Fra Lysabildskov til fangenskab i Frankrig

- " Jeg blev indkaldt til militærtjeneste den 13. april 1915 for at blive uddannet til Den store Verdenskrig, da jeg ikke før havde været soldat.

Jeg stillede i Flensborg sammen med min ældre bror, Christian, og derfra blev vi ført med mange andre af vore bekendte herhjemmefra, til Slesvig, og kom til at ligge på Molthe Kaserne i rekrutendepot  Landsv. , Erste bataljon Infanteri, Regiment 84, 4. Korporalskab.

TIL ØSTFRONTEN

Efter at være uddannet i 13 uger afrejste jeg den 13. juli 1915 til Østfronten.  Den 15. juli kl. 6 aften,  ankom vi til Kohio i Rusland. Dagen efter marcherede vi til Staviski. Her blev jeg sammen med min broder Christian tildelt Landsv. Infanteri Regiment 84, 2. kompagni, 8. Arme i Østen.

FØRSTE PAKKER HJEMMEFRA

Samme dag gik vi for første gang i skyttegravene. 26. juli modtaget den første post hjemmefra. 30. juli fanget den første lus. Samme dag modtaget de første pakker hjemmefra.

Den 4. august 1915 kl. 4 om morgenen, blev vi alle meget forundrede, da opdagede vi nemlig, at russerne helt stille havde trukket sig tilbage.

Nu gav de os god til at drikke vor morgenkaffe først, og så få vores få ejendele sammenpakkede, og kl. 6 begyndte vi så at forfølge russerne.

Dermed var offensiven så begyndt for os, og det blev ikke altid lige let for os. Der blev nemlig meget med at marchere, mange gange frem og tilbage.

Vi var tit så trætte, at vi mange gange er bleven glade, når vi nåede fjenden og ikke kunne komme videre, thi så kunne man få lov til at lægge sig ned og hvile.

Jeg har været med til at storme mange russiske stillinger. Men for det meste var sagen ikke så farlig, da russerne tit havde forladt stillingen, inden vi stormede deres (skytte)grave.

I GRODNO

Den 2. september 1915 nåede vi Grodno, og her gjorde russerne temmelig stor modstand. Vi marcherede ind i byen kl. 7 aften, der lå russiske tropper endnu i den modsatte side af byen.

Natten forløb dog helt rolig, og vi fik lov til at sove i en stor skolebygning.

Om morgenen blev vi opstillet langs gaderne, hvor russerne, som opholdt sig i nogle store kasernebygninger i udkanten af byen, begyndte at beskyde os, og vi søgte beskyttelse bag et bræddehegn, men det blev ikke tilstrækkelig dækning nok.

Så fik vi fortovet ved gaden brudt op og opstillet, så havde vi bedre dækning. Et maskingevær, som russerne havde opstillet helt oppe ved kasernebygningerne, skød de ud af vinduet med, og de beskød os temmelig hårdt. To mand i min gruppe blev sårede.

Så fik artilleriet et skyts-75 opstillet på gaden, hvor vi lå. De ville prøve, om de kunne ramme maskingeværet, som beskød os så hårdt, og da artilleristerne først havde opdaget, hvad for et vindue maskingeværet stod ved, varede det heller ikke længe, inden de havde taget sigt på det.

Det første skud, de affyrede, gik lige ved siden af, men det næste gik direkte gennem vinduet, hvor maskingeværet var opstillet, og så var det forbi med skydningen fra den kant.

Det var første gang, jeg var så nær i berøring med et artilleriskyts, men jeg kan just ikke sige, at det var nogen videre fornøjelse at se og høre. Vi lå nemlig lige foran kanonrøret, kun nogle få meter fra det. For hvert skud, de affyrede, blev vi overpisket med støv og snavs. For øvrigt havde artilleristerne også det uheld, at de sendte en granat ind i bræddehegnet, hvor vi lå, og sårede en af vores egne folk.

RUSKI LØB

Hen mod aften blev det mere roligt, og vi begyndte at gå fremad. Jeg og nogle kammerater undersøgte nu en af de store kaserner, men ruski var løbet sin vej.

Da så vi ud af vinduerne  fik vi øje på dem, de løb langs ud på marken.

Så skulle vi naturligvis skyde efter dem, og da en officer var med, var der jo ikke andet at gøre, end vi måtte skyde. Det var første gang, jeg skød efter mennesker. Men jeg tror helt bestemt, at jeg ingen har truffen.

Just i det øjeblik, vi var i kasernen, blev det øsende regn. Nogle af vore kammerater lå ude i marken mellem nogle kartoffelrækker og blev rigtig godt gennemblødte.

Vi var naturligvis glade for at være under tag. En bygning ved siden af brændte i lys flamme, så vi havde det også dejlig varmt. Men det varede kun så kort. Vi skulle jo blive ved at forfølge russerne. Et stykke uden for byen gravede vi os ned, og derved havde vi Grodno bag vor front.

TO GRANATER I SAMME PLET

Den 5. september, da vort kompagni havde slået sig ned i æblehaven ved et hus, så vi et meget sjældent tilfælde. To russiske granater slog ned i æblehaven ved os, kort efter hinanden, lige bestemt på en og samme plet. Det er noget, som sjældent sker.

Den 20. september 1915, som for mig blev den sidste dag ved den russiske front, gik vi kl. 5 morgen frem mod fjenden og 2. kompagni, 3. zug, hvoriblandt jeg var,  gik i spidsen. Derfor kom vi den dag rigtig i ilden og havde flere døde og mange sårede.

Omkring kl. 12 middag fik jeg en geværkugle igennem venstre arm, og dermed begyndte tilbagerejsen for mig til Tyskland.

Jeg kom gennem byerne Lida og Grodna igen, og begge steder havde jeg ophold et par dage. Og da jeg kun var lidt såret, kunne jeg jo nok få mig set lidt om.

Forholdsvis havde disse to byer ikke lidt så forfærdelig meget af krigen. Ved Grodna var en stor højbro sprængt.

Rejsen fra Lida til Grodna foregik på last-auto i 10 timer. Fra Grodna gik det ligeledes pr. lastbil til byen Augustuf. Det var naturligvis kun alle de let sårede, der blev befordret i lastbiler.

De hårdt sårede kom i en sanitetsbil. Den 3. oktober 1915 kl. 2 eftermiddag begyndte rejsen pr. bane til Tyskland.

PÅ LAZARET I POMMERN

5. oktober kl. 3 nat ankommen til Kolbjerg i Pommern, havde da kørt i toget i godt 2½ døgn for at komme dette stykke vej. Jeg, med nogle flere kammerater, blev ført til lazaret ”Viktoria”.

