Flugten til Holland

Under den 1. Verdenskrig fra 1914-18, blev mange alsingere indkaldt til krigstjeneste i den tyske hær. Blandt disse var min mormors storebror Peter Callsen, født den 21.08.1892 i Mommark og døbt i november samme år i Lysabild kirke. Han var søn af kådner og fisker Mathias Jørgen Peter Callsen og hustru Kirstine Marie Andresen fra Mommark. Han havde tre yngre søskende, en bror Lorenz og to søstre Magdalene og Anna Cathrine.

Peter blev indkaldt som dragon den 02.10.1913 til Det Slesvig-Holstenske Dragonregiment nr. 13, Under den 1. Verdenskrig var han både på Øst- og Vestfronten. Den 30.03.1916 sender han brev til sin søster Anna fra Ostrowo i Polen, hvor han lå med sit regiment. Brevet var i anledning af hendes konfirmation. Samme år i august skriver han hjem fra Rusland i anledning af faderens 50-års fødselsdag.

Broderen Lorenz blev også indkaldt til krigstjeneste og blev hårdt såret i Flandern og døde på et feltlazaret i Wervelghem i Belgien, 22 år gammel den 02.11.1917.

Broderens død ansporede Peter til at desertere og flygte til Holland.

Det er hans fortælling om sine oplevelser under flugten, der følger denne indledning.  Efter krigen arbejdede han som karl hjemme hos forældrene og kørte også mælk på mejeriet hver morgen. Ud fra breve og sange han har skrevet, er det tydeligt, at han havde et talent for det poetiske.

Den 06.04.1924 skriver han til søsteren Anna, at han har talt med forældrene, der ønsker at gå på aftægt og overlade ejendommen i Mommark til Peter i forpagtning. Han skriver endvidere: "- Saa bliver det kun den husholderske det drejer sig om, Du sagde jo, at jeg nok kunne faa dig, men det forlader jeg mig nu ikke paa, jeg tror nok, at Jens (søsteren Annas forlovede) vil ikke af med dig igen, og saa er der jo ogsaa et helt aar til, det er ikke nemt, at bestemme noget, saa lang tid i forvejen. Jeg faar jo ogsaa let en herovre fra, men Mor mener jo, det vil ikke gaa med en fremmed. Det er jeg nu ikke bange for."

Han skulle dog aldrig komme til, at overtage forældrenes ejendom. Han døde på Amtsygehuset i Sønderborg, efter en ulykke hvor han fik benet i et tærskeværk. I kirkebogen står der: "Død som følge af en ulykkelig Hændelse (Damptærskeværk)."

Her er Peter Callsens beretning:

- " Da Krigen brød ud, lå jeg som aktiv Soldat ved Dragonregimentet Nr. 13, der havde Garnison i Metz. (Skæbnens ironi, idet Peters farfar der var soldat i den Preussiske-Franske krig i 1870, forsvandt under et slag i august 1870 ved Metz). Jeg kom derfor til at deltage i den første fremrykning mod Paris, og ligeledes i det panikagtige tilbagetog fra Marne.

Peter Callsen ses som nr. tre fra venstre i bagerste række. (Privatfoto).

Da Skyttegravskrigen begyndte, kom Kavaleriet kun meget lidt til Anvendelse i yderste Linje, og vi Kavalerister havde det meget godt i Forhold til vore Kammerater ved Infanteriet og andre Troppeafdelinger.

Da vi heller ikke havde nogen videre Tjeneste, fik vi mere Tid, til at spekulere over Forholdene, og vi vare vistnok ligeså kede af det og utilfredse med Tilværelsen, som de fra andre Formationer. Og da jeg først i December 1917, sammen med en Mængde andre fra vor Eskadron, blev forflyttet til Artilleriet, blev det helt galt. Vore nye Foresatte her havde fra Førstningen af haft et dårligt Øje til os Kavalerister, og det blev ikke bedre, da de efterhånden mærkede, at vi ikke havde i Sinde at lade os behandle som Rekrutter.

Det var disse Forhold, som gav mig Tanken til at flygte. Og efterhånden gik den over til at blive en fast Beslutning. Jeg studerede nu flittigt et Kort, der var ophængt på Væggen i Dagligstuen hos vor Kvartervært. En af mine Kammerater sagde en Dag, da han så mig stå foran Kortet: ”Ja, det var ikke så galt at slippe over den hollandske Grænse.” Jeg er vis på, at han ikke sagde det, fordi han fattede Mistanke, men at det kun var tilfældigt. Jeg tænkte senere på, om jeg skulde meddele ham min Plan, men besluttede dog, at tage af sted alene. Man fortalte, at vi snart skulde til Fronten, og jeg mente nu, at Aftenen i Forvejen vilde være passende til at iværksætte Flugten.

Jeg ventede imidlertid ikke så længe. En Aften, da der var usædvanlig meget på Tjenestesedlen for næste Dag, besluttede jeg at tage af sted.

I Mørkningen satte jeg Støvlerne og Bajonettet tilrette henne ved Døren, pakkede alt det Brød jeg havde og lagde det et Sted, hvor jeg nemt kunde finde det i Mørke.

Mine Kammerater mærkede ingenting, og jeg spillede Kort med dem om Aftenen, lige så rolig som jeg plejede, indtil Sengetid.

Da vi havde lagt os på Briksen, ventede jeg til det var blevet roligt, og da Klokken slog elleve, stod jeg op, tog min Militærfrakke og de andre Ting, jeg vilde have med, beholdt Tøflerne på, og gik udenfor. Jeg vilde ikke klæde mig helt på derinde, for at mine Kammerater ikke skulde ane Uråd.

