- Da jeg i formiddags ( den 4. august 1914) kl. 9 sad inde på gæstgivergården ”Kolosseum” (i Sønderborg) og fik mig en kop kaffe, kom gendarm Engel fra Skovby ind og arresterede mig og Christian Lassen fra Østerby samt Peter Wolff fra Sadberg.

Vi måtte straks følge med gendarmen over til ”Sønderborghus.” Undervejs fortalte han os, at så snart de havde alle danske førere samlede på ”Sønderborghus,” ville man på en let måde skille sig ad med disse danskere og deres kære ”Sønderborghus,” idet man simpelthen lagde nogle dynamitpatroner under bygningen og sprængte det hele i luften.

Da vi var bleven afleverede på ”Sønderborghus,” var vi med det samme indespærrede som på en lille fæstning. I lokalet til venstre for hovedporten var der blevet indrettet en militær-vagtstue og ved begge udgangene var der sat dobbelt poster, med skarpt ladte geværer og opplantede bajonetter. Desuden gik der patruljer udenom bygningen og gennem alle værelserne både dag og nat.

Jeg følte mig særlig de første par dage noget modfalden. Hvad ville der ske med os? Hvordan ville min familie derhjemme kunne klare sig nu i den travle høsttid? Den ældste af mine sønner, som var hjemme, var kun 17 år. Hjælp var ikke let at få, thi alle våbenføre mænd var jo indkaldt.

Onsdag den 5, august 1914. – I eftermiddag kom min kone med et andet sæt tøj til mig. Vi fik lov til at tale sammen i 10 minutter i overværelse af en underofficer, der forstod dansk. Jeg søgte i forblommede udtryk, at forklare min kone, at hun endelig måtte sørge for at få vore Dannebrogsflag og danske billeder gemt væk, og jeg mærkede, at hun forstod mig, da hun svarede, at det alt sammen var besørget.

Den 5. og 6. august blev der indbragt nogle nye fanger, så vi nu var over 100 personer samlede.

Torsdag den 6. august 1914. – Hen på eftermiddagen blev der slået alarm nede i vagtstuen og oppe i Borgerforeningens lokale. Vi råbtes ud for i en rivende fart at blive opstillet i to geledder. Der var nemlig kommet et telegram om, at man ventede engelske flyvere. Mens vi stod deroppe og kikkede ned på soldaterne som stod med geværerne rettede op i luften, så vi at vagtkommandøren sprang omring og truede op imod os, men vi blev stående, da vi jo forholdt os ganske rolige. Staks efter kom imidlertid en soldat op til os og råbte, at enhver der viste sig i vinduerne ville blive skudt. Man mærkede, at der var en vis nervøsitet over de militære befalingsmænd.

Rygter kom og rygter gik om. At vi ikke skulle blive forblive her vidste vi, men hvor skulle vi føres hen?

Fredag den 7. august 1914. – I aften overtog det gamle mandskab vagten her på ”Sønderborghus.” Garnisonen (på Sønderborg Slot) sendes til fronten. Da jeg ikke spiller kort, er det lange dage at tilbringe i en sådan uvirksomhed.

Lørdag den 8. august 1914. – Man fortalte straks fra morgenstunden, at vi i dag skal flyttes ned på Slotskasernen. Kl. 11 blev vi alle sammen kommanderet ned i gården med alt vort tøj. Vi blev opstillet i geledder med fire mand i hver række. Da dette var i orden holdt løjtnant Schmidt, som var vor kommandant, en kort tale til os, idet han bl.a. sagde, at nu ville vi blive ført ned på Sønderborg Slot.

Vi ville under marchen derned blive bevogtet af en militærafdeling med skarpladte geværer og opplantede bajonetter. Mandskabet havde ordrer at brugene våbnene overfor enhver af fangerne, som enten gjorde forsøg på at flygte, gøre tegn til folk vi mødte undervejs eller på anden måde gjorde sig mistænkelig. En mindre afdeling soldater marcherede foran, en halv snes langs med hver af siderne af fangerne og en mindre afdeling bagefter.

Ved ankomsten til Slottet fik vi anvist de værelser, hvor vi indtil videre skulle bo. Jeg kom sammen med 23 personer ind på stue nr. 121.

Den første aften da vi skulle i seng, forefaldt der en del morsomheder. Der er jo altid blandt så mange nogle, som kan fortælle historier.

