Landdagsmandens hemmelige krigsdagbog

Nis Nissen blev født den 08.04.1878 på familiens gård i Vibøge, Lysabild sogn.

Han var søn af Hans Nissen (1843-1896) og hustru Eline Nissen. Forældrene blev gift i maj 1875. Moderen var datter af Christian Christiansen, Philipsborg i Ullerup og betegnes ved brylluppet som jomfru, så hun har været lidt finere end de øvrige brude, der blot betegnes ved deres navne.

Som 21-årig kom Nis Nissen på Dalum Landbrugsskole og senere på Brahetrolleborg og på Askov Højskole.

I 1905 overtog han gården i Vibøge, hvor han efter faderens tidlige død som 53-årig, havde bistået moderen med driften.

Han var til session i 1898, 1899 og 1900. Det noteres, at han vejede 61 kg. og var 1.67 m. høj. De første to år fik han udsættelse, men den 01.10.1900 indkaldtes han i tre år som menig soldat i Metz-Elsass Lothringen.

I 1905 blev han medlem af Kommunerepræsentationen og i 1907 medlem af Tilsynsrådet for (den dansksindede) Vælgerforeningen.

Lidt overraskende blev han opstillet til Landdagen i 1908 – anbefalet af flere betydende mænd. Blev det yngste medlem af Landdagen og havde gode tale(r)evner.

Var Landdagsmand i 1908-1918 med mødested Berlin, Kiel og Rendsborg.

Uanset om han var Landdagsmedlem, blev han indkaldt til 1. Verdenskrig.

Han blev dog tilknyttet sanitetstjeneste bag fronten i det meste af tiden. Havde orlovsperioder til at give møde i Landdagen. I tjeneste sammenlagt i 3½ år og kom hjem uden skader.

Nis Nissen nægtede i 1915 at stemme for finansloven i Landdagen, da den indebar bekæmpelse af ikke-tyske nationalister, som havde gjort deres pligt i krigen.

Han mødte op Landdagen i uniform med sit jernkors påhæftet. Han blev tildelt jernkorset efter heltemodig gerning i natlig episode i Belgien i 1914, som han har beskrevet i en lille dagbog. I denne artikel offentliggøres denne krigsdagbog for første gang.

Nis Nissen deltog i marts 1919 i den danske 10-mands delegation i Paris som forhandlede om fredsbetingelserne, den såkaldte Versailles-traktat, der fulgte de officielle danske ønsker. Han var aktiv debattør i grænsestriden 1918-20.

Nis Nissen (nr. fra venstre)  sammen med soldaterkammerater. Foto: Sønderjyske Billeder.

I vinteren 1920-21 foretog han en stor Amerika-rejse med foredrag i danske foreninger om grænsespørgsmålet. Han fik utallige invitationer fra danske foreninger i Minnesota, Californien (fra Hans Krogh. tidl. Lysabild), fra New York, Wisconsin (fra Dania Hall) og fra Detroit i Michigan af bilfabrikant

Sammen med den danske gesandt fremmødte han hos præsident Wodrow Wilson i Washington. Wilson havde fulgt og støttet Slesvigernes kamp for genforening. Præsidenten bragte hilsen med Nis Nissen hjem til Sønderjyderne.

Krigsdagbogen

I den lille ukendte og hemmelige krigsdagbog skriver Nis Nissen om de første seks uger af sin indkaldelse og den forfærdelige tur gennem Belgien mod fronten. For at lette læsningen er der indsat mellemrubrikker:

Nis Nissens hemmelige krigsdagbog. Foto: Lysabild Sogenhistoriske Arkiv.

Mit navn forløser ikke

5/8 (1914) – ” Måtte stå i kasernegården fra 4 til over 6 inden der kom nogle foresatte. Kl. 7.30 mod syd til Rendsborg. I Rendsborg fordeles vi – det går langsomt – ikke så megen orden, som jeg havde ventet.

Mit navn forløser ikke. (Der bliver ikke taget hensyn til hans position som landdagsmedlem).

