I dag den 2. august 1914 er den første mobiliseringsdag; i morgen skal jeg rejse af sted til Neumünster.

Vil jeg vende tilbage fra den krig, der står foran os?

Vil det være mig muligt at opfylde mit løfte og mit hjertes ønske om at gøre dig, min allerkæreste Anni, lykkelig?

Gud alene ved, hvad der venter os.

Hvis jeg falder, så dør jeg en smuk og ærefuld død, og min sidste tanke bliver en tak til Gud, der skænkede mig disse fem år med min Anni, og en tak til dig, min Anni, at du har vist mig så megen kærlighed og venlighed og godhed og som en trofast, kærlig brud har bragt solskin og lykke ind i mit liv og derved givet mig en ungdom, så smuk som selve foråret.

Og jeg vil bede om for dig, at Gud hjælper dig, hvis jeg ikke er der mere, at du vil være stærk og senere finde din lykke i al beskedenhed.

Men hvis jeg vender tilbage, og det håber vi begge, så vil vi glæde os og være taknemmelige og så vil jeg igen med frisk mod tage fat på at opfylde mit løfte og vil hele mit liv arbejde for din lykke.

Og derfor er jeg fortrøstningsfuld og drager glad i felten for kejser og rige, for i mig lever kun håb om en genforening og en fredelig lykke med dig, elskede Anni. Gå med Gud!

Jeg kysser dig tusind gange og er i livet og døden
din Anders.