Da jeg kom udenfor, begyndte Lænkehunden at gø voldsomt, og jeg var knap helt færdig med Påklædningen, før Husets Søn kom ud med en Knippel i Hånden. Det plejede han altid at gøre, når hunden gøede om Natten, det hændte nemlig ofte, at Soldaterne gik ud for at stjæle Roer af Kulerne til deres heste. Men da han så, at det var mig, mumlede han nogle Ord og gik ind igen.

I nordlig retning

Derefter marcherede jeg afsted i nordlig Retning. Det var den 12. Februar 1918. Vi lå dengang i Kvarter i en lille belgisk Landsby - dens navn husker jeg ikke, 2½ Mil (Ca. 18 km.) øst for Tournai og omtrent 1 Mil (Ca. 7,5 km.) fra den fransk-belgiske Grænse. (Det må have været byen Peruwelz eller tæt derpå.). Jeg havde på det før omtalte Kort nøje indprentet mig Vejen, jeg skulde gå, og jeg antog, at der måtte være en halv Snes Mil (Ca. 75 km.), eller måske lidt mere, i lige Linje til den hollandske Grænse. Det var nemlig min hensigt at forsøge på at komme over Grænsen til Holland, hvor jeg vidste, at jeg var uden for Tyskernes Rækkevidde.

Efter at være gået et Par Timer, kom jeg til den første By, som jeg ganske rigtig havde bemærket på Kortet. (Formodentlig Leuze-En-Hainaut. Byen har en kanal der følger jernbanelegemet rundt om byen – hvilket passer meget godt med Peters beskrivelse.). Nu var jeg ikke for, at gå igennem Byen, da jeg der nemt kunde træffe på Vagtposter, og jeg gik derfor til venstre uden om, det vil sige, jeg nåede ikke at komme uden om, for der var en Kanal som spærrede mig Vejen, og der var ingen Overgang at finde.

Til sidst besluttede jeg at vove mig gennem Byen, jeg gik nu ligetil fra det Sted, hvor jeg stod, og måtte over et Par Plankeværk og gennem en Del Haver, før jeg nåede til en Sidegade. Jeg var imidlertid ikke kommen ret langt, før jeg så at Gaderne vare oplyste, og idet samme hørte jeg også Skridt længere nede i en anden Gade.

Jeg opgav nu forsøget på at gå denne Vej og vendte tilbage ad samme Vej jeg var kommen, indtil jeg igen var ved Kanalen. Her så jeg mig om efter et Sted, hvor jeg kunde hvile mig, men fandt ikke en sådant, det var jo ikke til at ligge udenfor i denne Årstid, tilmed var det begyndt at regne. Jeg tænkte et Øjeblik på at opgive det hele, og vendte tilbage, jeg regnede ud at jeg nok kunde være tilbage inden Dagen gryede, men jeg forkastede dog straks igen denne Tanke.

Over markerne

Jeg valgte i Stedet for at gå videre, følgende Kanalen, indtil jeg kom til et Overgangssted. Et sådant fandt jeg efter at være gået et Par Kilometer. Da jeg var kommen over på den anden Side gjaldt det først om atter at finde Hovedlandevejen. Jeg skød derfor Genvej ved at gå over Markerne i den Retning, hvor Landevejen omtrent måtte være.

Jeg nåede omsider også til en Vej, men den forekom mig straks at være for smal til at være Hovedlandevejen. Jeg fulgte imidlertid alligevel denne Vej, medens Regnen strømmede ned og det var blevet så mørkt, at jeg kun lige kunde skimte Husene i den Landsby, som jeg lidt efter kom til.

Da jeg var gennemvåd og træt, søgte jeg mig et Hvilested, hvad jeg fandt i en Lade, der var sammenbygget med Beboelseshuset. Jeg tog Overfrakken af, med hvilken jeg dækkede mig til. Jeg hørte tydeligt Husets Beboere hoste, der var kun en Væg imellem Rummet, hvori jeg lå og Soveværelset. Jeg lå og døsede en Times tid, rigtig sove kunde jeg ikke, jeg frøs, så Tænderne klaprede i Munden på mig, og da det nu også begyndte at blive lyst, turde jeg ikke blive længere, men stod op og begav mig igen på Vej.

Efter at være gået en god halv Time kom jeg til en By, og det viste sig at være den samme, ved hvilken jeg havde været om Natten. Den første Soldat jeg traf på, spurgte jeg om Vej til den næste by Audenarde (Oudenaarde). Denne nåede jeg efter et par timer. Jeg havde set på Kortet, at jeg kunde komme ad en Omvej uden om Byen, men det viste sig nu, at jeg alligevel måtte igennem en Del af denne, og her på Gaden traf jeg flere Officerer; men jeg hilste militærsk, og da jeg jo var forskriftsmæssigt påklædt var der ingen, der fandt Anledning til at antaste mig. Jeg kom nu i en Bue uden om den største Del af Byen, og på den anden Side søgte jeg igen tilbage til Hovedlandevejen.

Ved middagstid var jeg inde i et såkaldt ”Estaminet” (En belgisk beværtning), hvor jeg fik en Kop Kaffe til mit Brød. Jeg spise på hele turen meget sparsomt af Brødet, da jeg jo ikke vidste hvor længe jeg skulde være undervejs. Om Eftermiddagen samme Dag var jeg blevet så træt, at jeg måtte hvile mig på næsten hver Kilometersten. Men henad Aften nåede jeg dog til den kendte belgiske by Gent (Hovedstad i Østflandern.).

Jeg ventede med at gå ind i Byen til det var blevet mørkt, og nu begyndte det atter at regne, om Dagen havde det været Tørvejr. Jeg gik igennem Byen. Et sted, hvor der førte en Slags Allé mellem to parallelløbende Gader, stod der Bænke under Træerne et langt Stykke, på dem satte jeg mig af og til, da jeg var blevet så træt, at jeg ikke kunne flytte Benene.

