Peter Christensen, som blev den højest dekorerede soldat fra Lysabild sogn.
Fra Kegnæsgård og på hemmelig mission Østafrika
Peters kaptajn Volfram von Knorr. Foto: Internettet.
Peter Tange, søn af den senere degn i Lysabild.
Det engelske skib "Ramsey" som blev sænket af den tyske Hilfskreuzer "Meteor" med Peter Christensen ombord. Foto: Internettet.
Berlingske Tidende den 13.08.1915.
"Meteor" blev sat i brand og dermed sænket af sin egen besætning da skibet blev omringet af fire engelske slagskibe. Foto: Internettet.
Indtil 1919 var Østafrika en tysk koloni. Her billeder fra en afrikansk udstilling i Lepzig 1898. Foto: Internettet.
Peter Christensen var tilknyttet "Abteilung Königsberg," et store slagskib som blev beskadiget af den engelske flåde, og som nu lå uvirksomt hen på kysten. Slagskibet skulle beskyttes af de fire Haubits-kanoner som blev sejlet til Østafrika, hvoraf Peter skulle betjene den ene. Det blev hans død. Foto: Internettet.
Den 04.05.1915 påmønstrede Peter Christensen som preussisk marinesoldat "SMS Meteor" og sejlede med dette skib i de følgende tre måneder.
”SMS Meteor” var oprindeligt et engelsk skib, der lå i havnen i Hamborg, da krigen brød ud. Skibet blev beslaglagt og ombygget til en tysk hjælpekrydser, der dels kunne udlægge miner, dels skyde fjendtlige skibe i sænk.
"Hilfskreuzer Meteor," hvor Peter Christensen var påmønstret fra maj til august 1915. Foto: Internettet.
Peter Christensen deltog sammen med mere end 100 andre søfolk i de to rejser skibet nåede at foretage.
Kaptajnen på begge togter var Wolfram von Knorr.
Første rejse gik nord om Norge til Hvidehavet, hvor der både blev udlagt miner og sænket skibe.
Ifølge en artikel i Folkebladet Lemvig fik mandskabet efter denne rejse ret til at bære et huebånd med teksten ”S M S Meteor” og mange af dem fik jernkorset af 2. grad, deriblandt Peter som det fremgår af fotografiet af ham. Efter anden rejse fik alle jernkorset af 1. grad. Det var første gang en besætning på et overfladeskib fik tildelt denne udmærkelse. Kaptajnen fik jernkorset af 1. grad efter første tur og Hohenzollernes Kongelige Orden efter anden tur.
Anden tur gik til havet nord for Skotland, og bugten Moray Firth, hvor der også blev udlagt miner og sænket skibe.
På denne tur blev Meteor hjulpet af den tyske ubåd U-17, den ubåd som Peter Petersen Tange, søn af degnen i Lysabild senere blev oberbootsmann på.
Under falsk flag
Da rejsen gik tilbage til Tyskland stødte ”Meteor,” der på det tidspunkt sejlede under russisk flag og lignede en passagerbåd, på et engelsk skib, ”Ramsey,” der beordrede ”Meteor” til at standse, og satte en båd i vandet for at komme ombord på ”Meteor.”
Det lykkedes dog ”Meteor” at skyde ”Ramsey” i sænk, hvorved 65 englændere omkom, mens 43 blev samlet op af ”Meteor” og beordret ned i lastrummet.
Senere samme dag stødte ”Meteor” på et dansk skib ”Jason,” der var på vej fra Sverige til Skotland med ”probs,” dvs. sveller der brugtes til afstivning i kulminer, men som jo også kunne bruges i skyttegrave.
Tyskerne beordrede "Jason" standset, og da de så lasten, som de betegnede som kontrabande, gav de den seks mand store besætning fem minutter til at forlade skibet og komme ombord i ”Meteor.” Derefter blev der sat ild til ”Jason,” der udbrændte og sank.
Det danske fragtskib "Jason," som blev opbragt og sænket af "Hilfskreuzer Mentor." Foto: Internettet.
De seks danskere fra "Jason" blev beordret ned i lastrummet på "Meteor," hvor de blev overrasket over at møde de 43 overlevende engelske søfolk fra "Ramsey."
”Meteor” blev skarpt forfulgt af engelske skibe og da de mødte et svensk skib, der fiskede makrel, bordede de og overtog dette skib.
Alle fra ”Meteor" ca. 120 tyske besætningsmedlemmer, 43 englændere og seks danskere blev flyttet over til det det svenske skib, hvor de stod som sild i en tønde.