Vi har her mere frihed; vi må spadsere ude på den lange gang så meget vi vil. Fra denne gang ser man ned i den indre slotsgård. Vi kan også, når det tiltrænges, komme ned i den ydre slotsgård, som vender ud mod stranden, 10 mand ad gangen, men kun i 10 minutter. Det er alligevel hårdt at være tvungen til at gå her så ganske uvirksom, mens man nu i den travle høsttid trænger så hårdt til en derhjemme.

Søndag den 9. august 1914. – Klokken 8 ½ kom min kone for at besøge mig; hun havde nogle spisevarer med til mig, som var særdeles velkomne. Hun kom ifølge med P.S. Paulsens, A. Christiansens og H. Bladts hustruer. Alle havde de spisevarer med til deres mænd. Vel fik vi kaffe og den samme middagsmad udleveret som soldaterne på slottet, men fik soldaterne f.eks. et rundstykke udleveret til middagsmaden, så fik vi intet. Alt hvad der hed brød, smør og den slags ting, måtte vi selv købe eller få sendt hjemmefra.

I dag blev gamle Chresten Schmidt fra Kettingskov kaldt hen til kommandanten, hauptmann la Motte og blev straks givet fri. P. Grau, Pøl fik lejlighed til at fortælle hauptmann la Motte, hvor forholdsvis få folk der sad her fra Nørreherred og Sundeved. Hr. la Motte mente, at det var den subjektive opfattelse på de vedkommende steder, der var skyld deri.

Om aftenen kl. 6 blev vi alle sammen ført til underofficerkasinoet til gudstjeneste. Her holdt pastor Jørgensen under lydløs stilhed en prædiken for os på dansk over Jesu ord til sine disciple: ” Min fred lade jeg eder. Jeg giver ikke som verden giver. Eders hjerter frygter ikke og forsager ikke.”

Mandag den 10. august 1914. – For et par dage siden blev vi enige om, at vi – de fleste af os i hvert fald – ville give en skærv til Røde Kors, for at hjælpe til med at lindre nøden nu i krigen.

Jørgen Mathiesen, Græshøj, afleverede pengene, 302 mark, til hauptmann la Motte. I dag blev det meddelt J. Matheisen at han, hvis han kunne få en tysk mand til at sige god for sig, kunne komme hjem straks. Der kom også en mand og sagde god for ham, men efter en kort betænkningstid, svarede Mathiesen, at han ikke ønskede at komme hjem, da hverken han eller nogen af hans medfanger havde gjort noget som helst imod den tyske stat. Han ville blive sammen med sine kammerater. På lignende måde gik det også dr. Sarauw fra Augustenborg. Han kunne også være bleven fri, men også han foretrak at blive hos os.

I formiddags sejlede tre flensborgske dampskibe ”Merkur,” ”Venus” og "Polluks” ud af havnen forbi slottet med pontonbroen på slæb, delt i tre dele. Det fortælles at den skal til Slien.

Tirsdag den 11. august 1914. – I dag har en del af fangerne fået ordre til at melde sig i Flensborg til militærtjeneste, nemlig Hans Thomsen, Kegnæs, Chr. Ernst Christensen, Asserballe, Jens Andresen, Jestrup, Aarø Hansen, Tandslet, redaktør Svensson, Chresten Nielsen ”Sønderborghus,” Nikolai Nielsen, Asserballeskov, Mads P. Nielsen Sønderborg og Andreas Madsen, Blans med flere.

Kl. 4 i eftermiddag fik vi ordrer til at stille ude på gangen. Vi blev råbt op og opstillet på to geledder, derefter højre om – march, ned i slotsgården ved stranden for at spadsere i 1 ½ time. Derefter blev vi atter råbt op, opstillet på to geledder og marcherede op på vore respektive værelser.

Om aftenen når vi skal i seng er der, særlig to personer, som ligefrem sprudler af vittigheder, nemlig drogist Schiøt og en dansk rejsende Skifte. Disse to kan hitte på de utroligste løjer. Kl. 10 blæses trappenstreg nede i slotsgården, lyset slukkes, og så skal der være ro på vor stue.

Onsdag den 12. august 1914. – Kl. 10 ½ kom løjtnant Schmidt og råbte os alle ud på gangen, hvor vi som sædvanlig tog opstilling i to geledder. Dernæst råbte han navnene op på 20 personer, som straks fik ordrer til at melde sig hos hauptmann la Motte og senere hos Landråden for så at blive frigivet.