Omsider nåede jeg igennem Gent, men at finde den rigtige Vej nu, var en Umulighed, især ved Nattetid. Efter en Del Omflakken frem og tilbage uden for Byen fik jeg Øje på en Landsby. Jeg skråede over Markerne for at nå derhen, hvor jeg tænkte at kunne finde en Soveplads. Da jeg kom derind opdagede jeg, at den lå fuld af Militær, og alle Udhuse vare tillukkede, så jeg kunde ingen Steder komme ind. Jeg søgte næsten hele Landsbyen igennem, hvad der vistnok tog et Par Timer.

Til sidst kom jeg ind i Ruinerne af et sammenstyrtet Hus, for om muligt at finde et Hjørne, hvor der var Læ, så jeg kunde hvile mig lidt. Ved således at kravle rundt imellem Murbrokker styrtede jeg pludselig ned i en Kælder. Her blev jeg liggende på de hårde Mursten og faldt i Søvn. Søvnen blev imidlertid kun kort, jeg frøs, og var bleven helt øm i Lemmerne af at ligge på det hårde Leje. Resten af Natten tilbragte jeg med at gå frem og tilbage i Landsbyens Gader.

Langs kanalen

Ved Dagens Frembrud forlod jeg denne og kom straks til en Bro, som førte over en temmelig bred Kanal. Jeg fulgte Kanalen et langt Stykke på den anden Side og den næste Bro, som førte over den benyttede jeg igen, for atter at komme over på denne Side. Herfra gik der to veje, en til venstre og en lige ud, jeg så på en Vejviser, at den til venstre førte til Brygge, jeg valgte derfor den ligeud, da jeg troede, at den måtte føre til den hollandske Grænse.

I den første Landsby jeg nu kom til, var jeg inde i en Beværtning. Værtinden her gav sig til at spørge mig ud. Hun spurgte mig først, om jeg hørte til den Afdeling Artilleri, som forlod Byen i Morges, eller om jeg hørte til de nye, som skulde komme. Jeg svarede at jeg ikke hørte til nogen af disse, men var kommen her for at søge Kvarter, da vi om kort tid vilde komme i Kvarter her, eller i Nærheden. Så spurgte hun, hvor vi nu lå, og jeg svarede, at vi lå i Gent.

Midt i den næste Landsby jeg kom igennem, så jeg på en Vejviser, at der kun var syv Kilometer til Gent. Derfor drejede jeg til venstre ved næste Lejlighed, og så snart på en anden Vejviser, at jeg var på vej til Ecolo (Eeklo). Denne By havde jeg set på Kortet, og set, at den ikke lå langt fra den hollandske Grænse.

Ved Middagstid var jeg kommen tæt hen til den. Her førte en Vej til venstre ind til Byen, og en til højre. Jeg valgte at gå til højre. På det Sted hvor Vejen delte sig var der en Tavle, hvorpå der stod, at enhver Tilnærmelse til den hollandske Grænse var forbundet med Livsfare. Jeg kom, ved at læse dette, først i Tanker om, at jeg engang havde hørt at Grænsen var spærret med elektriske Tråde.

Jeg besluttede derfor at blive her indtil Aften og gik hen til et Krat et Stykke fra Vejen, hvor jeg lagde mig ned. Her troede jeg at kunne få Ro til at hvile mig ud, men om Eftermiddagen kom der en ud for at pløje på den ene Side, og på den anden Side af Krattet legede nogle Børn næsten hele Eftermiddagen. De kom også sommetider ind i Krattet, så jeg af og til måtte flytte mig, da jeg nødigt vilde have, at man skulde se mig.

Om natten

Da det begyndte at blive mørkt, drog jeg videre, først over Markerne, indtil det var bleven så sent at der var mindre Fare for at møde nogen. Klokken kunde omtrent have været 10, da jeg så et Tog komme kørende, måske 2-3 Kilometer borte. Jeg mente det måtte være i Holland, da jeg ikke havde set nogen Jernbaneskinner så nær ved Grænsen.

Ved Midnatstid kom jeg ganske rigtigt til en Jernbanestrækning, det var en smalsporet Trænbane, som der findes mange så mange af i Belgien. Og efter den Vej, jeg havde tilbagelagt, regnede jeg ud, at jeg måtte være i Holland. Jeg tog mig derfor god Tid nu. Det undrede mig kun, at jeg hverken havde set Vagtposter eller elektriske Tråde.

Ved at følge Jernbanesporet nåede jeg snart en By og medens jeg gik ned ad Gaden trampede jeg i Stenbroen så det rungede. Jeg var ikke bange for at man skulde høre mig. Skulde der komme en hollandsk Politibetjent eller Natvægter, så kunde han gerne tage mig med. Ved et Gadehjørne stod der en Tavle, og da jeg var nysgerrig efter at vide, hvad der stod på den - det måtte jo være hollandsk - klatrede jeg opad den, og læste til min ubehagelige Overraskelse: ”Zum Proviantamt”. Jeg kom ned i en Fart, og skyndte mig opad Gaden, samme Vej jeg var kommen, og jeg behøver vist ikke at tilføje, at jeg denne Gang gik så lydløst som muligt.

Pigtråd

Ved Udkanten af Byen drejede jeg ind over Markerne, og kom snart til et Virvar af Pigtrådshegn, der, som jeg senere så, tjente til at hegne om Jordhuler, hvori der opbevaredes Ammunition. Det tog lang Tid at komme over alle disse Pigtråde, og da jeg lidt efter så nogle Huse, gik jeg derhen. Jeg lagde mig her til Hvile i et åbent Træskur. Jeg var nød til at vente til det blev Dag, for at kunne orientere mig.

Det var ikke helt lyst, da jeg om Morgenen brød op herfra; jeg var da helt stiv af Kulde. Jeg gik nu så meget som muligt over Markerne, idet jeg nu da det var højlys dag, helst vilde undgå befærdede Steder.