Derpå blev ”Meteor” sat i brand og sprængt i luften af sin egen besætning. Man ville ikke falde i hænderne på englænderne.
Alle var nu beskyttet af det svenske flag.
Englænderne kom senere ombord på et norsk skib, der sejlede dem mod England, hvor de kom videre til et engelsk skib. De seks danskere kom ombord på et dansk skib ”Absalon” og kom til Esbjerg, og den svenske kaptajn sejlede tyskerne så tæt på Tyskland, at de kunne komme ombord i tyske skibe.
Historien om dette møde i Vesterhavet, blev naturligvis omtalt i alle de danske aviser, bl.a. blev der bragt en længere version fortalt af ”Jason”s kaptajn Hansen.
Et af ”Jason”s øvrige besætningsmedlemmer, Marius Jørgensen, fortalte mange år senere sin version, som kan findes på Sea war museum Jutlands hjemmeside.
Heri skriver Marius Jørgensen blandt andet: - " En af tyskerne talte dansk med ravsønderjysk dialekt. Han sagde, at de bare skulle tage det gelinde, saml jeres personlige ting, ”intet sker så længe, vi er ombord.”
Selv om de fleste danske sønderjyder, som var værnepligtige i det tyske militær, blev tvunget ind i deres hære og sendt til Vestfronten, var der dog også en del, som kom i marinen – vel oftest nogle, som havde sejlererfaring i forvejen. Det var sådan en, der var kommet ombord på "Jason," måske stammede han fra Aabenraa, Haderslev efter Sønderborg?"
Måske var det Peter Christensen, han var jo ombord og talte sønderjysk!
Hemmeligt projekt
Efter denne tur blev Peter udvalgt til et meget hemmeligt projekt fordi han talte dansk.
Sammen med ca. 25 andre, der talte dansk/sønderjysk eller et andet skandinavisk sprog, skulle han deltage i et togt, der skulle bringe kanoner, ammunition mv. til Tysk Østafrika.
Et skib blev udstyret som et dansk fragtskib, der sejlede med tømmer, men i virkeligheden var skibet fyldt med krigsmateriel.
En af de andre deltagere på denne tur Nis Andresen Jacobsen, skrev senere en beretning om hvordan rejsen foregik.
Skibet blev udstyret i danske farver, med billeder af kongeparret, dansk konserves, alle besætningsmedlemmer fik falske danske søfartspapirer og de kunne hejse Dannebrog, men ved afrejsen var det udstyret som et svensk skib, først senere på ruten blev det til det danske skib ”Nordamerika” fra København.
Nis Kock, der også var fra Kegnæs, var tidligere kommet til Afrika på en lignende tur, som han også har skrevet om. Peter og Nis som kendte lidt til hinanden, var begge født 1892, men Nis Kock var konfirmeret året før Peter.
Forseglede ordrer
Hverken kaptajnen eller besætningen på ”Nordamerika” vidste noget om, hvor de skulle hen – kaptajnen havde fået forseglede ordrer, som han åbnede undervejs, og hvor han fik besked om hvorhen næste del af rejsen skulle gå.
Først nord om Færøerne for at undgå engelsk blokade og så langt ud i Atlanterhavet, syd om Afrika til Tysk Østafrika, det nuværende Tanzania.
På det meste af rejsen hed skibet ”Nordamerika” af København, men nu blev det ændret til ”Marie” af Stettin.
Skibet ankrede op i Suddifloden og lasten blev bragt i land. Da de ville sejle derfra igen blev de beskudt af en engelsk krydser. ”Marie” blev sat på grund og besætningen flygtede. Senere fik Nis Jacobsen og andre gjort skibet sejldygtigt igen og de fleste besætningsmedlemmer sejlede videre til Java, men Peter blev i Afrika.
Kort fra Nis A. Jacobsens bog "Under Dannebrog til Tysk Østafrika og Indien," som fortæller om "Maries" hemmelige sejlads. Rejsen gik nærmere på Sydamerika end kortet viser.
Nis Kock fortæller i sine erindringer, at han tilfældigt mødte Peter Christensen i Dar Es Saalam:
- " Et Stykke fra os sad der en ung Mand, som jeg ikke tidligere havde set i Daressalam, men som alligevel forekom mig bekendt paa en ejendommelig hjemlig Maade.