Da jeg går lidt omkring træffer jeg en trup (gruppe) til 93. Reservelazeret med flere Alsingere.

Da der mangler en Gefreiter til Opsynspersonalet melder jeg mig til det og kommer med til Nübbel ved Rendsborg, hvor jeg kommer i trøjen.

Til Lazarettet kommer 52 mand. Der gaar rygter om, at vi først i morgen bliver sendt til Vestgrænsen.

Nordslesvigerne Niels Clausen og Jens Christian Andersen i mit Zug. (deling). Om Eftermiddagen til Rendsborg og modtager Vaaben. Den første Time: Instruktion.

Begejstringen kølnes

13/8 - I de forløbne Dage er Tjenesten efterhånden strammet, saa vi nu begynder at faa følelsen af at være Soldat igen. Min Stilling er jeg ved at blive fortrolig med og den lader ikke til at blive ubehagelig.

Vore Sager er nu saa vidt i Orden, saa vi vist kan gaa med saa snart der er brug for os; men det hedder, at hvert Lazaret nu igen skal fuldstændiggøres med nyt Mandskab og deles i to. Det er vi kede af, fordi vi saa kan regne med at skulle begynde forfra igen.

Der forsøges i denne Tid at gøre os til stramme Soldater igen: Appel, Tjeneste i Æresbevisninger osv. hører til Dagens Orden. Resultatet er, at begejstringen for Tjenesten kølnes Dag for Dag.

14/8 - I Dag begyndte Tjenesten en Time før, for at vi kunne faa lidt mere Tid til Middagshvile; men da vi rykkede ind fra en Marsch-øvelse og saa, at det var saa tidlig paa Dagen, blev der saa sat ekstra Tjeneste for at udnytte den overflødige Tid.

16/8 - I Gaar øvede vi indretningen af en Bivuak. Jeg maatte kommandere andet Zug og kommanderede en Gang i Skyndingen Venstre om i stedet for Højre om; men Folkene gik den Vej de skulde og de Foresatte lagde ikke mærke til Fejlen.

Om eftermiddagen var vi i Rendsborg for at modtage materiel til Udrustning af ny Reservelazaretter – vi fik ogsaa en hel Del Folk med. I Dag Søndag Kl. 9 Hesteappel, kl. 10½ komplet Appel - i Tilslutning dertil maatte Mandskabet gøre Fodekserzits med fuld Oppakning. Kl. 5 Pakøvelser.

Almindelig Utilfredshed blandt Underofficererne og Mandskab med, at vi ikke en Gang kan være fri om Søndagen.

Marchture

18/8 - I Gaar havde vi Besigtning fra den kommanderende General – til den Ende maatte vi foretage en over 30 Kilometer lang March - for vort Fodmandskab var det en temmelig (anstrengende) Tur med pakket Tornyster. Ved Rendsborg gjorde vi holdt og Koner og Piger bragte Saft og Vand. Efter Marchturen var vi nogenlunde Tjenestefri.

19/8 - I Dag har vi haft en halv Fridag, kun lidt Tjeneste og megen Søvn, det forekommer mig ogsaa, at Tonen er blevet noget humanere, jeg har en Anelse om, at vi snart skal i Virksomhed.

20/8 - En lille Marsch, ikke megen Tjeneste, om Eftermiddagen skydning. Der blev ikke skudt særlig godt med Karabin. Jeg skød links og havde en 12 en 10 og en forbi. Det var noget af det bedste, som blev skudt.

Vore Officerer skød med Revolver paa 20 m Afstand, de kendte til dels ikke ret at behandle deres Vaaben og skød gennemgaaende haarrejsende.

23/8 - De foregaaende Dage har vi ikke haft megen Tjeneste, det har svirret med mere eller mindre paalidelige rygter om tyske Sejre. Mig har det været lidt mistænkeligt, at disse efter sigende afgørende Sejre mest er udkæmpet paa tysk Grund. Det vil vist blive haarde Kampe der maa udfægtes.