Ved en Landsby, hvor jeg måtte over en Vej, var der opslået en Plakat, hvorpå der stod: ”Grenzgebiet! Jede Annäherung streng verboten!” I samme Øjeblik kom der tre Militærpersoner inde fra Landsbyen gående ud imod mig. Jeg skyndte mig derfor ind ad en Markvej, der førte mig uden om Byen, ind over Markerne. Omtrent halvanden Kilometer fra det Sted, hvor jeg havde set Soldaterne komme, lagde jeg mig under nogle Piletræer ved et Vandløb. Herfra kunde jeg tydeligt se Vejen, som første fra førnævnte Landsby mod nord, altså ad Holland til.

Da Solen skinnede hele Dagen, kunde jeg nok ligge her uden at fryse noget videre. Da aftenen endelig kom, skar jeg en Stok af Piletræerne før jeg tog afsted. Ved hjælp af den vilde jeg forsøge at komme igennem det elektriske Hegn, og jeg var ikke et øjeblik i Tvivl om at det vilde lykkes. Det klare Vejr gjorde det muligt at bruge Karlsvognen (Stjernebillede)  som Leder. Jeg blev ved med at gå efter den, indtil jeg kom til en smal Kanal, som dog var for bred til at springe over, og da jeg før var gået over en Mark på hvilken der stod Vand, hvilket tog mig temmelig lang tid at komme udenom, varede det længe inden jeg fandt tilbage, og kom over Kanalen ad en Overkørsel.

På den anden Side var der en Vej, som jeg nu fulgte, og ved Siden af denne var der gravet Skyttegrave. Jeg forlod efter nogen Tid atter Vejen, da jeg mente at komme for langt til højre. Lige efter at være drejet af, hørte jeg nogen synge temmelig langt borte. Jeg blev stående for at lytte, men besluttede mig til sidst til at gå videre efter Lyden. Efter at være gået omtrent 100 Meter, kom jeg til en temmelig bred Kanal, og ved at følge den til højre, altså i østlig Retning, så jeg i Måneskinnet, efter at være gået et Stykke, en Bro over den, og på Broen en Vagtpost. Det var ham jeg havde hørt synge. Jeg så også tydeligt Kørevejen, jeg før havde forladt, og ved at gå i en lille Bue tilbage, nåede jeg den snart. Det var nu meningen ad den Vej at nærme mig Broen. 

Trods streng bevogtning lykkedes det Peter Callsen at slippe ind over grænsen til Holland. (Foto: Internettet).

På grund af Måneskinnet måtte jeg være forsigtig for at Vagtposten ikke skulde blive mig var; til sidst krøb jeg på alle Fire. Jeg indså dog snart det håbløse i at komme over her, og da jeg tilligemed syntes at høre to Stemmer fra Broen tale sammen i en ophidset Tone, krøb jeg tilbage ned i en Grøft, og da samme gik over en Mark længere østpå, krøb jeg ad den indtil jeg var tilstrækkelig langt borte.

Jeg ventede hele Tiden, at man skulde skyde på mig, men alt forblev roligt. Jeg fulgte igen Kanalen, stadig i samme Retning, indtil jeg atter kom til en Bro, hvortil der også førte en Kørevej. Jeg foretog her samme Manøvre. I en Bue kom jeg op på Vejen, men her forsøgte jeg ikke på at nærme mig Vagtposten.

Til højre for mig lå der, som jeg først syntes, en lille Landsby, med nogle underlige Huse, men da jeg kom derhen ad en smal hulvej, så jeg at det var Jordhytter, hvori der opbevaredes Ammunition; rundt om disse var der Pigtrådshegn. Jeg listede mig forbi disse hytter - jeg var ikke sikker på, om der ikke stod Vagtposter i Nærheden - og nåede igen Kanalen på den anden Side. Her delte den sig snart i to Arme, og over den ene Arm lå der en stor flad Sten, som jeg straks gik over, og fulgte igen den anden.

Over broen

Jeg fik snart Bro Nummer tre i Sigte. Da jeg ingen Vagtposter så på den, krøb jeg på alle Fire helt nær. Jeg så nu Lys lige over for, som jeg let kunde gætte var i Vagtstuen, men da jeg stadig ingen så på Broen, kom jeg rask på Benene, og skyndte mig over den. Efter ti Minutters hurtig Gang kom jeg til en By. Jeg gik meget forsigtig gennem Gaderne, uafbrudt seende mig om til alle Sider, for at være parat til at smutte i Skjul, hvis der skulde komme nogen.

Da jeg gik over Torvet, så jeg Lys i Vagtstuen, og et Skilderhus stod udenfor samme, men selve Vagtposten så jeg intet til. Uden for Byen drejede jeg om ad en smal Gade, i retning efter Karlsvognen.

Vejen jeg gik på, blev smallere og smallere, indtil den til sidst hørte helt op. Jeg befandt mig nu ude på Markerne, og da Månen var gået ned, var det temmelig mørkt. Det varede ikke længe før jeg stødte på et Pigtrådshegn. Det var ikke af den slags vi var vante til at se, men et almindeligt Pigtrådshegn, af dem vi bruger herhjemme til at hegne for Kreaturerne med.

Jeg kom uvilkårligt til at tænke på det elektriske Hegn, og berørte Tråden med Stokken, men fandt ikke noget usædvanligt. I det samme så jeg på en Vej, som løb på tværs lige foran mig, og var en halv Snes Meter højere end Marken, hvorpå jeg befandt mig, over ti Vagtposter patrouillere frem og tilbage med kun ringe Afstand mellem hverandre. Jeg fulgte nu Hegnet i østlig Retning, for at finde et passende Sted til at komme over til dem uden at blive set.