Med ét slog det ned i mig: - Jamen, Manden er jo fra Kajnæs! Det maatte simpelthen være saadan, selv om jeg ikke havde faaet Vished. Men hvordan i Alverden var han dog kommet her? Han var ikke med "Kronborg," det vidste jeg da, og jeg vidste bestemt, at jeg aldrig havde hørt om, at han var rejst til Østafrika før Krigen derhjemme.
Hvordan det nu var eller ikke var, saa maatte jeg have fat paa Manden. Maaske vidste han noget om dem derhjemme — maaske havde han en frisk Hilsen med hjemmefra. Al Længsel efter Hjemmet, som jeg ellers maatte holde nede, vældede nu op i mig, og jeg var spændt og urolig, da jeg rejste mig og gik hen til Manden.
- Er du ikke fra Kajnæs? - Jo, det er jeg, svarede Manden og saa smilende paa mig. - Saa er du altsaa Peter Christensen - Ja, det er jeg, og du er Nis Kock.
- Jamen, hvordan i Alverden er du dog kommet herover - du var jo ikke med os, og du var da ikke herovre før Krigen.
- Nej, jeg kom saamænd sejlende for et Par Maaneder siden - akkurat paa samme Maade som I.
- Ogsaa under dansk Flag? - Ja, lige præcis paa samme Maade, under dansk Flag og med dansktalende Besætning - paa Damperen „Marie“ af København.
Vi saa paa hinanden og kunde ikke lade være med at le. Paafundet var jo ypperligt, men kunde Østafrika ikke undsættes paa anden Maade, vilde hele Sønderjylland jo efterhaanden blive flyttet herned.
Jo - Damperen "Marie" af København var da kommet godt gennem Blokaden baade derhjemme og ved Kysterne. Den havde ikke behøvet at tage Hensyn til nogen blokeret Krydser, men var ganske stille løbet ind i Sudibugten i den sydlige Del af Kolonien og havde losset sin Ladning i god Behold.
Den medførte blandt andet et Batteri paa fire Haubitzere med en Mand til Betjening af hver, og Peter Christensen var den ene af dem. Han og de tre andre var blevet tilbage i Østafrika, medens "Marie" havde lettet og var sejlet igen - hvorhen vidste han ikke.
Jeg maatte nu spørge efter Nyheder fra Hjemmet, men dem fik jeg ikke mange af. Selv om Peter Christensen anstrengte sin Hukommelse nok saa meget, var det ham ikke muligt at finde noget, der kunde interessere mig. Han kendte kun lidt til mig og næsten intet til min Familie, og han havde kun én Gang været hjemme paa Orlov senere end jeg. Han vidste dog intet opsigtvækkende nyt fra Kajnæs, og det var jo ogsaa en Slags Trøst - ingen Nyheder er gode Nyheder.”
Allerede den næste Dag skulde Peter Christensen videre til Kondoal-rangi, saa han havde ikke mange Timer at give væk. Han maatte atter og atter fortælle os om Forholdene derhjemme, og vi maatte fortælle ham om Forholdene og Begivenhederne i Afrika, skønt han vist kendte dem lige saa godt som vi andre, da han gjorde Indtryk af at være en meget interesseret ung Mand. Vi tog Afsked temmelig sent, og det blev en Afsked for Livet.
Et halvt Aar efter faldt han ved Rufijifloden i Kamp med Englænderne.
De havde stormet hans Haubitz, og under Forsøg paa at sprænge den, blev Peter Christensen skudt. Han havde, sagde den Mand, der fortalte mig det, faaet den smukkeste Anerkendelse i en Udtalelse af Lettow-Vorbeck. (Kommandant for beskyttelsestropperne i Tysk Østafrika) - Ja, ja, men hvad hjalp dog det mod al den Sorg, som denne Krig bredte om sig i de nordslesvigske Hjem."
Af beretningen fremgår, at Peter Christensen blev i Afrika, forbi han skulle betjene en af de fire haubitsere, der var bragt til Afrika med skibet ”Marie”. En haubits er en kortløbet kanon.
Peter Christensen døde da han betjente en af Haubitser-kanonerne, som han selv var med til sejle til Østafrika. Et par af disse Haubitser-kanoner er bevaret og kan ses den dag i dag, bl.a. i Sydafrika. Foto: Internettet.
Vil du vide mere:
- Artikel i Folkebladet Lemvig den 08.08.2015, klik her.
- Marius Jørgensen fortæller, klik her.
- Nis Andresen Jacobsen fortæller, klik her.
- Beretning i Ringsted Folketidende den 26.05.1916, klik her.