Det var et stort badehotel, der var omdannet til lazaret. Vi fik straks kaffe, derefter fik vi et varmt bad, og vi fik rent tøj udleveret, og så kom vi i god seng. Det var en behagelig fornemmelse engang igen at komme til at ligge i en varm og blød seng.

Jeg blev på lazarettet til den 22. oktober 1915. Min kone havde søgt for mig, om at få mig forflyttet til Sønderborg. På rejsen fra Koldbjerg til Sønderborg overnattede jeg med mange flere i ventesalen på banegården i Neubrandenborg. Om morgenen tidlig kl. 4 var jeg med en pranger ude i en jernbanevogn for at malke en ko, som han havde stående der. Derfor fik jeg 2 glas mælk. Det var jeg jo godt fornøjet med.

Flere kurhoteller i Kolbjerg var omdannet til lazaretter. (Foto: Internettet).

 I SØNDERBORG

Kl. 7 aften kom jeg til Sønderborg. Der kom jeg til at ligge på Sønderborghus, det danske forsamlingshus, som i krigstid også blev benyttet til lazaret.

Der traf jeg igen sammen med broder Christian, som nogen tid før jeg blev såret, havde meldt sig syg ved fronten og så var blevet tilbagesendt til Tyskland.

Dagen efter kom min kone for at besøge mig på lazarettet. Det var jo ikke så slemt, nu da jeg var kommet så nær hjemmet, og næste dag igen kom mine forældre.

Men glæden ved at være så nær hjemmet blev kun kort. Thi efter at have været i Sønderborg i 10 dage, måtte jeg den 3. november 1915 igen afsted til garnisonen i Slesvig. Jeg afrejste fra Sønderborg kl. 12.40 middag over Tingleff og var kl. 4 i Slesvig. Jeg kom til at logere i Groser Baumhof Gallberg gade. Det var et kasernekvarter, thi der var en stor sal, som var stuvende fuld. Der traf jeg straks et par af mine kammerater fra fronten.

Nu skulle jeg altså til at gøre tjeneste igen, det var jo ikke så sjovt, nu jeg havde været fri så længe.

PÅ ORLOV

Men alligevel hellere det, end at blive sendt til fronten igen, og især nu, da det snart var vinter. Og så længe jeg var i G. Kompagniet, var tjenesten jo ikke så streng.

Efter 14 dages forløb gav jeg ansøgning ind om orlov og fik 14 dage.

Det var den 15. november 1915. Jeg rejste hjem, og den 16. november var jeg til kontrol i Neder-Tandslet stationskro.

Den 29. november rejste jeg igen tilbage til Slesvig.

Dagen efter blev jeg indskrevet til 3. kompagni og blev flyttet til kvarter Rathausmarkt 16.

Nu begyndte det med streng tjeneste hver dag, da vi havde en streng kompagnifører, Haupmann Krause.  Den 22. december 1915 rejse jeg hjem på juleorlov.  Den 23.ende om eftermiddagen blev det en stærk snestorm. Amtsbanen på Als var standset i 3 døgn.

Den 27. december afrejste jeg til Slesvig igen, da blev amtsbanen just åbnet igen.

Gottop Slot fungerede som kaserne i Slesvig. (Foto: Internettet).

Jeg forblev i garnisonen i Slesvig til den 10. april 1916, da der afgik en transport til Belgien. Fra Slesvig kl. 11. Formiddag. Kl. 3 om morgenen den 12. april kom vi til Brügge.

Vi var kommen gennem byen Løven, der kunne man se ødelæggelserne fra krigen. En transport på 500 mand fra Sønderborg, som var rejst sammen med os, skiltes fra os i Løven.

Brügge er en temmelig fin by, og der mange flotte bygninger, men desværre blev jeg der kun i to dage. Jeg havde dog lejlighed til, den ene eftermiddag, da en kammerat og jeg var lidt ude at spadsere i byen, at høre en fin koncert på Hansa Haus. 32 musikere og alle med blæserinstrumenter. En fin koncert var det. Men jeg tror nok, det var for officerer, thi der var næsten ikke andet, men vi fik dag adgang alligevel.

TIL VESTFRONTEN

Den 14. april 1916 kl. 11.30 formiddag, gik det så til fronten for anden gang, og denne gang var det til Vestfronten.

Det var noget helt andet end i Rusland. Kl. 3 om eftermiddagen ankom vi til Belgisk Konzin, hvor kompagnierne dengang lå, når de var tilbage bag fronten i ro. Der blev jeg tildelt 7. kompagni Reserve-infanteri Regiment nr. 215.

Søndag den 16. april 1916 (Palmesøndag) traf jeg Peter Agerled (dengang ungkarl), fra Lysabild, som var ved samme regiment.

Den 1. maj 1916 kl. 9 om aftenen afmarcherede vi i stillingen ved byen Wytscaete, som var fuldstændig nedskudt. Der var en godt udbygget stilling, hvor man kunne gå helt oprejst uden at være bange for at blive set af fjenden, understænderne var ikke så gode.

Men det kunne jo endda gå, som det kunne, når blot englænderne ikke begyndte at beskyde gravene med artilleriet, men så var gemütligheden ellers forbi. Et held var det, at der var mange blindgængere iblandt, de gjorde da ikke så megen skade.

ARTILLERIET

Den 3. maj 1916 hen på eftermiddagen fik vi stærk artilleriild, en død. To granater slog direkte ned i graven, hvor vi lå. Vi søgte os straks en anden lejlighed.

Den 30. maj om natten havde vort kompagni fire døde og tre sårede ved skansningsarbejdet.  Jeg havde den lykke, at jeg ikke var med i den omgang. Dengang var jeg stationeret på lyslederstationen.

MUSIK VED FRONTEN

Det gik ellers meget regelmæssigt til med afløsningen ved fronten der.

Vi lå i seks dage ved forreste linje, så seks dage i anden linje og seks dage tilbage i Konzin.

I Konzin fik vi os ordentligt badet og rent tøj på, kom også en gang til kirke, hvor vi for det meste gerne havde musik med. Musikken kom også en enkelt gang rundt ved alle barakker, hvor soldaterne lå, og spillede en times tid. Det var da altid en lille opmuntring. Der var også en kinoforestilling  i Konzin, som vi besøgte en gang imellem.

En aften, da jeg var kommen til Konzin og forestillingen var godt begyndt, blev der stor alarm. Englænderne beskød byen med artilleri. Forestillingen blev øjeblikkeligt sluttet og enhver skyndte sig at forlade lokalet, helst ud på den åbne mark,

STORM kl. 5.30

Den 2. september 1916 kl. 8 aften begyndte rejsen fra Flandern til Somme-stillingen. 6. september kl. 5.30 eftermiddag ankommet til byen Nesle.