Kl. 3 ½ blev vi atter kommanderet ud på gangen og ført ned i gården til spadseretur. Dernede fortalte løjtnant Schmidt os, at der muligvis efterhånden ville blive giver nogle flere fri. Det hele var kun forsøgsvis, sagde han.

Der hvilede den aften en lidt mere trykket stemning over de fleste af os, muligvis fordi vi ikke var blandt de lykkelige som kom hjem.

Torsdag den 13. august 1914. – Kl. 8 ½ var der den sædvanlige appel ude på gangen. Mens vi stod opstillede der, blev Jacob Bonefeld, Tandslet ført ind til os, han blev i morges arresteret i sit hjem.

Om morgenen, kl. 9 fik jeg besøg af min kone. Det glæder mig overordentlig hver gang hun besøger mig, så vi kan få talt om forholdene hjemme og om høsten mv.

På spadsereturen nede i slotsgården om eftermiddagen meddelte løjtnanten os, at da en af fangerne i går havde begået den uagtsomhed at springe op på muren omkring slotsgården ved standen, ville det ved en eventuel gentagelse føre til at vagtposterne, som stadig patruljerede omkrig os, fik lov at skyde vedkommende ned.

Fredag den 14. august 1914. – Op hver dag kl. 6 om morgenen. Vi har skiftevis stuetjeneste. Der vaskes, fejes og gøre rent overalt, mens der nynnes en morgensang. Sengene redes og sættes på plads.

Dernæst hentes der en spandfuld kaffe og denne drikker vi så i fællesskab. Vi har jo selv vore kaffekopper, brød og smør parat.

Kl. 9 bliver vi råbt ud på gangen til appel. Løjtnanten opråber atter 20 personer, som derefter blev ført ned på slotspladsen, hvor hauptmann la Motte gav dem fri, men samtidig pålagde dem, at når de kom hjem, måtte de forholde sig rolige og ikke fornærme nogen af deres tysksindede naboer.

Om eftermiddagen mødte de så tre og tre ad gangen hos Landråden, som sikkert også har formanet dem inden de blev givet fri.

Om eftermiddagen kom der atter en fange, nemlig kontrolassistent ( Chresten) Simonsen fra Lysabild Kontrolforening.

Lørdag den 15. august 1915. – Ved appellen kl. 9 formiddag, meddelte løjtnanten os, at nogle af fangerne havde sendt en ansøgning om at blive fri til hauptmann la Motte, hvilket ikke nyttede noget. Sådanne andragender skulle rettes til de respektive amtsforstandere og borgmestre.

Der blev atter i dag givet to mand fri, nemlig en fisker fra Høruphav og en ældre mand helt nede fra Elsas.

Der går rygter om, at vi snart skal sendes ned til en stor samlelejr i Meklenborg. Ingen ved noget bestemt. Løjtnanten siger, at resten nu skal sidde indtil krigen er forbi.

Søndag den 16. august 1914. – Kl. 4 i eftermiddag. Appel på gangen, Løjtnanten meddelte os, at der fra nu af lun ville blive givet tilladelse til at komme ned i gården en gang hver time, selvfølgelig med nødvendige undtagelser.

En glarmestersvend fra København som også var interneret, fik i dag telegrafisk indkaldelsesordrer fra København. Han skulle melde sig der ved infanteriet. Han fik ordrer til straks at rejse.

Kl. 6 eftermiddag blev vi ført ned i underofficerernes spisesal, hvor pastor Jørgensen, holdt en prædiken over apostlens Paulus ord: ”Vær glade i håbet, tålmodige i trængsler og varagtige i bønnen.” Man kunne mærke på den lydløse stilhed, at forsamlingen fulgte med.

Mandag den 17. august 1914. – Fra kl. 10-12 blev vi udkommanderet til spadseretur i slotsgården. Kl. 2 ¼ blev vi en for en kaldt ind i vagtstuen for at afgive en forklaring over, hvilken dato vi blev arresteret og af hvem. Alt blev ført til protokols.

Der bliver for tidsfordriv spillet meget kort på de forskellige stuer. En spasmager har uden på en af stuerne skrevet med kridt: ”Monte Carlo.”

Tirsdag den 18. august 1914. – Vi venter og håber. – Både morgen, middag og aften spiser vi en 5-6 personer i fællesskab ved et bord. Slipper der noget op for en eller anden, det være sig hjemmebagt kage, brød eller pålæg osv., så deler vi broderligt med hinanden. Jeg sætter hver morgen honning på bordet til fælles afbenyttelse.

