle Farer har slaaet sin Lid til Gud og haaber vi ogsaa at han er gaaet frelst hjem forud.

Stedet hvor han faldt og blev begravet er Syd for en By som hedder "Pys" lidt i Sydvest for Bapaume. Det var den 27. October 1916 Klokken 10 Aften.