Imellem mig og Kørevejen - alle Veje var let kendelige, også i Afstand, da der voksede Træer ved begge Sider - hvorpå Soldaterne patrouillerede, var først en Kanal, så et Stykke Jord, og atter en Kanal lige ved Vejen.

Grænsevagter

Lige neden for en ubeboet Gård, var der en smal og skrøbelig Bro over Kanalen, men jeg var straks klar over, at jeg ikke kunde benytte den. Vagtposten vilde straks have fået Øje på mig. Derfor gik videre, og ved en Vej, der kom sydfra, og mundede ud på den, hvorpå Vagtposterne gik, hørte Kanalen op, selve Vejen var på dette Sted spærret med Palisader, hvilke var for høje til at klatre over.

På den anden Side af Vejen var der altså ingen Kanal, men Terrænet lå så lavt, at der stod Vand mange Steder, og da der også var mange Grøfter, benyttede jeg Pigtrådshegnet, hvilket jeg stadig fulgte, og som fortsattes ved denne Side af Vejen som Bro. Jeg forårsagede herved lidt Støj, men intet tydede dog på, at nogen hørte det, skønt jeg ikke var længere fra dem, end jeg tydeligt kunde se dem og høre dem tale sammen.

Da jeg var over de værste Steder, nærmede jeg mig Vagtposterne. Når der et Øjeblik ingen var lige over for mig, gik jeg et Par Skridt fremad, for atter at lægge mig fladt ned, når de nærmede sig. På denne Måde nåede jeg hen til Kanalen lige ved Vejen, på hvilken de gik.

Her stod en Række Træer hele Vejen hen til en Gård, der lå omtrent et halvt Hundrede Meter fra mig. Ved at krybe fra Træ til Træ når ingen Vagtposter var i Nærheden, lykkedes det mig at nå denne. Den var også ubeboet og lå lige ved Vejen, jeg kunde stå inde i Huset og se Vagtposterne gå forbi Vinduet. Ved den anden Ende af Huset var en Mur, og i Midten af denne var Indkørslen til Gården, en Port, der var lukket. Ved Enden af Muren fortsattes Kanalen, så der var intetsteds bedre at komme over end her fra Gården. Jeg prøvede først på at komme over Muren, men det lykkedes ikke rigtigt. Det tog for lang Tid og forårsagede for megen støj. Vagtposten gik hele Tiden frem og tilbage udenfor.

Jeg forsøgte nu at svinge mig over Kanalen ved Enden af Muren, idet jeg holdt mig fast ved dens øverste Kant. Dette lykkedes mig omsider, men nu var Vagtposten mig også ganske nær. Det lykkedes kun at unddrage mig hans Opmærksomhed ved at kaste mig fladt ned ved Siden af Vejen. Han gik så tæt forbi, at jeg, når jeg havde udstrakt Armen, kunde have berørt hans Støvler. Han vendte straks efter tilbage, og fjernede sig atter i vestlig Retning.

Dette Øjeblik benyttede jeg til at løbe over Vejen, og kom til den anden Side igen ind i en Gård. Denne var åben fra Vejen, så jeg kom derind uden Forhindringer. Fra den Vej, hvorpå jeg havde set Vagtposterne gå, førte en anden i nordlig Retning.

Der gik ingen Vagtposter, jeg så kun en enkelt Patrouille. Jeg ville nu fra Haven se at komme op på denne Vej; men her spærrede en Kanal mig igen Vejen. Jeg begyndte at tvivle om et heldigt Udfald. Klokken var nu fire, om to Timer var det Dag, og jeg var bleven helt sløv af Anstrengelse, og af den Spænding, jeg hele Tiden havde været i. Den eneste Måde jeg kunde komme op på Vejen på, var den, at jeg måtte krybe udenom Gården, lige foran Vagtposterne. Dette forekom mig alligevel at være for voveligt.

Jeg besluttede derfor i stedet for, at se mig om efter et Sted, hvor jeg kunde skjule mig om Dagen, jeg havde jo Proviant nok et Døgn til. På det Sted, hvor Vagtposten vendte om, og hvor jeg smuttede over Vejen, var der spærret med Palisader, så den måtte føre i østlig Retning, bort fra Grænsen. Det lykkedes mig uden større Vanskeligheder at komme over på den, og jeg vilde nu se at finde et Skjul.

Efter at være gået et Stykke, bøjede jeg til venstre, og nåede nu snart til en Gård, hvor der var så megen Dynd på Gårdspladsen, at jeg knap kunde få Støvlerne med. Men da Laderne vare tømte for Halm, og altså kun dårligt egnede sig som Skjulested om Dagen, fik jeg i Sinde at søge tilbage til den Vej, på hvilken jeg kun havde set en Patrouille.

Jeg gik altså herfra over Markerne, og fandt ganske rigtigt samme Vej, omtrent en Kilometer længere imod Nord. Før jeg nåede helt herhen, så jeg et Lys, hvilket jeg gik efter, og det viste sig at være et lille Hus.

I skjul

Jeg spekulerede på, om jeg skulde gå derind, men gjorde det dog ikke. Lige ved Huset fandt jeg en Overgang, og kom således ud på Vejen. Jeg havde imidlertid ikke gjort mange Skridt, før der kom nogen imod mig, jeg sprang rask ned ved Siden af Vejen, hvor jeg blev liggende ubevægelig.

I det samme kom der også nogen ud af Huset, og gik lige forbi mig. Det var en Patrouille, som den jeg havde set på Vejen, og som også lige efter gik mig forbi, uden at se mig. Den forsvandt lidt efter ind i Huset, hvorefter jeg listede mig tilbage forbi Huset, og gik så på må og få over Markerne. Det varede ikke længe, før jeg hørte Lyden af mange Fodtrin til venstre for mig. Jeg var straks klar over, at det måtte være Vagtposter.

