Peter Duus, Sønderborg fortæller om sin bedstefar:
- " Han blev født den 18. juni 1881 i Lysabildskov, ud af en stor søskendeflok på ni, hvoraf kun de seks blev voksne.
Han blev konfirmeret i 1896 og har herefter sikkert haft plads som karl på forskellige gårde i omegnen.
Han var på session i 1901 og 1902. De to første år blev værnepligten udsat, men i 1903 på en ny session, blev han tilknytte 8. Regiments 3. Ersatz Reserve Infanteri Bataillion.
Han blev i 9. juli 1903 gift i Kegnæs Kirke med Kathrine Marie Kryhlmand, hvis forældre havde en gård i Bredsten på Kegnæs.
Peter og Kathrine forpagtede herefter en større gård i Skodsbøl i Broager Sogn, men flyttede senere til Kegnæs og overtog svigerforældrenes gård i Bredsten.
26. august 1915 blev han, som 34 årig og på det tidspunkt far til
fem børn, indkaldt til det 1. Reserve-Kompagnie des Hannoverschen Pioner-Bataillions Nr. 10, der på det tidspunkt havde hjemsted i byen Minden i det nuværende Nordrhein – Westfalen.
Efter en kort uddannelse til Pioner kommer han i foråret 1916 til landsbyen Romagne Sous les Côtes, hvor han ifølge hans soldaterbog deltager i flere stormangreb nær Verdun.
I april måned 1916 sender han et postkort fra fronten til hans lille søn Peter Duus (senere bagermester i Skovby), der havde fødselsdag og blev seks år den 30. April.
Han har skrev:
Kjære søn.
Mange Hilsener og Lykønskninger til din Fødselsdag,
hvorledes gaar det med Skolen, kan du sidde rolig.
Lev vel kjære Børn til vi ses.
Eders Fader.
I 1916 bliver han far til Christian der fødes den 9. maj, mens han er ved fronten.
Ifølge hans soldaterbog bliver han den 28. juni ramt af granat-splinter i Thiaumont slugten, der ligger ved Fort Thiaumont, lidt nord for Verdun. Han bringes tilbage til et lazarettet i Romagne, hvor han dør af sine kvæstelser samme dag.
Næste formiddag den 29 juni kl. 11.30 begraves han af sine kammerater på den tyske soldaterkirkegård. Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis der skrev om forholdene syd for Kongeåen.
Den 17. juli 1916 skriver avisen:
Landmand Peter Duus fra Bredsten er falden. Duus blev indkaldt sidste sommer og kom for et par måneder siden som pioner til fronten; han er der bleven hårdt såret under et stormangreb og er efter ankomsten til et lazaret død, 35 år gammel. Det er med vemod og dyb beklagelse, skriver Dybbøl-Posten, at man hører, at han er borte. For en 4 års tid siden kom Duus ovre fra Skodsbøl på Sundeved, hvor han havde et større landbrug i forpagtning, til Kegnæs, hvor han købte sin hustrus fædrehjem. Duus vandt ved sit stille og bramfri væsen mange venner, han viste sig også som ven over for sine naboer i krigstiden, da han selv endnu var hjemme, han efterlader hustru og 6 børn. Sidste år faldt en broder til Duus, landmand Jørgen Duus fra Kobbelholm på Sundeved."