Onsdag den 19. august 1914. - Kl. 10 appel på gangen, hvorefter vi blev omfordelt i værelserne. Vi blev nu kun 11 personer på vor stue, hvor vi tidligere var 24.

Torsdag den 20. august 1914. – Intet væsentligt af betydning. Min 17-årige søn Chresten, som er hjemme, besøgte mig og spurgte mig om forskelligt angående høsten. Om eftermiddagen oplæsning af ”Julestuen.”

Fredag den 21. august 1914. – Kl. 11 blev vi af løjtnanten ført ned i slotsgården til almindelig spadseretur. Løjtnanten meddelte os, at det herefter ikke nyttede at søge om at blive fri, hverken hos amtsforstanderne eller borgmestrene. Hvis nogen mente, at have en god grund til at andrage om frihed, måtte andragendet sendes direkte til generalkommandoen i Altona: Hans excellence General von Roehl.

Om eftermiddagen var der solformørkelse. Omtrent 1/3 af solens skive var formørket. Vi fik et stykke glas, farvet over en lampe, og sad så næsten skæve i kroppen ud af vinduerne for at se formørkelsen.

Kl. 3 kom gendarm Engel fra Skovby med en ny mand til os; Gårdejer Jørgen Kryhlmand fra Lysabild.

Lørdag den 22. august 1914. – Der går rygter om en stor tysk sejr. Vi får hver dag ”Sonderburger Zeitung” bragt ind på stuerne. Jeg holder selv ”Berliner Morgen Zeitung,” som er en aflægger af ”Berliner Tageblatt.” Jeg har indtryk af, at de, som kun læser ”Sonderburger Zeitung,” ikke er særlig godt underrettede.

Kl. 2 fik jeg uventet besøg af min søn Hans. Han kom nede fra provisen Saksen, hvor han havde været på en større gård mellem Magdeburg og Halle. Han havde cyklet hele vejen hertil. Det var i dag den 5. dag siden han cyklede fra den gård, hvor han var.

Søndag den 23. august 1914. – Kl. 8 ½ blev det os meddelt, at vi herefter kun måtte komme ned i gården hver anden time, og at besøg ind til videre var helt forbudt.

Vi var en snes personer – med dr. Sarauw fra Augustenborg som ordfører, der meldte os hos vagten for at protestere. Resultatet blev, at vi fik tilladelse til at gå ned i gården, da en del af os slet ikke havde været ned om morgenen.

Kl. 6 om eftermiddagen blev vi ført ind i kirken, hvor pastor Jørgensen prædikede over ordene: ”Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud.” Som sædvanlig sang vi et par samlevers før og efter prædiken.

Mandag den 24. august 1914. – Lidt før middag, mens vi spadserede nede i slotsgården, kom min kone sammen med flere andre besøgende bag om slottet ved havnen. Stående på hver side af stakittet kunne vi tale sammen. Det gør godt således engang mellem at få talt sammen om hjemmet og hjemlige forhold.

Når man i disse smukke aftener kommer i seng og alt er roligt, så hører man ind gennem de åbentstående vinduer, der vender ud mod stranden, bølgernes sagte og melodiske skvulpen imod strandbredden. Og man hører vagterne gå frem og tilbage med monotone fodslag der neden under. Hele naturen ånder fred. Der er intet som taler om krig; undtagen vort uforskyldte fangenskab.

Onsdag den 26. august 1914. – Ved den sædvanlige appel om morgenen blev det os meddelt, at vi herefter ikke mere ville få lov til at spadsere i den ydre slotsgård, thi vi kunne gennem gitteret sætte os i forbindelse med civile personer. Vi måtte herefter kun spadsere i den indre slotsgård.

Der går rygter om at general von Roehl fra Altona, kommer her til byen i morgen. Rygtet bliver naturligvis sat i forbindelse med vor, måske nær forestående frigivelse.

Torsdag den 27. august 1914. - På løjtnant Schmidts forbøn fik vi atter lov til at spadsere under opsigt nede i den ydre slotsgård. Vi må dog ikke komme i nærheden af det farlige stakit ved havepladsen. Vi må atter få besøg af vor familie. De skal henvende sig på vagtstuen, hvorfra der så bliver sendt bud efter os. Vi må tale dansk sammen i overværelse af en underofficer, der forstår dansk.

Fredag den 28. august 1914. – Det er min hustrus fødselsdag i dag. Det blev besluttet på vor stue, at den eller de, som hjemme har fået ”Fokken” (sidste kornlæs) i hus, giver kaffe med to kager til hver. Kaffen kan vi få sendt fra Hotel ”’Rondeel” og koster 50 pf. pr. portion. Bordene rykkes sammen og man har så et gemytligt fælles kaffebord.