Efter at være gået et lille Stykke til, kom der pludselig En gående henimod mig. Jeg blev stående ubevægelig, jeg turde ikke engang kaste mig ned. Da han var omtrent tyve Skridt fra mig, drejede han til højre, og fjernede sig. Jeg gik nu den Vej fra hvilken han var kommen, og her så jeg noget helt nyt. Det var først en Fodsti, opstået af Vagtposternes idelige Patrouilleren, til venstre for mig, imellem to almindelige Pigtrådshegn, så jeg det elektriske Hegn, og da der også stod Grænsepæle, vidste jeg, at jeg nu endelig var ved den hollandske Grænse.

Over grænsen

Og den Kendsgerning fik mit Hjerte til at banke stærkere. Jeg vilde nu ikke forsøge på at komme over på dette Sted, da der lå et Hus med Have på den anden Side, og jeg troede ikke, det var heldigt, at komme i en Have, jeg vidste jo ikke, om jeg kunde komme ud af den igen. Jeg kravlede alligevel igennem det første Pigtrådshegn, og prøvede at røre ved det elektriske med min Stok, jeg mærkede et svagt Stød, medens der kom Gnister.

I det samme kom der En gående ad en Vej, der kom Sydfra, jeg skyndte mig at komme over på Fodstien igen, og gik nu langsomt tilbage i samme Tempo som Vagtposterne, men nu kom også den første Vagtpost tilbage henimod mig, jeg vedblev at gå frem lidt endnu, indtil jeg vendte om, og uden at fremskynde min Gang, nåede jeg ud på Vejen der kom sydfra.

Man havde fra begge Sider antaget mig for også at være en Vagtpost.

Her var jeg ude af Sigte, og tog derfor til at løbe. Jeg løb forbi et Hus, hvor der var Lys - en Vagtstue -  og kom ud på den åbne Mark, på den anden Side af Vejen. Herfra kunde jeg se Vagtposterne gå, ikke langt fra mig, bag en Række Huse.

Jeg besluttede nu at gå over Grænsen på dette Sted, hvor jeg kunde skjule mig bag disse Huse, indtil der var Lejlighed. Da Himlen begyndte at blive rød i Øst, var der ikke lang Tid til Betænkning. Ved at tage Tilløb, sprang jeg over en smal Kanal, og jeg ventede nu bag et Hus, indtil der ingen Vagtposter var i Nærheden, så krøb jeg på alle Fire hen til Hegnet; i en Fart kom jeg igennem det første, og ved at trykke en af de elektriske Tråde ned med Midten af Stokken, medens jeg havde fat ved begge Ender, lykkedes det mig at springe igennem, uden at komme til at berøre nogen af Trådene.

Jeg faldt over i en Grøft med Vand, men var hurtigt på Benene og skyndte mig afsted over Markerne. Jeg hørte kort efter Vagtposterne komme tilbage til det Sted, hvor jeg var kommen igennem, men alt forblev roligt; man havde ikke mærket noget. Snart kom jeg til en Jernbanestrækning og gik langs Skinnerne, indtil jeg nåede en Station. Det var ”Sas– van– Gent” (I provinsen Zeeland i Holland). Denne By havde jeg set på Kortet, og vidste derfor, at den lå lige over Grænsen.

Peters formodede flugtrute gennem Belgien, mærket med rødt, fra Peruwelz til Sas-van-Gent. (Google-maps).

Fra Sas-van-Gent valgte jeg Vejen ind til Byen. På Vejen mødte jeg nogle Arbejdere. De sagde noget til mig på Hollandsk, som jeg ikke forstod. Ved Indgangen til Byen stod en hollandsk Soldat på Vagt. Jeg hilste: ”God Morgen!” hvilket han besvarede meget høfligt, og bad mig om at vente et Øjeblik indtil Afløsningen kom. Jeg fulgte siden med ham til Vagtstuen, hvor jeg blev beværtet med Kaffe og Brød.

Hen på Formiddagen måtte jeg med til Løjtnanten, han afholdt Forhør over mig. Da jeg fortalte, at jeg var kommen igennem det elektriske Hegn, vilde han ikke tro mig, han mente, det var en umulighed. Over 100 Mennesker, som havde gjort Forsøget, var bleven hængende døde på Trådene.

Til sidst spurgte han, hvad han skulde skrive. Han kunde jo ikke godt skrive, at jeg var kommen igennem det elektriske Hegn. Jeg svarede, at jeg kunde ikke sige andet end hvad Sandhed var. Så spurgte han mig om jeg vilde gå frivillig tilbage til Belgien, hvortil jeg svarede Nej!

Jeg blev nu ført til et Hus i en anden Gade. Jeg kunde først ikke begribe, hvad jeg skulde der, da der ingen Officer var tilstede her, men jeg fik snart Syn for Sagen, da man lidt efter puttede mig i Kachotten. Her fik jeg Tid til at hvile mig, hvad jeg også trængte til, og at rette lidt på de forrevne Klæder. Det var Lørdagen den 16. Februar, og jeg blev her indtil Mandag Morgen. I den Tid fik jeg rigelig Forplejning, og fik godt udsovet. Jeg sov næsten hele Tiden.

Med damper til interneringslejr

Mandag Morgen kom her to Gendarmer og hentede mig, og efter at jeg havde afleveret Bajonetten marcherede vi til Banegården. Vi kørte med Toget en Times tid, og sejlede så videre med Damperen til Vlissingen (Havneby på halvøen Walcheren i provins Zeeland). Her blev jeg overleveret til en Civilperson der førte mig gennem Byen. Og alt imedens råbte Gadedrengene til hverandre: ”En Tysker, en Tysker!”

På Vejen var vi inde hos en Fotograf, hvor jeg blev fotograferet, hvorefter han førte mig til en Kaserne. Her kom jeg først til Kantinen for at få noget at spise, og dernæst kom jeg igen Forhør.