Kl. 10 aften afsted med stormgepack,  men kom dog ikke i ilden den aften.  11. september 1916 om morgenen kl. 4.30 gik vi i første linje, og der blev sagt, at vi skulle storme den franske stilling. Det var i stillingen ved byen Scholnes.

Kl. 5.30 steg vi op af vor skyttegrav og stormede løs. Men vi fik straks gevær- og maskingeværild og kom ikke ret langt. De fleste løb tilbage igen. Jeg og fire kammerater og en løjtnant nåede i granatgrav og blev liggende der til kl. 9, da kunne vi først risikere at gå tilbage igen.

Men det var også en drøj tur at ligge i en granatgrav i 15 timer. Man kunne ikke røre sig ret meget, da vi kun var nogle få meter fra den franske stilling. En lille opmuntring var det dog, da løjtnanten, som havde en stor flaske vin med i lommen, lod den gå fra mand til mand, for at vi alle kunne få en slurk.

Da det endelig blev så mørkt, at vi kunne begynde at krybe tilbage til vor stilling, blev det besværligt ved, at vi måtte slæbe en død kammerat med. Og endda krøb vi på alle fire hele vejen tilbage, opdagede franskmændene os endda, og begyndte at skyde, men vi slap godt tilbage.

Det var så den første gang jeg var med til at storme ved Somme-stillingen, og vi udrettede ikke det mindste derved. Men for os var det jo hovedsagen, at vi slap derfra med livet.                           

Tyske soldater på vej til fronten ved Somme. De store smil tyder på at soldaterne endnu ikke ved, hvad der venter dem. Foto: Internettet.

TAGET TIL FANGE DEN 22. okt. 1916

Den næste gang, jeg var med til at storme, gik det ikke så let, da kom vi nemlig ikke tilbage igen.

Det var den 22. oktober 1916 om morgenen, før end det endnu rigtigt var lyst. Vi gik fremad med stormgepack. Humøret var meget dårligt, da vi alle sammen vidste, hvad det gjaldt.

Hele tredie bataljon af regiment nr. 215 var med. Undervejs hørte jeg tilfældigt, at bataljonføreren siger til vor kompagnifører: ”Nu ved De altså besked, ifald jeg ikke skulle følge med.” - Aha, han ville knibe sig udenom, tænkte jeg. Og ganske rigtigt, bataljonføreren blev også borte.

En kammerat og jeg havde aftalt i forvejen, at vi ville holde os tæt sammen under stormen. Men vi var ikke kommet ret langt ind i ilden, før min kammerat var borte for mig. Han havde nemlig været hårdt såret en gang før og var temmelig nervøs.

Da jeg så min kammerat var borte holdt  jeg mig lidt tilbage for ikke at komme i det værste håndgemæng, og kunne så rigtig se, hvorledes det så ud,  da de stormede frem og smed håndgranaterne, som vi alle sammen var forsynede med, ned i skyttegraven til de franske soldater. Det var et øjeblik i et ildhav langs hele linjen, som vidt som der blev stormet, og så blev der råbt hurra.

Men franskmændene holdt tappert stand, og hele vores bataljon blev taget til fange, officererne med. Vi blev helt godt behandlet af de franske soldater, og led ingen overlast.

Men en fransk soldat var der dog, som ikke har været rigtig god i hovedet. Det var en, der var blevet såret i den ene hånd. Han stod nemlig, da vi gik langs i den franske skyttegrav en for en og gav os alle sammen med foden et spark i bagdelen.

Det traf sig nu sådant, at jeg var den sidste i rækken, og om manden nu har været træt, eller hvorledes, det ved jeg ikke, men jeg slap forbi, uden at han nåede mig. Nu tænkte jeg, at nu var vi da nok uden for fare, men det var vi sandelig ikke endnu.

I FRANSKE LØBEGRAVE

Da vi kom længere tilbage i den franske løbegrav, slog granaterne fra den tyske artilleriild ned, både til højre og venstre ved graven, vi gik igennem, men vi slap alle godt igennem.

Jeg syntes alligevel dette her var noget underligt, på én gang at befinde sig i fjendens vold, og jeg kan sige, at jeg var virkelig ikke godt tilpas.

Men da vi først var kommet længere tilbage bag de franske stillinger og var kommet forbi det svære artilleri begyndte det at lette. Og efterhånden, som vi kom længere bort fra farerne, og igen kunne begynde at høre kanontordenen i afstand, blev jeg rigtig godt til mode, og jeg var nu glad ved, at det gik, som det gik.

Den første nat måtte vi ligge under åben himmel. Men dagen efter blev vi flyttet længere tilbage og kom til at ligge i den store kornlade på en gård. På samme gård lå også kavaleri med deres heste. Allerede den 25. oktober 1916 fik vi lov til at skrive hjem, det vil sige, hvem der havde noget at skrive på.

BEGRAVELSER HVER DAG

Et hold mødte hver dag på arbejde, den ene dag i en kalklejr, den anden dag på en kirkegård, hvor vi gravede til de døde fra et stort lazaret. Der blev nogle som blev begravet hver dag. En dag, da jeg var med på kirkegården, blev der også en tysker begravet. Ham skulle vi krigsfanger hejse ned i graven.

En dag var kavaleristerne på gården til Apell med deres heste. Da var jeg og flere kammerater også med, med hver en hest. Der blev også tærsket korn med dampmaskiner i den tid, vi var der, og en del af fangerne kom til at hjælpe. Der var Fuglsang behjælpelig som tolk. (Hans Fulglsang-Damgaard, soldat og senere biskop i København). Men dengang kendte jeg ham ikke.

TIL AURILLAC

Den 10. november 1916, middag, blev vi så forladet i et jernbanetog, og den 11. om aftenen ankom vi til Orleans. Men opholdet blev for mit vedkommende ikke ret langt.  Det varede kun i tre dage.

Den 13. november 1916 blev vi mærket med et stort "PG" foran på benklæderne og midt på ryggen, og så den 14. om aftenen begyndte rejsen til Aurillac. Vi rejste i alt 13 mand med tre vagtmænd til at beskytte os.

De var meget gode imod os, gav os aftensmad på banegården i Orleans, før end vi gik i toget.

Rejsen til Orleans foregik i kreaturvogne, men fra Orleans kørte vi i tredie klasse, som jo var betydeligt behageligere. Der var to mand iblandt os, en fra Kiel og en fra Lybeck, som ikke kunne et eneste dansk ord.

Dagen derefter, altså den 15. november 1916 hen på aftenen, ankom vi til Aurillac, og vagtmændene, som vi havde med, førte os straks op til det danske krigsfangedepot, (depot = fangelejr), der så i næsten 2½ år blev vort hjem.