Lørdag den 29. august 1914. - Om morgenen, så snart man vågner, fortælles der om, hvem der sidste nat talte højt i søvne eller på anden måde forstyrrede natteroen. Derefter tages der fat på den almindelige daglige rengøring. Dette går på omgang. 3-4 mand besørger det hver dag. Der hentes vand nede i gården til opvaskning mm. Gulvet overstænkes med vand. Borde og alt andet vaskes og gøres rent og der fejes ud. Det skidne vand bæres ned. Når alle er færdige med at gøre toilette, drikker man kaffe i fællesskab.

Kl. 9 kom min søn Andreas og meldte sig nede i vagtstuen. Jeg blev kaldt derned og talte med ham i en lille halv time.

En Mathiesen fra Sandager talte med Peter Grau. Vi fik derved lidt efterretninger fra omverdenen.

Søndag den 30. august 1914. – Kl. 9 ½ : Den almindelige spadseretur i slotsgården. Så snart de nye aviser kommer, bliver de vigtigste telegrammer angående krigen læst højt af pensioneret lærer Andresen fra Broager.

I de par timer, vi hver dag tilbringer nede på slotspladsen, leger vi mere end i begyndelsen af fangenskabet. Vi spiller fodbold og søger at forkorte tiden på alle mulige måder, thi intet er næsten værre end uvirksomhed.

Kl. 6 mødte pastor Jørgensen på stue nr. 123 og holdt en prædiken for os over ordene: ” Vi er ikke mere som børn.”

Mandag den 31. august 1914. – Under spadsereturen i slotsgården om morgenen er det noget af en begivenhed og et pust fra omverdenen, når dampskibe eller motorbåde sejler forbi. De bliver betragtet med nysgerrighed og stor opmærksomhed.

Kl. 3 ½ fik jeg besøg af min søn Hans, hvis tøj nu var ankommet til Statsbanegården fra Calbe i Saksen.

I dag er man i færd med på to sammentøjrede jagter at overskibe fra Sundevedsiden til Sønderborg et damptærskeværk, et lokomotiv og en halmpresser.

Tirsdag den 1. september 1914. – Jeg har i dag stuetjeneste sammen med Zachariassen fra Dybbøl og Duus, Viby. Ved opvaskningen og rengøringen om morgenen ser man straks, at Zachariassen, Dybbøl er en gammel mejerist. Han forstår bedre end vi andre at vaske og gøre rent.

Kl. 8: Den almindelige spadseretur i slotsgården. Hvor er timerne og dagene dog alligevel lange, og man spørger så tit: Hvornår vil den time komme, da vi atter som frie mænd kan få lov til at gå ud ad kaserneporten?

Onsdag den 2. september 1914. – Drogist Schiøtt var i dag stævnet for Amtsretten angående en fornærmelsessag. Eller intet af betydning.

Torsdag den 3. september 1914. - Gangen foran stuerne slides tidligt og sent. Den er ca. 45 skridt lang. Der spadseres tit af en halv snes personer af gangen.

I dag kom der en halv snes russiske polakker. De blev internerede på en stue tæt ved os.

I ”Flensborg Avis” som i dag kom til Sønderborg, stod der i en beretning fra Berlin, at overpræsidenten i Slesvig havde givet ordre til at alle de i sikkerhedsarrest værende danske nordslesvigere skulle løslades. Alle de aviser der udkommer på dansk i det tyske område må igen udkomme regelmæssigt på dansk. Vi vil nu se om det går i opfyldelse. Vi har jo fået en ny overpræsident i Slesvig, tidligere statsminister von Moltke, så det er ikke umuligt at der snart sker en forandring til det bedre.

Der blev i aften af medlemmer af Ullerup Sangforening sunget nogle smukke flerstemmige svenske sange inde på stue 123.

Fredag den 4. september 1914. – Rygter om vor snarlige løsladelse kommer og går, man tror ikke længere på dem.

Søndag den 6. september 1914 – I går var der i ”Sonderburger Zeitung” en længere artikel, en skarp kritik af overpræsidentens anordning om løsladelse af de i sikkerhedsarrest værende Nordslesvigere og de danske avisers frigivelse.