Skriveren på Skrivestuen blev så sendt med mig til en Bank, hvor jeg fik nogle penge omsatte i hollandsk Mønt. Han viste mig så lidt omkring i Byen, før vi atter begav os til Kasernen. Jeg blev nu overladt til de andre Soldaters Selskab. Nogle kunde tale Tysk, og jeg måtte nu fortælle lidt om Krigen. Dem, som kunde tale Tysk, forklarede så de andre, hvad disse ikke forstod. Om Natten lå jeg iblandt de hollandske Soldater.

Næste Morgen blev jeg vækket af en Sergent, der nu rejste med mig hele Dagen. Turen var ret interessant. Vi kom over flere store Jernbanebroer, og igennem flere af de største Byer, blandt andre Rotterdam, Haag og Amsterdam til Aakmaar (Alkmaar) i Nord-Holland.

Bergen

Herfra kørte vi med Småbanen til Bergen, der ligger ved Havet. Jeg kom nu til en Slags Fangelejr. Over Indgangen stod: ”Duitsches Internierungs Depot”. Her var sådanne tyske Soldater, der var blevne trængte over Grænsen i Begyndelsen af Krigen. De fik god Forplejning og kunde gå hvorhen de vilde i Fritiden. Jeg havde det også ganske godt de tre Dage jeg var der. Jeg kunde hente Maden i Køkkenet, og Bøger i Biblioteket.

Tredje Dagen efter Ankomsten blev jeg om Eftermiddagen ført til en anden lejr, der lå 10 Minutters Gang fra den første. Her stod med store Bogstaver over Indgangen: ”Depot voor Duitsche Deserteurs ett andre Buitenlanders”. Ved Ankomsten hertil blev jeg ført ind i et Værelse, hvor jeg måtte klæde mig af lige til Skindet, og hvert Klædningsstykke blev nøje undersøgt, Uret, Pengene og Lommekniven beholdt de.

Fra Interneringslejren i Bergen. (Foto: Internettet).

Jeg kom nu til et Magasin, hvor jeg fik en Slags Fangedragt udleveret, ligeledes måtte jeg aflevere mine Støvler, og modtog et Par fladbundede Træsko i stedet for.

Derefter blev jeg, sammen med nogle flere, der også var ankomne samme Dag, undersøgt af lægen, og kom derefter i Bad. Vi måtte nu aflevere vore egne Klæder til Desinfektion og iføre os Fangedragten.

Derefter kom vi ind i en Barak, hvor i der lå ca. 30 andre Desertører. Den skulde nu være vort fremtidige Opholdssted. Det var 13. Afdeling vi kom til, hver Barak havde fire Afdelinger. Alle Fanger havde et Nummer, og jeg fik nr. 1599. Da vi kom ind i Barakken sagde de andre til os: ”Ja, nu er I kommen vidt nok. Herfra kommer ingen så let ud igen”.

Da vi nyankomne herefter fik noget at spise, kom der nogle af de andre, og bad om at måtte spise Resten, hvis vi levnede noget. Jeg kunde derfor nok forstå, at vi ikke vilde få tilstrækkelig med her. Det varede heller ikke mange Dage, før vi også vidste hvad det var at sulte.

Dertil måtte vi også fryse. Salen, i hvilken vi boede, var så stor, at der kunde ligge over 50 Mand ved Siden af hinanden, og Kakkelovn var der ingen af. Om Natten gik det nogenlunde, når vi beholdt Klæderne på. Vi havde tre uldne Tæpper at tildække os med. Om Dagen måtte vi beholde Overfrakken på, og så var det endda meget vanskeligt at holde Varmen i Kroppen, thi fra Klokken otte Morgen til Klokken fem Aften var det forbudt at ligge på Stråsækken.

200 gram brød om dagen

Vi fik 200 Gram Brød om Dagen, og om Middagen en Tallerken fuld af tynd Suppe, og med Tiden blev den tyndere og tyndere, og var tilsidst næsten kun Vand. Det kunde hænde, når Suppen en Dag var tyndere end sædvanlig, at dem, der hentede Maden, sparkede til den, så det Hele løb i Rendestenen. Som Straf blev så alle Barakker Tillukkede, medens der blev sat Vagt ved Vinduer og Døre. Vi måtte blive indenfor hele Dagen foruden det, at der ingen Mad vankede.

Noget andet, som også gjorde Livet uudholdeligt var dette, at vi intet bestilte, og Tiden blev, som Følge deraf, forfærdelig lang. Vi var altid glade når vi skulde ”wandele” - spadsere. Vi blev så førte omkring i Byen eller uden for denne om Formiddagen. Det skete naturligvis under stærk Bevogtning; en Soldat med opplantet Bajonet for hver fire Mand. Så skete det endda meget ofte, at der flygtede En, men han blev for det meste igen pågreben efter nogle Dages Forløb.

Arbejde i klitterne

Resten af Dagen tilbragte vi så i Lejren. Da det blev Sommer, opholdt vi os for det meste udenfor. Om Sommeren skulde der 100 Mand ud at arbejde i Dynerne - klitterne. Da det var frivilligt, meldte jeg mig også, og var med i tre Måneder. Vi fik 50 Gram Brød mere i den Tid, men Middagsmaden, som vi fik ved Hjemkomsten, var for det meste koldt, og da Portionen også snarere var mindre, vilde jeg ikke mere.

Der var ca. 800 Tyskere i Lejren, da jeg kom dertil. Tallet formindskedes dog efterhånden, da der meldte sig mange tilbage. Det var nemlig sådan, at når man var villig til at vende tilbage til Tyskland, kunde man rejse om nogle Dage.

Jeg havde nu ikke i Sinde at melde mig tilbage. Jeg var aldeles sikker på, at Tyskerne vilde tabe Krigen til sidst, skønt de allerfleste var af den modsatte Mening.