DANSK SPROG I FRANKRIG

Vi blev alle sammen ført ind i vagtstuen, hvor Bulansje sad og tog imod os, med de ord ”Nå, kom I nu?” Vi svarede selvfølgelig ja. Vi blev vel helt forundrede over sådan at blive modtaget på dansk, der helt ned i Frankrig. Han tog os så straks i forhør en for en, og dem, han ikke syntes godt om, kom igen hen til den dør, vi var kommet ind af.

Men de, han ville beholde, blev henstillet til den modsatte dør, som førte ind til gårdspladsen, og dem blev jeg jo iblandt og så to mand mere. Og det var Peter Jørgensen, Rødding og Hans Hansen, Dyndved på Als.

Det blev altså kun tre mand af de 13, der blev på det danske depot. Vi tre mand blev så vist op på den store stue, hvor vi blev modtaget af Jørgen Jørgensen. De var ellers alle gået til ro, men han kom dog op af sengen og skulle have at vide, hvor vi var fra, og så vise os en plads an.

Da han så hørte, at jeg var fra Lysabildskov, sagde han jo straks, at her var en mere fra Lysabild. Jeg så mig da om og fik øje på Mads Thonesen fra Lysabild.                          

Sovesal i den sønderjyske fangelejr i Aurillac. Foto: Den store Krig.

I FORHØR

Den næste dag hen på eftermiddagen, kom der bud fra Bulansje (almindelig kaldet ”Den gamle”), at de tre, der var ankommet i går, skulle komme op til ham til forhør.

Vi kom ind til ham en for en. Peter Jørgensen blev den første. Men Peter ville ikke fortælle ”Den gamle” det mindste og fik derfor et par timers prison. Da ”Den gamle” så var færdig med os andre to, lod han Peter komme ud igen. Men Peter var stadig lige trods, og så lod man ham gå.

Vi blev hjemme på depotet den første uges tid, og vi levede dengang meget godt, så jeg kom godt til kræfterne igen, efter den hårde tur, vi havde haft i Sommerstillingen.

PÅ ARBEJDE HOS BØNDERNE

Den 24. november 1916 fik vi besked, at vi den næste dag skulle ud til bønderne på landet i arbejde, Hans Hansen og jeg. Vi skulle ud for at løse et par kammerater af. Den aften ankom Fuglsang til depotet, helt alene.

Den 25. november om morgenen kl. 4 gik rejsen så ud på landet. Vi kørte først et lille stykke med toget, og gik så til fods for resten, en besværlig, men meget interessant tur. Det gik jo uafbrudt bjerg op og bjerg ned. Kl. 11 ankom vi til bestemmelsesstedet.

Der var 10 kammerater i færd med at tærske med dampmaskiner. Det blev så også vores beskæftigelse i den første uge.

Vi levede meget godt ved det arbejde, og fik megen god vin at drikke, hvilket jo var noget helt nyt for os to ny ankomne.

Den 3. december 1916 blev vi alle 10 mand flyttet til Mauviac. Rejsen forgik pr. bane hele vejen. Der blev vi så skilt ad, fem mand til hvert hold, med en vagtmand, og der kom så et hold til hver side af byen. Jeg var sammen med Peter Hansen, Broager, Hans Vinberg, Christian Hansen, Flensborg og Asmus Vinter.

TÆRSKNING MED STOK

Da vi dagen efter skulle i arbejde, kom vi til at tærske rug, men det blev ikke med dampmaskinen, nej, det blev med en stok.

Det gik for sig på den måde, at to mand først gav negene den første omgang, ved at slå med al magt ned med toppen på nogle trutrimmer, som blev opstillet til dette brug. Så kom negene hen til de næste to mand, der så lagde neget på et bræt og gennembankede det med en stok. Den femte mand var tilplejer. 

På den måde kunne der ikke blive meget aftærsket på én dag, men når manden var tilfreds med dermed, kunne vi jo også være det. Og vi var godt fornøjet med, at vi kunne blive indendørs, da det regnede, og senere hen på dagen blev et rigtigt snevejr.

Den 16. december 1916 havde vi besøg af løjtnanten fra depotet. Han beså vor kantonnement (privat indkvartering for soldater) og roste os, for at vi holdt det så fint i orden.

Den 18. december 1916 kom vi hen i en anden landsby for at tærske korn. Men det blev med en plejl, så det var da altid et fremskridt til det bedre igen.

JULEN 1916

Juleaftensdag 1916, som var på en søndag, var vi i Mauviare efter julepakker og købte lidt ind til julen. Et lille juletræ fik vi også, og da vi havde et rigtigt godt kantonnement, fik vi efter forholdene en rigtig god jul. Det var da altid meget bedre end at ligge i skyttegravene.

Brev og pakker hjemmefra var med at at holde modet oppe hos soldaterne både i fangelejrene og ved fronten. Foto: Postkort i Lysabild Sognearkiv.

Paul Verrier (1860-1938) var fransk professor i nordiske sprog og stærkt engageret i de sønderjyske krigsfanger i Frankrig. Han var manden som sørgede for, at sønderjyderne fik tålelige forhold og en særlig status blandt tyske krigsfanger. For hans store indsats kvitterede Danmark med et ridderkors og en livsvarig ydelse til professoren. Foto: Maleri på Folkehjem i Aabenraa. 

”GENBOERNE” OPFØRT.

Den 24. februar 1917 kl. 6 aften var der dilettantforestilling på depotet. Der blev spillet ”Genboerne”, og det gik udmærket. Det var dog altid en adspredelse.

Den 25. februar kl. 9.30 formiddag afrejste vi igen ud på gårdene: Albert Christensen og Rasmus Hansen, begge fra Lund og så igen Hans Vinberg, missionssekretær Vinbergs søn fra Brucklau.

Rejsen foregik til fods med vore kasser på ryggen. Middagsmaden fik vi på en gård undervejs. Kl. 3.30 eftermiddag ankommen til bestemmelsesstedet, en gård ved Larcelle, forpagter Monsieur Rægt.

Arbejdet der i 14 dage. Da kørte forpagteren os med hest og vogn helt ind til et depot i Aurillac. Fået hver 1 frank i drikkepenge.

BREV FRA FYN

Den dag på depotet fik jeg det første brev fra madame Poulsen, Hedebogård pr. Veflinge, Fyn, Danmark. Det var hende, jeg så senere kaldte min gudmor, og blev ved at skrive sammen med.

Om eftermiddagen kl. 2 igen afsted på landet med samme hold, til fods syv kilometer fra Aurillac til Roannes. Men vi blev ikke så lidt forbavset, da vi to dage senere om morgenen kl. 6 igen skulle ind på depotet for at blive vaccineret. Men vi fik jo dog to fridage, da vi også blev på depotet dagen efter.

Den 3. juni 1917 fik vi Christian Ravn, Sønder Vilstrup, på holdet i stedet for Christen Christensen, da han skulle ind på depotet for at komme sammen med sin broder.

