Det var her i Osterhever kirke på halvøen Ejdersted i Nordfrisland, at der blev holdt mindegudstjeneste for brødrene Tange. For faderen Simon Tange var det vigtigt, at de fik deres navne på mindestenen i Lysabild, hvor han var degn.
Bevægende mindegudstjeneste for degnens sønner
Se mere, klik på billedet:
Axel Tange
Peter Tange
Anders Tange, med hustru og barn. 1918-19 var han kortvarig sognepræst i Øster Lindet. (Lokalhistorisk Arkiv for Øster Lindet sogn).
Pastor Anders Tange blev født i 1889. Tange-familien var dansksindet, men Anders Tange valgte at forkynde i den tyske kirke. Der var dengang ingen fremtid i at være dansksindet embedsmand. Han var i en årrække præst ved Klosterkirken i Slesvig. 2. Verdenskrig gjorde, at han atter søgte mod sit danske udgangspunkt. Under 1. Verdenskrig blev han såret af en granatsplint i struben. (Privatfoto).
Degnen i Lysabild, Simon Tange, mistede to af tre sønner i Den store Krig. Den 14. april 1918 afholdtes en mindegudstjeneste i Osterhever kirke på halvøen Ejdersted i Frisland, hvor familien kom fra. Præst ved gudstjenesten var den 29-årige storbror Anders Tange, som overlevede, men som var blevet såret i krigen.
Axel Tange (tv.) faldt i Frankrig i marts 1918 og Peter Tange (th.) gik ned med en u-båd ved Englands kyst også i marts 1918.
Den lokale avis skrev: " Osterhever, den 16. april. – Sidste søndag [søndag den 14. april 1918] holdt kandidat Anders Tange en mindegudstjeneste for sine to faldne brødre Peter og Axel.
Hele menigheden tog del i den gribende højtidelighed. Bare hele situationen måtte gå til hjertet. Altret var smykket med grønne planter og blomster i flor; alterlysene brændte; på hver side af altret hang en frisk krans, en sidste synlig tak til de to faldne fra deres hjemmenighed.
I kirkeskibet sad den nedbøjede moder, som i krigens løb allerede havde mistet mere end seks slægtninge, der i blandt to sønner, faderen og to brødre.
Ved orglet sad faderen, som på grund af bekymring for krigen og hårde slag af skæbnen nu kun var en skygge af sin fordums kraft.
På prædikestolen stod en krigsinvalid, den sidste af lærer Simon Tanges tre store, dygtige, kærlige og håbefulde sønner. Gribende situation, gribende tale.
Som tekst havde prædikanten valgt Johannes Åbenbaring, 7, vers 9-17. Gennem sin skildring hentede han i øjebliksbilleder samtidig sine to brødre tilbage, idet han pegede på deres livsløb. Peter Tanges liv: en stræben. Axel Tanges liv: en tjenen og et liv i kærlighed.
” Vi har mistet meget, hvad skal vi trøste os med?” Dette kernespørgsmål besvarede prædikanten med teksten: ” De er hos Gud. De hører til dem i hvide klæder, som bærer palmer i hænderne og som står foran Lammet. Frelseren er også død for dem, og begge ville inderligt beredt, hvis det drejede sig om at dø; en trøst for os. Denne adskillelse er svær for os, men den er kun midlertidig. Gud være lovet.”
Ved at bruge teksten på den samlede menighed, at også mange af dem til sidst ville høre til dem i hvide klæder, sluttede prædiken.
Derpå rejste hele menigheden sig på opfordring af prædikanten til ære for de to faldne og så kraftigt som hans sønderskudte strube tillod det, lød det gennem den enkle kirke: ”Peter Petersen Tange, din hjemmenighed takker dig for din troskab!” – ” Axel Andreas Tange, din hjemmenighed takker dig for din troskab!”
Da så man næppe et tørt øje. Også den tapre prædikant var overvældet.
Altertjenesten var ligeledes tilpasset mindehøjtideligheden. I bønnerne bad sjælesørgeren om trøst til de hårdt prøvede forældre. Som salmer var valgt: 502, 212, 507 og 91.
Efter udgangssalmen og præludiet dvælede menigheden endnu en stund roligt på pladserne. Ventede de endnu noget? Nej. Andagtsmenigheden var grebet, overvældet. Det var en mindegudstjeneste."
Knud Toft har oversat artiklen fra tysk til dansk.