Når nogen havde forbrudt et eller andet, kom han i ”Bak”. Det var et gyseligt Fangehul, hvor Vedkommende måtte ligge på det kolde Gulv, og næsten ingen Mad fik, idet Soldaterne, som holdt Vagt, spiste den. Det var ikke så underligt, at den, der kom ud herfra, så syg og elendig ud.

Tyskerlejren

I den ene Ende af Lejren var der en Afdeling for sig, som kaldtes Russerlejren, her var der både Russere, Kinesere, Japanere og Amerikanere, foruden to Negere.

I vor Lejr, der kaldtes Tyskerlejren og som var den største, var der en Kantine med en større Sal. Her blev der om Vinteren fyret i Kakkelovnen, og dem, der havde Penge, kunde for Mærker købe sig lidt. Det blev senere aflyst, da man lavede falske Mærker.

Fra Interneringslejren i Bergen. (Foto: Internettet).

Ved den ene Ende af Salen var der en Scene, hvor man spillede Dilettantkomedie etc. hver anden Søndag. Det var også den eneste Adspredelse vi havde.

Venter på revolutionen

Vi fik ikke sjældent tyske eller hollandske Aviser at læse, og vi foretrak altid de hollandske, fordi vi bedre stolede på dem. Vi læste således allerede i Juli Måned, at Tyskerne gik tilbage og efterhånden som de blev drevet længere og længere tilbage, håbede vi stærkt på Revolutionen, og endelig i November kom den.

Der var omtrent 300 tilbage dengang, men nu meldte de sig næsten alle sammen. En af de første Dage efter Revolutionens udbrud afgik der således en Transport på 80 Mand.

Efter nogle Dages Forløb meldte jeg mig også, og Dagen efter rejste vi afsted med 12 Mand. Det var også på høje Tid. Jeg mærkede, hvorledes Kræfterne svandt for hver Dag, der gik.

Det var desuden en Jammer at se Omgivelserne, hvorledes Menneskene gik moralsk til Grunde. Når der blev kastet Affald ud fra Køkkenet, så faldt de over det og sloges om det som en Flok sultende Ulve. Skarnkasser blev rodet igennem for om muligt at finde noget spiseligt. Og alle Cigaretstumper blev opsamlede.

I den sidste Tid jeg var der kom der to Mand på Sindssygeanstalten. En amerikansk læge sagde en af de sidste Dage til os: ”Hvorfor vil i rejse nu, da Kejser Wilhelm er kommen?”

Ved Afrejsen fik jeg igen mine egne Støvler udleverede, og undervejs i Toget fik jeg også Uret og Pengene.

Rejsen hjem til Als

Vi ankom til Grænsen om Eftermiddagen, hvor de hollandske Soldater udleverede os til den tyske Grænsevagt.

På den første tyske Banestation fik vi Pas af Soldaterrådet, hvorefter vi var fri, og kunde rejse hjem. Jeg kom hjem den 20. November (1918) til stor overraskelse for mine Pårørende.

Jeg havde nok stået i Brevveksling med mit Hjem, så de vidste, hvor jeg var, men at jeg skulde komme hjem så pludseligt, endnu før andre var vendt tilbage fra Fronten, havde ingen drømt om.

Nabofolkene kunde knap nok kende mig, så mager var jeg bleven. Men efter at have været hjemme i fem Uger, havde jeg taget 40 Pund på.

Besøg af gendarmen

Da jeg havde været hjemme i nogen Tid, fik jeg Besøg af den tyske Gendarm. Grunden var nærmest den, at jeg havde undladt at melde mig til Militærmyndighederne. På hans spørgsmål om, hvorfor jeg ikke havde gjort dette, svarede jeg, at jeg engang havde sat mig for, at jeg ikke mere vilde have noget med Tyskerne at bestille. Så spurgte han, om jeg havde et ”Entlassungsschein”, (Hjemsendelsespapirer) hvorpå jeg svarede, at jeg havde et fra Soldaterrådet. Det var ikke tilstrækkeligt mente han, men han vilde komme en anden Gang og hente det.

Da han gik, sagde han endnu: ”Ja, Sie werden eingesperrt!” ("De vil blive indespærret.").

Jeg så ham aldrig siden, og mit Pas havde han heller ikke fået alligevel."

I familien har man altid vidst, at Peter Callsen skrev flere beretninger om sine oplevelser i 1. Verdenskrig. Der er blevet offentliggjort flere historier fra Peters hånd, bl.a. i Dybbølposten den 30.03 - 04.04 1922. Beretningerne blev skrevet i de sidste år af hans levetid. Han havde bl.a. udlånt et manuskript til en soldaterkammerat kort tid før han kom ud for sit uheld med tærskeværket og døde. Dette manuskript gik tabt, da soldaterkammeraten ikke kunne identificeres.

I lejren i Bergen var der hovedsagelig tyske soldater som i forbindelse med et slag i Belgien i starten af krigen, august 1914 og under en tilbagetrækning, valgte at gå ind i Holland der var neutral. De var blevet omringet og havde ikke andre muligheder. De blev i øvrigt behandlet godt i lejren. Hen mod krigens slutning, kom der et mindre antal deserterede soldater til Holland og de blev behandlet noget dårligere.

Poul Raaby Pedersen har søgt i Lysabild Sognearkiv - og fandt ovenstående artikel som var ukendt for familien.

Det fremgår ikke af afleveringen til Sognearkivet, hvornår artiklerne er blevet indleveret og af hvem. Det vides heller ikke i hvilken avis artiklen er blevet bragt. Familien udtrykker stor glæde ved at nogle de forsvundne erindringer er blevet genfundet.

Herunder Dybbølpostens omtale den 29.09.1924 af ulykken, hvor Peter Callsen mistede livet i en tragisk ulykke: