Under og efter de store slag måtte man etablere gravpladser på stedet.
Det var vigtigt, at få de døde i jorden så hurtigt som muligt. Mange faldne forblev navnløse og blev begravet i fællesgrave.
Efter Verdenskrigen opstod et ønske om at samle de faldne sønderjyder på en fælles kirkegård i Frankrig.
Til dette formål stiftede man i 1921 Foreningen Danske Soldatergrave (FDS).
Stedet for kirkegården blev den lille by Braine, som ligger mellem Reims og Soissons i Nordfrankrig.
254 sønderjyske familier ansøgte om at få deres faldne flyttet til Braine.
Den franske stat betalte for flytningen af de faldne, FDS anlagde kirkegården, og familierne måtte også selv betale et beløb til gravsten mv.
Ved indvielsen i 1924 var der kun flyttet 50 grave til Braine, senere kom yderligere 29 grave til.
Ansøgningerne om gravflytninger blev nøje gennemgået - og kun absolut dansksindede kom i betragtning.
Det blev således til i alt 79 gravflytninger ud af 254 ansøgninger og godt 5.000 faldne, hvoraf nogle familier måtte trække deres ansøgning af økonomiske grunde.
I årene efter bekostede Den Sønderjyske Fond vedligeholdelsen af den danske soldaterkirkegård i Braine.
Så sent som i 1934 antydede den tyske presse, at soldaterkirkegården i Braine var en upassede dansk-fransk forbrødring!
I 2011-2013 foretog man en stor renovering af kirkegården, betalt af den danske stat og en række private fonde.
I denne forbindelse opsatte man nye mindetavler med en navne på alle faldne sønderjyder i 1. Verdenskrig, uanset deres nationale sindelag.
Det blev et meget stort arbejde at udarbejde navnelisten. Som udgangspunkt brugte man de ca. 125 mindesten- og tavler, der er opsat i den sønderjyske landsdel.
Det blev til ca. 6.000 navne, som blev kontrolleret i dødsregistre og kirkebøger.
Navne på tyske soldater, som blot var udstationeret ved regimenter i Sønderjylland blev udtaget af listen, således at den endelige liste kom til at bestå af 5.333 navne.
Dette tal er det bedst dokumenterede antal af faldne sønderjyder i 1. Verdenskrig.
Da man i sin tid opsatte mindesten i hvert et sogn i Sønderjylland og etablerede Marselisborg-monumentet, var der i en vis udstrækning tale om sindelagskontrol. Mindemærkerne var for dansksindede – og mange tysksindede ville heller ikke have deres sønners navne på mindestederne.
I Braine har man villet forbrødringen med de nye mindetavler på alle faldne, uanset sindelag - og på den jord, hvor mange af sønderjyderne faldt.
Vel nok det smukkeste mindested for de faldne sønderjyder.