ARBEJDE PÅ SLOT

Den 10. juni 1917 flyttede vi til kommunen Ayrens på avlsgården ved slottet Clavierer, som ejedes af madame comtesse de la Sala.

Gården var på 130 køer.  Men de var jo alle sammen på den tid i bjergene. Det var jo sådant det på alle gårdene, at om sommeren blev alt kvæg drevet op i bjergene, og der blev de så sammen med mælkerøgterne hele sommeren igennem.

Ved slottet begyndte jeg at slå græs for første gang i Cantal. Det blev nu vort meste arbejde hele sommeren igennem. Den første uge slog vi græs fem mand hver dag i slotsparken. Så den har ikke været helt så lille.

LANGE ARBEJDSDAGE

Det var helt fint der, og slottet var over måde fint, det var et palads ligefrem.

Men det blev alligevel den strengeste plads, jeg har haft dernede i fangenskabet. Vi arbejdede nemlig der fra kl. 4.30 morgen til kl. 10 aften, og uden nogen middagshvil.

En hjælp var det, at det af og til regnede, og somme tider var det også en streng torden, og så var der jo ikke noget at bestille.

En eftermiddag, da det begyndte at regne, og manden ikke var hjemme, sagde konen til os, at vi kunne gå hen til vort kantonnement og lægge os. Der sov vi så fra kl. 5 – 8. Der kan man da se, at det ikke altid er konen, der er trolden!

På den gård blev vi i fire uger. Tre dage før end vi rejste derfra, ankom comtessen på slottet, men vi fik hende ikke at se. Det var os da forbudt at gå ind i parken omkring slottet.

OP I BJERGENE

Vi flyttede så til Tilly ved Toureuemire. Der arbejdede vi rundt på alle gårdene i hele byen, men vi blev boende ét sted. Vi havde så somme tider en halv time at gå til gården, hvor vi skulle arbejde. Og ét sted gik vi endda en halv time op i bjergene for at slå græs.

Søndag den 16. oktober arbejdede vi langt oppe i bjergene på gården Bourpuatil for monsieur Tible la Laubax. Blev liggende der i laden i høet om natten, manden selv, og folkene også, da det var en lang vej til gården Laubare.

TÆRSKE BOGHVEDE MED PLEJL

På Loubare var jeg med til at tærske boghvede på marken med otte mand hver med en plejl, og så to mand til at bære til og en til at lægge ud og en tog fra. Der var i alt 12 mand, men det gik også som hvilket maskineri.

17. oktober 1917 haft besøg af kaptajnen fra depotet.

9. november 1917, om middagen, haft besøg af professor Verrier og løjtnanten fra depotet, og jeg tror nok, at vagtmanden klagede over føden, at den ikke var god nok. Thi, jeg kan huske at vi skulle fortælle professoren, hvad vi fik både morgen, middag og aften, og da vi til aften skulle hen på gården for at spise, var vagtmanden endnu så gal i hovedet, at han ikke ville med. Han fik ingen aftensmad den aften.

26. november 1917 ankommen til Rajau ”Monsieur Andrieu.” Da værelset, vi skulle have, var fuldt med korn, skulle vi først til at have det udflyttet. Det var vi jo selvfølgelig ikke rigtig tilfreds med, da det så blev sent aften, inden vi fik vort kantonnement i orden. Det blev så vort vinterkvarter.

1918

Den 2. marts 1918 kl. 7 om morgenen kørte Monsieur Andrieu os med hest og vogn ind til depotet, da vi skulle vaccineres. Da der var megen sne, havde vi to stude foran hesten, til at hjælpe at trække vognen, det første stykke vej, indtil vi nåede til hovedlandevejen.

Den 5. marts 1918 kl. 6 morgen igen afsted til Rajeau, til fods med kisten på ryggen. Christian Ravn blev på depotet, da han havde en syg arm. Vinborg skulle have været med i hans sted, men da han ikke ville eller kunne bære sit tøj, afrejste vi fire mand. Efter otte dages forløb kom Christian ud til os igen.

24. marts 1918 flyttet fra Rajeau, og arbejdede så på flere gårde rundt i samme kommune.

Den 12. maj 1918 igen kommen til Rajeau. Der holdt vi så pinse. Karlene på gården holdt pinse med at drikke vin. De havde allerede begyndt at drikke, da vi på pinsemorgen kom op til gården til morgen-suppe.

Da vi kom til middag, drak de endda, og da vi så kom til aftensmad, da var det først rigtig galt. Da lå avlskarlen og væltede rundt på gulvet. Da vi fanger så var færdig med aftensmaden, bød karlene også os nogen vin. Vi fik så et par flasker vin sammen med dem, og vi gav også en flaske. Da vi syntes det kunne være nok med det, gik vi til vort værelse til ro, så der kom ikke noget klammeri ud af det.

Bleven på Rajeau i 14 dage. Derefter arbejdet her og der i alle kanter af kommunen.

MIN BRODER TIL AURILLAC

Den 6. august 1918 modtaget et kort fra min broder, Peter, som var ankommet til depotet i Aurillac. Han havde været i de tyske fangelejre i et års tid.

24. september 1918 broder Peter kommen i holdet sammen med mig i stedet for Rasmus Hansen.

Den 29. september 1918 flyttet til Rajeau igen, for tredie gang. Rajeau var en gård på 40 malkekøer, og den lå oppe i bjergene ikke langt fra byen St. Cernin. Men det var nu fra gården Rajeau, jeg vil fortælle en lille oplevelse, vi havde der.

Det var lørdag den 5. oktober 1918. Vi var ved at tærske boghvede ude på marken, og da vi havde været hjemme til middagsmad og skulle af sted til marken igen, fandt vi krigsfanger på, at nu ville vi have en lille middagspause. Vi stilede så efter laden i stedet for efter marken.

Vagtmanden begyndte at råbe, at vi skulle komme. Men vi gik roligt hen i laden og lagde os til at hvile. Mens vi lå der, kom konen ind gennem laden og så, at vi lå der, nok så gemytligt. Og hun sagde - ”Nej, ligger I her, jeg tænkte da, I var nede hos de andre.” Vi blev roligt liggende, indtil timen var omme. Så gik vi ned i marken til de andre og begyndte at arbejde.

Da vi havde tærsket lidt, var der en af karlene som sagde, at vagtmanden var gået ned i byen for at ringe efter politiet. Vagtmanden var jo også borte.

Nå, vi sagde ikke noget til det, men arbejdede kun ganske roligt videre.

Det blev aften, og vagtmanden så vi stadig ikke noget til. Næste dag var det søndag. Og endnu før vi var nået op, kom vagtmanden ned til os og sagde, at vi skulle flytte. Det var jo nu ikke noget nyt, for det skulle jo altid ske om søndagen.