Gennem Belgien - mod fronten

I Aften Kl. 9 afmarcherer vi til Rendsborg for at forlades med ukendt Maal for Øje, saa nu begynder vel vort Arbejde og vore Oplevelser.

30/8 - For otte Dage siden blev vi forlagte til Belgien. Rejsen fra Søndag Kl. 3.20 ab Rendsborg. Ankomst i Lens Onsdag Nat ca. 12.

Gennem Tyskland er Transporttur-forplejningen beundringsværdig ordnet, overalt unge Damer med Kaffe og Smørrebrød.

I Belgien til at begynde med en behagelig Marsch, senere frygteligt med nedbrændte Byer, et afskrækkende Indtryk af Guerillakrigens Gemenhed og Raahed.

Torsdag aften gik vi Bivuak, men faar straks Ordre til at gaa videre – et Par af vore Vogne gaar i Grøften og kommer ikke med. Vi bliver et Par Mand tilbage vor at hjælpe dem løs.

Endelig eventyr

Jeg bliver omsider sendt frem til Chefen. Melding fra Oberstatsartz  -  v. A. Reine. Jeg faar Ordrer til Stabsarzt Weiss om, at han skal sende Hjulrideren ( ordonnans på cykel) ) tilbage for om muligt at opretholde Forbindelsen.

Jeg vil ikke bringe Hjulrideren, som i øvrigt ikke vidste hvor Vognene stod, ud paa denne noget farlige Ekspedition og overtager selv Hvervet, skønt jeg var mig bevidst, at det var en umulig Opgave i Nattens Mørke.

Bedt Chefen om en Karabin, da jeg havde ladt min blive tilbage til Forsvar for Vognene. Faar ingen, da Chefen mener at de ikke har for mange til Forsvar for Kolonnen.

Rider løs (tilbage) med en Browning (revolver) med seks Patroner uden noget Haab om at finde enten Vognene eller tilbage til Kolonnen, som var i Marsch mellem brændende Byer og i en Tid Had og Fortvivlelse dreven Befolkning.

Endelig noget af et Eventyr. En Bevidsthed om at staa uden Hjælp, en dejlig Følelse af Ensomhed, henvist til egen Aandsnærværelse. Det glædede mig at konstatere, at jeg ikke i denne for mig farlige Situation, havde noget der lignede Angstfølelse.

Alligevel var det mig en stor Behagelighed, da jeg efter tre Kvarters Ridt tilbage traf den lille Kolonne, netop som den var ved at dreje ind paa en fejl Vej.

En Vogn havde de ladt staa. Jeg begyndte nu at haabe, at det maaske skulle lykkes mig at udrette min Opgave. Det viste sig dog umulig i Nattens Mørke. Saa snart jeg var klar over, at Sporet var tabt foreslog jeg at gaa i Bivuak og afvente Dagens komme.

Dette Forslag kunne dog ikke gennemføres, da der i vor lille Flok (7 Mand med en Vogn og 8 Heste i Spand og to Rideheste) var nogle gamle Karlinger, (”kællinger”) som i deres Angst vilde blive ved med at søge.

Det Standpunkt var i Virkeligheden ikke mindre modigt, men ogsaa mindre klogt. Det eneste vi kunne opnå var at trætte vore Heste og os selv, saa vi, naar vi kom i virkelig Fare ikke var i saa god Kondition.

Da vi havde redet omkring til Kl. 12 lykkes det at vinde Stemningen for et Hvil.

I en Nybygning slog vi os til Ro Kl. 4½ Nat. Rart er det ved en saadan Lejlighed at være sammen med Mandfolk – af de 7 var de 4 nærmest Karlinger.

Morsomt var det at iagttage, at en som havde gjort Kinafelttoget med, være meget storsnudet og i den første Tid lapset sig med en Kinamedalje, var den største eller meget nøjagtigt udtrykt den næst-største Flab af os alle.

De rolige var Underofficer Hansen Sergent Mejer og jeg.