Der har i nogle dage siddet 16 galiziske arbejdere i streng arrest på vand og brød og lidt middagsmad. Dr. Sarauw bad i formiddags nede i slotsgården løjtnant Schmidt, om at give disse stakkes folk bedre forhold at leve under. Følgen heraf blev at galizerne blev indkvarteret på stue 122. Vi gav dem lidt mad.

Kl. 6: Gudstjeneste af pastor Jørgensen over ordene: ”Bunden og Fri.” Hvem er bunden og hvem er fri?

Mandag den 7. september 1914. – Kl. 11 fik Valdemar Ludvigsen fra Nybøl, telegrafisk ordre om straks at melde sig i Slesvig. Samtidig fik de galiziske arbejdere som i går kom op på stue nr. 122 kontraordre om straks at tage deres sager med ned i slotskasernes arrest.

Kl. 4 blev der sendt bud efter syv af os. De skulle møde hos hauptmann la Motte, og efter at de hos ham havde underskrevet et dokument, blev de givet fri.

Disse syv var: P. Kaad, Vollerup, Hans Bladt, Tandsletgård, Nikolai Frederiksen, Nordborg, Peter Iversen, Avnbøl, P. Phillipsen, Nybøl, Hymøller, Blans og Brage, Skelle.

Tirsdag den 8. september 1914. – I formiddag intet af betydning. Mens vi i eftermiddag fik vor almindelige spadseretur, kom hauptmann la Motte, løjtnant Schmidt og en feldwebel, og vi fik strenge ordrer til straks at gå op på vore respektive værelser og lukke dørene og forholde os rolige. Hvad skulle der mon ske?

Der blev på stue nr. 123 af la Motte holdt et forhør over de der boende personer. Man skulle nemlig fra denne stue søndag morgen kl. 6 ½ fra dampskibet som sejlede forbi, have set en person som havde sat sin bagdel ud imod vinduet som en hån overfor det tyske flag og rejsende!

Dette var blevet meldt til generalkommandoen i Altona.

Stuens beboere tilbød imidlertid straks at aflægge ed på at det ikke var sket. En protest med sidstnævnte sætning som grundlag, blev straks opsat og underskrevet af alle stuemedlemmer – og blev af P. Grau og lærer Andersen Broager, endnu samme aften overbragt hauptmann la Motte.

Onsdag den 9. september 1914. – Der blev i dag bragt en ny mand ind til os, møller Martin Petersen fra Lebølgårds Mølle, Ellers intet nyt.

Torsdag den 10. september 1914. – Møller Martin Petersen blev i dag taget i forhør hos hauptmann la Motte og derpå givet fri.

Fredag den 11. september 1914. – Efter anmodning fra Duus, Viby, Christiansen, Holballe, Bonefeld, Jestrupgård, Hansen, Kettingskov og jeg, fik vi lov til at overvære hestemønstringen på slotspladsen, da vi hver havde en hest med der.

Man kan i dag mærke, at ringen om os begynder at slappes. Vi kunne bevæges os frit der ude indtil kl. 5 eftermiddag.

Om aftenen gav Duus, Viby, Bertelsen, Tandslet og P. Bladt, Skovby hver to mark til en bolle puns på vor stue. Vi var 11 personer som deltog i gildet.

Lørdag den 12. september 1914. – Kl. 9 i formiddags kom løjtnant Schmidt og råbte os alle ud på gangen, hvor vi tog opstilling som sædvanlig.

Her meddelte han os nu den glædelige nyhed, at vi alle ville komme hjem i dag. De første 25 personer, hvoriblandt jeg var, fik straks ordre til at møde hos hauptmann la Motte for at underskrive en erklæring om, at vi ville forholde os rolige, ikke tage del i danske møder og ikke forulempe nogen af vore tysksindede medborgere, så længe krigen varede.

Så var jeg fri. Vi var 4-5 personer der lejede en bil til at køre os hjem.

At denne fængselshistorie fra myndighedernes side var planlagt i forvejen, havde jeg hele tiden haft indtryk af.

Den 2. august var jeg hos kommuneforstanderen for at hente en nummerseddel, som skulle påbindes den hest, jeg skulle møde med på Slotspladsen den 4. august. Kommuneforstanderen og hans stedfortræder var til stede. Den ene af dem sagde så til mig: - ” Ja, nu vil der snart ske store ting, der vil blive arresteret folk såvel om dagen som om natten. Det bliver ikke morsomt for vedkommende.”

– Så smilede de og vekslede et øjekast som ikke var til at tage fejl af.

Peter Andersen Andresen, Lysabild

Syv gårdmænd fra Lysabild tages som gidsler