Vi kom jo så i den nye plads, og da vi om mandagen var godt i gang med arbejdet der, begyndte manden at tale om, at politiet skulle komme. Nå, tænkte vi, det er da mærkeligt, begynder de nu også her at tale om politiet. Vi gik så og ventede, efter at der skulle ske noget. Men hele ugen gik og der skete ikke noget. Da søndagen kom, flyttede vi igen op til Rajeau. Det var fjerde gang, vi kom der, så de må jo ikke have været helt så utilfredse med os.

Om mandagen, da vi så kom til at arbejde sammen med karlene, fortalte de os, at løjtnanten fra Aurillac havde været der, efter at vi sidst var flyttet derfra, og havde sagt til dem, at de skulle behandle os godt. Det var altså alt hvad der skete efter den middagshvil.

Vi havde nemlig fået at vide af et andet hold fanger, som vi en søndag kom til at tale ned nede i byen, at vi havde fået lov til at holde en times rast om middagen. Men det havde vores vagtmand ikke fortalt os. Det er jo måske bonden, der havde fået det forpurret.

VÅBENSTILSTANDEN DEN 11.11.1918

Endelig kom så den 11. november 1918 med våbenstilstanden. Vi tærskede hvede med plejl hele dagen. Vores vagtmand var gået fra os om morgenen, og vi så ikke noget til ham hele dagen. Først hen på aftenen kom han tilbage igen, og han kom straks op til os på vort værelse og fortalte os, at der var sluttet våbenstilstand

Vi blev så glade, at vi med det samme købte os et par flasker vin og holdt os lystige med dem. Og vi talte jo om, at nu måtte vi jo snart komme hjem. Men så hurtigt gik det nu ikke.

VI VIL HJEM NU!

Søndag den 1. december 1918 kl. 8 om morgenen rejste vi så ind til Aurillac. Bonden, monsieur Andrieau, det var den mand i hele kommunen, som vi havde mest at gøre med, kørte os hele vejen ind til depotet, der ankom vi kl. 12 middag. Rejsen foregik med hestekøretøj.

Nu havde vi tænkt os, at vi snart skulle tiltræde hjemrejsen. Men da vi kom ind på depotet, tiltalte kommandørerne der os med tre ord. ”Hvad vil I?” - ”Vi vil hjem nu!” sagde vi. Men de vidste bedre besked. - ”Nej, så vidt er vi længe ikke endnu,” sagde de til os. Og det viste sig jo, at de havde ret. Vi måtte endnu tilbringe hele vinteren fra 1918 – 19 i fangenskabet.

Nu var det jo kun, om vi kunne få tiden til at gå, når de ikke ville have os på landet mere. Men det viste sig snart, at vi også nok kunne få lidt beskæftigelse på depotet.

Den følgende dag om eftermiddagen var vi med 50 mand ude på Masie efter Gejl. Dem brugte vi til optændingspinde. Og den næste dag kom jeg med 40 mand 10 kilometer uden for byen efter kvas. Og den følgende dag igen efter kvas. Så det gik jo helt godt endda med at få tiden til at gå.

Den 12. december 1918 var jeg med otte mand på slagteriet i Aurillac. Hvad vi lavede der, der har jeg glemt det meste af. Men jeg kan da huske så meget, at jeg så, hvor der blev slagtet svin.

Den 16. december 1918 flyttede jeg med 80 mand op i en barak, som lå oppe på bjerget lige uden for Aurillac.  Aurillac  ligger nede i dalen.

Tre dage før var der også flyttet 80 mand derop. Så der var nu to barakker med 80 mand i hver. Det lå lige ved et stort slot, som var blevet benyttet til lazaret under krigen. Men det var nu rømmet. Slottet kunne vi tydeligt se nede fra gårdspladsen foran depotet.

JULEAFTEN 1918

Juleaften 1918 var 297 mand samlet på den store stue på depotet. Vi fik gullasch, kartofler, gulerødder, et bæger vin og så kaffe. To danske studenter holdt juleaften sammen med os.

Første juledag fik vi en pakke fra Spanien som to mand skulle deles om. Den indeholdt et lys, honningkager, the, sukker, mandler, figner, sardiner og en lille dåse med fisk. Og desuden fik vi seks valnødder og to æbler.

”JEPPE PÅ BJERGET”

Anden juledag om aftenen kl. 17.30 var der dilettant. Det foregik i kirkerummet, hvor der blev spillet ”Jeppe på bjerget.” Den 28. december 1918 besøgte professor Verrier os i barakken. Han holdt tale og foreviste lysbilleder.

1919

Den 1. januar 1919 blev min broder, Peter og jeg sendt ned på depotet igen, da Peter skulle begynde at arbejde i værkstedet på banegården i Aurillac.

Det var vi godt tilfredse med, da vi så længe, vi lå i barakken, hver morgen kl. 6 skulle ned til Aurillac for at hente morgenkaffe, og det var temmelig besværligt, just midt i den hårdeste vinter. Dagen efter var jeg med Mads Thonesen et lille stykke omme i byen, i en kirke, og hjalp ham med at slå sengesteder sammen.

De var jo nødt til at skaffe plads til de mange folk, som stadig blev ved at komme ind fra landet.

Den 3. januar kom den engelske sømandspræst Troensegård-Hansen til depotet. (Sømandspræst i Newcastle 1903-1917 og aktiv i forbindelse med den engelske Felthamlejr for sønderjyske krigsfanger). Søndag den 5. januar 1919 holdt han en gudstjeneste med altergang i den store stue.

Præsten kom så hver aften kl. 6 og holdt tale for os i den store stue. Og hver søndag formiddag holdt han gudstjeneste med altergang for os.

Den 23. januar 1919 kom præsten for sidste gang. Om eftermiddagen holdt han først gudstjeneste med altergang, og om aftenen holdt han så afskedstalen til os. Jens Lassen, Hans Madsen og Hans Fuglsang talte også den aften. Til slut blev sunget ”Herrens venner ingen sinde”. Dagen efter rejste præsten til Paris.

Den 25. januar 1919 om aftenen kl. 10 ankom 32 nye til depotet. Den 26. januar 1919 havde depotet 150 mand, tyskere, til middagsmad. Vi fik den dag ikke middagsmaden før kl. 1. Den 5. februar 1919 var den franske oberst for at bese depotet. Han boede ellers i Clermont.

JULEPAKKE FRA FYN

Den 14. februar 1919 modtog jeg julepakken fra min gudmor på Fyn, fru Paulsen ”Hedebogård” pr. Veflinge. Den indeholdt tre kulørte lommeduge og en hvid lommedug, en dåse sardiner, en dåse leverpostej, skinke, ost, to æbler og skrivepapir. Det var jo en anselig julepakke. Men hun er kommet til at vente længe, inden hun fik min tak for den gode pakke.