Tidlig morgen satte vi os igen i Bevægelse og red tilbage til den efterladte Vogn, som det efter store Anstrengelser lykkedes at få flot.

Lig i dynger

Vi satte os i Marsch efter Løven (Leuwen). Byen bød et skrækkeligt Skue, næsten alt nedbrændt. Lig i Dynger i Gaden – det første jeg saa var en gammel Kone, som laa i Rendestenen. Ved Branden og Skyderiet var der gaaet masser af Kvinder og Børn i løbet.

Værre end at se paa ligene var det mig dog at se paa de Levende. En Del Mænd men mest Kvinder og Børn drog gennem Gaderne med Hænderne i Vejret af Frygt for, at man ellers skulde skyde paa dem og med forvildede og forskrækkede Blikke.

Jeg vidste, at vi skulde marchere til Antwerpen, og vi gik derfor videre i den Retning – overalt i chausseegrøfterne og ind paa Markerne laa dræbte Civilpersoner.

Mod Forventning lykkedes det at finde vor Afdeling i Büchen henimod Aften – vi blev modtagne med aabne Arme af Kammerater og Foresatte, som havde holdt det for helt umuligt, at vi skulle komme levende fra det Eventyr.

Ogsaa i Büchen var alt nedbrændt og Ligene laa ubegravede om.

Jeg meddelte den næste Dag Chefen, at der laa et ungt nøgent Kvindelig bag en Bygning og bad om lov til at lade det begrave. Han gav mig Ordre til at tage Mandskab med og foretage det nødvendige. Det blev da mit første rigtige Arbejde i dette Felttog at bringe den unge ca. 25-aarige Kvinde i Jorden.

Chefen gik selv med og mente at kunne fastslaa, at hun ikke var voldtaget, men ved et Tilfælde omkommet ved Branden. Jeg var ikke helt overbevist.

Forinden hende begravede vi tre andre – alle mænd, to af dem laa i grøften med vel et Kvarten Jord over sig – vi gravede dem op og gav dem saa sammen med den trejde en Fællesgrav paa Marken. At fastslaa personalier (hvem der var) var naturligvis ikke muligt. De blev begge begravede unde 1 Meter Jord.

Plyndringer

Civilbefolkningen blev jaget som vilde Dyr, dog blev det forbudt at skyde; men alt hvad der fandtes blev jaget sammen og i Flokke ført bort. I Büchen laa et Feltlazarette i virksomhed og vore sanitetsfolk maatte yde Hjælp ved Forbindinger.

Fra et forladt Slot i nærheden blev der hentet Vin i Masser. Der blev ogsaa plyndret og demoleret en hel del Ting indtil Feltgendarmerne omsider skred ind. Kvæg og Heste løb i stort Tal herreløse om paa Markerne.

30/8 – Gik efter Brügge. Marcherer frem og tilbage Dagen igennem - gaar sent om Aftenen i Bivuak ved et Slot Wynmechenhof. Vi skulle have været i Kvarter, men blev forhindret i stor Nervøsitet bland Officerer og Mandskab, som alle vegne lugter Frankrig.

31/8 - Kom vi i Bivuak i en lille Landsby, hvor vi blev venligt modtagne af Befolkningen, desværre opfører ikke alle sig saa de har venligheden fortjent.

1/9 - Marcherer vi frem og tilbage igen – det ser ud som om man venter et Angreb, men ikke ret ved hvor. Om Aftenen gik vi i Bivuak i et Slot ved Itterbek paa Vejen Bryssel - Ninove ca. 8 km. Vestlig for Bryssel.

Da vi vel havde vor Bivuak i orden blev vi alarmeret, maatte rykke ud paa Vejen og vente til Kl. 11½. Fik saa igen lov til at gaa i samme Bivuak. Et dejligt Slot med storartede anlæg og en Frugthave saa velplejet som muligt, har aldrig i saa kort tid spist saa mange dejlige Ferskener. Vi havde der et par gode dage med lejlighed til at faa ordentligt udhvilet. Det kniber meget med forplejningen. Jeg kommer med et lille Kommando ned til Bryssel for at købe proviant. Da jeg staar ved Vognen samles der mange Mennesker om mig for at spørge Nyt.