FLYTTET TIL KIRKEN

Den 15. februar 1919 om eftermiddagen var jeg med fem mand på kasernen efter 300 pund kul. Den 17. februar 1919 var jeg med 18 mand med til at køre sengesteder til Claris. Det var til den kirke, hvor jeg med Mads Thonesen henne for at slå sengesteder sammen.

Samme aften flyttet om i kirken med 72 mand. Om morgenen kl. 6 tilbage til depotet, hvor vi blev hele dagen. Om aftenen kl. 6 tilbage til kirken igen, og sådan gik det nu hver dag.

Den 21. februar 1919 om eftermiddagen med 10 mand til banegården.

BONEDE GULVE MED GLASSTYKKER

Vi læssede en jernbanevogn med brændsel og læssede to vogne med brændsel til depotet.  Den 24. februar 1919 var jeg med 10 mand uden for byen efter glasstumper. Det var på byens losseplads. Og hvad disse glasstumper skulle bruges til, det fik vi at se dagen derefter. Da kom vi nemlig til at bone gulve med disse glasstykker!

Dagen derefter var jeg og fire mand på savværket ved banegården efter et par brædder.  Den 27. februar 1919 om eftermiddagen skulle alle dem der flyttet til Apijon, en landsby, der lå et lille stykke fra Aurillac flyttes. De skulle jo stadig blive ved med at finde mere plads til alle dem, der blev ved med at komme ind fra landet.

Dagen efter arbejdede jeg med fem mand på vandmøllen, som lå ved floden, der løb gennem Aurillac, til kl. 2 eftermiddag. Om eftermiddagen blev 160 mand flyttet ud til landsbyen Apijon. Det var alle dem, som lå i barakkerne oppe ved slottet. De næste to dage var jeg med 12 mand oppe på slottet på arbejde.

"GENBOERNE"

Søndag den 9. marts 1919 om aftenen kl. 6 var der igen forestilling. Denne gang blev der spillet ”Genboerne”.

Om mandagen arbejdede vi på slottet igen med fem mand, Den dag fik vi også fri forplejning der. Om formiddagen fik vi et tre pund brød og en flaske vin. Det var jo helt godt til fem mand.

Den 11. marts 1919 blev 115 mand bragt til landsbyen Apijon. Alle vi, som lå i kirken i Claris, blev igen flyttet tilbage på depotet. Stadig forandring, og stadig gik vi jo og tænkte på, hvornår mon hjemrejsen skulle finde sted. Hver dag var vi nogle mand oppe på slottet i arbejde.

DE FØRSTE HJEM 16. MARTS 1919

Søndag den 16. marts 1919 var det endelig kommen så vidt, at den første transport kunne begynde hjemrejsen. Det var alle dem, som var blevet flyttet ud til landsbyen Apijon.

De blev landsat ved Toldboden i København. Dagen efter rejste Hans Fuglsang til Paris. Han kom også med den første transport hjem.

SIDSTE DAG PÅ ARBEJDE

Den 22. marts 1919 om aftenen var de to danske studenter igen på depotet, og de lavede forevisning med levende lysbilleder. Den 25. marts 1919 var den sidste dag, vi var i arbejde i Aurillac, og den 29. marts 1919 kom det sidste hold hjem fra landet. Dagen efter om aftenen havde vi en lille fest på den store stue, med taler og sang, og vi fik ½ liter hvidvin pr. mand.

Formiddagen efter skulle vi aflevere alt vort overflødige depottøj. Om eftermiddag blev vi så revideret, (efterset)  for at vi ikke skulle have mere, end vi kunne tilkomme.

Onsdag den 2. april 1919 havde vi stråsækken, dækkene og alt vort tøj ude på gårdspladsen hele dagen, og vi gjorde stuerne grundig rene. Lidt før aften fik vi at vide, at vi skulle rejse på fredag. Så kunne vi endelig rigtig begynde at glæde os til hjemrejsen.

FARVEL TIL AURILLAC

Fredag morgen 4. april 1919 var det første arbejde så at få halmsækkene tømt. Det gik for sig oppe på loftet. Og så kunne vi aflevere samme, tillige med de to dækkener, vi havde over os om natten.

Om middagen kl. 13, blev vi så alle opstillet på gårdspladsen, og al vor bagage blev endnu engang revideret. Og så endelig kl. 2.30 kunne vi forlade depotet, som nu havde været mit hjem i 2½ år. Vi var 346 mand.

LANG REJSE

Det blev en temmelig lang jernbanerejse fra Aurillac - fra den 4. april 1919 kl. 3.15 eftermiddag til den 7. april morgen kl. 7 i Deunkirg. (Dunkerque ved den engelske kanal)  Men vi fik en god forplejning på hele turen, så vi kunne godt holde det ud.

Kl. 9.00 gik vi ombord på det danske skib ”St. Thomas”, som lå i havnen og ventede på os. Men skibet kunne ikke have os alle med, kun 328 mand kom med.

Godt, at man ikke blev iblandt dem der måtte blive tilbage i Deunkirg til den næste transport!

Der kom også en dansk oberst med ombord. Vi fik hver en militærmantel udleveret på skibet, som vi kunne have på, på den lange sørejse.

Vi fik også en god forplejning på skibet. Til middag suppe og kartofler og kød. Næste dag om morgenen fik vi grød, brød, smør og fisk i tomatsovs.

Christen Jørgensen kom hjem med skibet  "Sct. Thomas" som sejlede fra Dunkerque den 04.04.1919. Foto: Den Store Krig.

Først kl. 4 om eftermiddagen den 8. april 1919 gik ”St. Thomas” ud af havnen. Og allerede kl. 6.30 lagde vi for anker ud for Calaise, så den første tur blev ikke ret lang. Men kl. 5.15 næste morgen blev ankeret hævet igen, og vi sejlede så lige over kanalen til Dover, hvor vi fik lods ombord. Ved Gr. Yarmouth fik vi en anden lods ombord. Kl. 7.00 eftermiddag begyndte det at blæse lidt. Vi sejlede hele natten. Kl. 10.00 formiddag blev lodsen sat i land ved Newcastle. Kl. 12.00 middag forlod vi den engelske kyst. Sejlet hele natten. Temmelig søgang i Nordsøen.

JYLLANDS KYST

Den 11. april 1919 kl. 7.00 aften nåede vi Jyllands kyst. Kl. 8.00 lod vi ankeret falde ved Hanstholm, Næste morgen kl. 5.00 gik det videre. Kl. 11.25 passerede vi Skagens fyr. Kl. 12.00 nat nåede vi Fyns kyst, og ankeret faldt igen for sidste gang på denne lange sørejse.