Der inde fortælles der om store Tyske Nederlag i Øst og i Vest, hos os hører vi kun om tyske Sejre – hvad er sandt? I Dag rykkede vi ud Kl. 3 Morgen ned efter Antwerpen til vi gik i Bivuak ved Teinath.

8/9 - Ved Teinath blev vi 2 Dage. D. 5 og 6 gik jeg en Del alene ud – besøgte smaa Beværtninger, kom uden Vanskelighed på en god fod med Befolkningen.

Fra Teinath kørte nogle af vore Folk til en delvis forladt By Lebecke for at se om de kunde ”finde” ting vi havde brug for. Kom bl.a. tilbage med en Landauer, som vi egentlig slet ikke havde nødig.

Nogle af officererne derimod, særlig Dr. Bløde var meget utilfreds med dette Rov. Det er de senere dage skarpt indskærpet Folkene ikke at plyndre, men om det nytter? Lysten hos nogle er stor.

Ydedygtigt bagland

For et Par Dage siden blev det i en i en Arme-befaling bekendtgjort, at man skulle ophøre med at afbrænde Byer, fordi vi maatte se at bevare et ydedygtigt Bagland.

Fra Teinath igen tilbage, fordi en Hest ikke vilde trække. Vi kørte først fejl, men fandt os dog senere tilbage uden synderlig Besvær. I gaar laa vi i Bivuak i Eenor.

Jeg fordelte for 1 Frank Chokolade blandt Børn, saa jeg havde snart en hel Flok ganske kønne, men ualmindelig snavsede Unger om mig. Der lader til her at være stor Børnerigdom, men mangel paa Renlighed.

I Dag marcherer vi videre foreløbig på Chausseen (brolagte vej) mod Ostende.

Nær fronten

Nu befinder vi os ca. 8 Km. Vest for Alost, en mindre By, som vi passerer i gaar. I gaar kom der 5 Husarer uden Heste til os. Hestene var skudt, 3 mand saaret fra Ilden fra et fjendtlig Panzerautomobil.

Nogle af vore var igen forargede på Fjenden, som tillod at beskyde vor Patroullie. Husarerne selv var fornuftige, men mente dog, det var ikke saa morsomt at være Kavallerist – de ubeskadigede red bort.

Faldne og saarede bekymrede ingen sig om. Red Kl. 1 i Bivuak i en større Landsby eller Flekke Hautem St. Levin.

Jeg gik straks en Tur i byen alene. Folk lod til at være angst. Vi marcherede et stykke i nordvestlig Retning. Det blev fortalt, at vi skulle til Armeen for Paris?

Snart kom der Ordre til at gøre holdt. Vi gik tilbage til kort før vor tidligere Bivuakplads. Nu blev det fortalt, at en større engelsk styrke var landet ved Calais. Skydning i nordlig Retning.

På march

11/9 - I gaar Eftermiddag livlig Skydning et Øjeblik. Et par af vore Folk kom løbende temmelig angstfulde raabende, at vi straks maatte spænde for. Fjenden havde været her i løbet af 20 Minutter.

Det lykkedes dem at gøre Chefen saa nervøs saa der straks blev givet befaling til at sadle. Hestene stod under Saddel et par Timer. Jeg gad nok set vor Kolonne, hvis virkelig Kuglerne skulle pibe.

I gaar Aftes kl.  8½ kom der pludselig Befaling, at vi straks skulle gøre os marchberedt. Alt blev sadlet og forspændt – stod under Saddel til 10½ - saa kom der ordre til at gaa til ro og være marchfærdig til 8 Morgen.

I Morgenstunden kom der Besked om at være færdig 6½. Men Kl. 8 har vi saa marcheret en halv km og genoptaget vor gamle Bestilling – at vente!

I nattens løb er ret store Troppemasser marcheret forbi i nordøstlig Retning. Et Par Steder, hvor jeg drak et Glas Øl og lod mig barbere vilde de ikke have Betaling. Jeg betalte naturligvis alligevel.

9/9 - Om natten kom der Befaling at vi skulde have Hviledag i Byen, men ved 7-Tiden kom et Automobil med Ordre til Opbrud. Vi skulde marchere til et Sted ned efter den franske Grænse, som laa en 45–51 Kilometer borte: men foreløbig (Kl. 10) er vi kun naaet et Par Km. og holder pa Landevejen.

I Ternath fortalte en Herre mig at der skulle have fundet en Fægtning sted i Nordsøen og den Tyske Flaade havde mistet nogle Krydsere. I Dag stadfæstes denne Efterretning gennem Breve fra Flensborg. Der tales om tre Krydsere og en Torpedojager.

Vor Marsch i Dag blev ikke saa lang, skønt vi var længe nok om det. Vi marcherede i syd-sydvestlig Retning igennem Sattegem, hvor vi gjorde et lille Holdt. I Aften er vi gaaet i bivuak ved Obratel. I Dag kom vi forbi to Møller, som lige var sprængt af Pionererne (vore).

11/9 - I Nat var jeg for første Gang vagthavende Underofficer.

I gaar blev det fortalt at Kayserens Arme’ havde lidt et Nederlag og at Russerne havde vundet et stort ni Dages Slag i nærheden af Lemberg.

I Morges fortaltes det, at vore Folk havde sprængt en del Broer i nord-Vestlig Retning. Jeg hørte derom en morsom Samtale: En Læge fra Reservefeltlazaret nr. 54 mente, at de sprængte Broer tydede paa Svaghed for os paa det Punkt.

En Inspektor svarede, at det var naturligvis Meningen at sprænge Broerne og saa løbe uden om Fjenden, saa kunne han ikke komme bort.”

Tre betydningsfulde sønderjyder, rigs- og landdagsmændene  H.P. Hanssen, Nis Nissen og H.D. Kloppenborg. Foto: Sønderjyske Billeder.

Glemsel

Efter 1920 var Nis Nissen aktiv i partipolitik og blev radikalt medlem af det danske Folketing i årene 1924-26, men tabte sit mandat ved valg i utide. Derefter var han medlem af Sønderborg Kredsdag og Amtsråd i 1913 – 1928.

Tiden derefter blev noget grumset. Nis Nissen gik lidt glemsel. Han forpagtede gården ud til Asmus Lyck fra Vester Sottrup. Efter økonomisk lavvande med en tom kasse i 1933 og pres fra sin sagfører, solgte han til forpagteren, som forgæves havde prøvet at presse prisen ned. Gårdens solgtes for 85.000 kr.

Nis Nissen slog sig ned i Aabenraa, hvor han havde nogle få gode bekendte. Ingeborg Refslund Poulsen, datter af H.P. Hanssen, tog sig af ham. Han flakkede lidt rundt, man vidste ikke altid hvor han opholdt sig.

Efter en rejse sydpå fandt man ham i forkommen og ynkelig tilstand og fik ham bragt hjem fra Hamborg.

Han levede et ensomt liv. Døde efter lang tids svaghed i Aabenraa nytårsaftensdag i  1960 og blev begravet på Lysabild Kirkegård. Gravstedet findes stadig nær kirkens indgang. Stedet er fredet, men er ikke velholdt.

I Landsarkivet findes privatarkiv, som indeholder 17 pakker (arkivkasser) med indhold om Hans og Eline Nissen og Nis Nissen korrespondancer mm. 14 pakker rummer Nis Nissens papirer. Alt er opdelt i emner som f.eks. en pakke med breve, indbydelser, foredrag og skibsbilletter i forbindelse med USA rejsen 1920-21. En pakke om foreninger udvalg og kommissioner. To pakker om økonomi. To pakker med avisudklip fra 1898-1908 og fra 1909. Dagbøger, lommekalendere og skolehæfter fylder også en pakke.