Søndag den 13. april 1919 kl. 5 om morgenen stod vi op. Kl. 8 kom en lille damper ud fra Odense for at tage imod os. Ombord var fra Odense byråd, N.H. Rasmussen, samt professor Verrier og Hans Fuglsang. Kl. 9.00 begyndte sejlturen ind til Odense, og kl. 12.00 var vi i Odense havn.

VELKOMMEN HJEM

Vi fik her en stormende modtagelse af en stor menneskemængde og militærmusikken spillede.

Da borgmesteren havde budt os velkommen hjem til Danmark, og vi var kommet i land, gik vi i to timer til kasernen. Der kom vi alle straks i bad og fik derefter nyt tøj på fra inderst til yderst og nyt fodtøj og hovedtøj. Derefter var der fælles kaffebord for os på kasernen, og der lå en dansk historiebog til hver mand samt et lille hæfte om H. C. Andersen og et kort af hans hus. Da vi var færdige med kaffen, førte en spejderdreng os til vor logi. Broder Peter og jeg kom til at logere på Odense Dampteglværk hos Kr. Møller og hr. Schmidt, som boede på aftægt. Det var så den første dag i Odense.

I DOMKIRKEN

Den næste dag 14. april 1919 begyndte med gudstjeneste kl. 10.00 i Domkirken. Kl. 12.00 gik vi til Gran Hotel til frokost. Vi fik frikadeller og kartofler, derefter smørrebrød og en flaske øl, og så kaffe og kager. Og alt imens spillede militærmusikken. Der blev holdt flere taler. Det hele varede to timer.

Derefter besøgte vi Odense Museum. Aftensmad spiste vi hos vore værter. Kl. 8.00 til fest igen sammen med vore værtsfolk, og denne gang på Fyns Forsamlingshus. Der blev holdt en række taler og sunget bagefter, derefter fået kaffe og kager og så fortsat med taler og sang, derefter lige til kl. 12. Kl. 1.00 kommet i kvarteret.

FLAG FRA BRYGGERIET

Den næste dag tirsdag d. 15. april 1919 kl. 9.30 samledes vi på Albani- bryggeriet. Der fik vi smørrebrød og øl, så meget vi ville have, og derefter fik vi cigaretter og hver et lille flag.

Da vi var færdige på bryggeriet, var vi i en høkerforretning og købte for vore rationeringsmærker, som vi havde fået, - hvedemel, sukker og smør.

H.C. ANDERSENS HUS

Derefter tog vi til vort kvarter for at spise middagsmad. Om eftermiddagen tog vi kl. 15 til kasernen for at modtage vort gamle kluns, som alt imens var blevet renset for ”de små grå”. Vi fik her også hver en pakke med smør, sukker, kaffe, gryn og the. Så bragte vi det hele på Sydbanegården. Derfra gik vi lidt rundt i byen og så blandt andet H.C. Andersens hus. Om aftenen kl. 6.00 til stor middag på Fyns Forsamlingshus, foranstaltet af Odense byråd. Middagen varede i tre timer. Det var så den sidste dag i Odense.

TIL LYSABILDSKOV

Onsdag den 16. april 1919 kl. 6 om morgenen kørte hr. Møller os i bil til banegården, og kl. godt 7 gik toget fra Odense til Fåborg. Vi kom til Fåborg kl. 9.00, og kl. 10.00 afsejlede dampskibet ”Fylla” med os til Sønderborg. Det var en mærkelig forandring at komme ombord på den lille damper, efter at vi havde sejlet i 6 døgn med det store skib ”St. Thomas.”

Kl. 1.00 eftermiddag gik vi i land i Sønderborg. Der var min kone og min broder Jørgen for at tage imod os. Det var da godt tre år siden jeg sidst havde været hjemme.

Kl. 3.25 onsdag den 16. april 1919 rejste vi med amtsbanen til Lysabild, og kl. 5.00 var vi i Lysabildskov. Der havde de ordentlig lavet en æresport ved indkørslen, til ære for os hjemvendte krigsfanger.

Flaget kunne de ikke få hejst, da flagstangen først blev rejst dagen efter, af snedker Jørgensen. Men døvstumme Hans havde hejst flaget for os.

Så var vi endelig hjemme igen, og hvilken forandring var det ikke, efter fire års krig og fangenskab, at være hjemme i Lysabildskov igen.

Lokstedter Lager (kaserne), hvor Christen Jørgensen fik sin endelige afregning fra den tyske hær: 60 mark. Foto: Postkort Lysabild Sognearkiv.

TUREN TIL LOKSTEDTER LAGER

Da vi havde været hjemme en lille måneds tid, fik vi at vide, at vi skulle til Loksteder Lager for at få vores afregning ved tyskerne, eller rettere sagt: ”Soldatenrat”. Om eftermiddagen den 12. maj 1919 rejste vi så til Sønderborg og indlogerede os på "Coloseum" for natten, for at vi kunne komme med skibet næste morgen. Det sejlede fra Sønderborg til Flensborg.

Vi skulle nemlig først melde os på Bezirkskommandoen i Flensborg.

Jacob Duus fra Fjelby var også med og så broder Peter. På Bezirkskommandoen i Flensborg fik vi så et Ausveis, og så kunne vi med det samme fortsætte rejsen til Lokstedter Lager.

I Lokstedter Lager ankom vi hen på aftenen og blev godt modtaget af soldatenrat, og skønt det var sent, gav de sig til at skrive med det samme, Vi overnattede så i lejren.

Dagen efter fik vi så udleveret alt, som vi havde fordring på, og det var slet ikke så lidt. Mantel, rock og benklæder, det var feltgrå, men nyt, og undertøj og kasket og skaftestøvler. Støvlerne var gamle, men godt reparerede. Og desforuden fik vi hver 60 mark ”Entlassungsgeld.”

Så rejste vi igen med toget tilbage til Flensborg. Men da vi kom dertil, kunne vi ikke komme videre den dag. Og da det var temmelig sent, havde vi vanskeligheder med at få logi.

Vi blev ved med at gå gade op og gade ned indtil vi kom til et hotel, hvor vi kunne høre, at der var folk oppe. Vi blev ved med at banke på, indtil de lukkede op. De var ikke meget for at give os logi, men vi blev ved med at snakke for dem og forklarede dem, at der var ingen andre steder i byen, der var folk oppe, og så gik det, endelig.

Næste morgen tidlig, da vi havde fået morgenkaffe, tog vi så med skibet tilbage til Sønderborg, og til middag var vi hjemme i Lysabildskov igen.

Nu var vi altså virkelig helt færdige med tyskerne.

Christen Jørgensen

Familien samlet i haven på "Skovgården" i 1961. Fra venstre: Eline Jørgensen, Anna Jørgensen, Christen Jørgensen, Dagmar og Peter Jørgensen og Eva Jørgensen. Foto: Lysabild Sognearkiv.