51 Christian Jacobsen 1883 - 1915

Christian Jacobsen blev født i Winderatt i Sörup sogn, (Flensborg Amt), men voksede op på Kegnæsgård i Lysabild sogn og blev konfirmeret i Lysabild kirke 1898.

Han gjorde tjeneste ved Garde-Regiment, Jäger-Bataillon, 3. Kompagni.

Han tjente sikkert i Lysabildskov, da han blev indkaldt, og fik derfor sit navn på mindestenen under Lysabildskov.

Han faldt ved Kowno i Rusland 26.09.1915. Kowno hedder i dag Kaunus og er den  næststørste by i Litauen.

Hans fader, der også hed Christian Jacobsen, var født i Ertebjerg/Tandslet. Han blev i 1877 gift i Tandslet kirke med Alwine Holm, en købmandsdatter fra Flensborg.

Da de i 1879 får deres første søn, Jørgen, står faderen til at være Rentier (lever af sin kapital) og boende på Kegnæsgård.

De to næste sønner, Hans og Christian, fødes i Winderatt i Flensborg amt i 1882 og 1883.

Familien flytter tilbage til Kegnæsgård. Da de får en datter Marie Louise i 1884 og en søn Andreas Wilhelm i 1894, er faderen inspektør på Kegnæsgård.

De to ældste sønner, Jørgen og Hans, bliver i 1905 gift med to søstre fra Skovby, Frieda og Minna Seehusen. De var født i Brodersby ved Eckernførde. Her var deres fader landmand og mejeriejer. Efter hans død flyttede pigerne med deres mor og søskende til Skovby, hvor moderen overtog Skovby Kro.

Både Jørgen og Hans Jacobsen nævnes ved bryllupperne som forvaltere på Kegnæsgård. Faderen var svagelig og det var sønnerne, der drev godset. Kegnæsgård var ejet af klosterkammeret i Hannover og blev drevet af forpagtere.

Efter faderens død i 1907 kommer der en anden forpagter.

Hans og Minna flytter til Felsted, overtager måske en gård. De får tre børn, men så forlader Hans kone og børn. Ægteparret bliver skilt i 1911 og Minna flytter tilbage til Skovby.

I 1921 er hun med i folketællingen for Lysabild – som enke med de to døtre.

Christian Jacobsens nevø med samme navn i  var bagerlære hos Minnas bror, Max Seehusen, der var bagermester i Skovby. Han var gift med Kathrine Andersen, en søster til  Peter Andersen (nr. 4) og Jørgen Andersen (nr. 5), der også døde i krigen.

Minna er registreret sammen med sine søstre Nanny og Else. Nannys mand, Asmus Matzen er forpagter på Skovby Kro, så hun arbejder på kroen ligesom søstrene. Da hun dør i 1965 står der i kirkebogen, at hendes mand har forladt hende for 30 år siden.

Jørgen og Frieda flytter først sydpå, to børn står i folketælling i1921 til at være født i Tyskland, derfra til Sundsmark i Ulkebøl sogn, og ved folketællingen 1921 bor de i Sønderborg med 6 børn født mellem 1905 og 1918. Jørgen står som inspektør ved forsikring. Da de får en søn i december 1914 er faderen ”i hæren i felten et ukendt sted”, så han er også soldat under krigen.

Christian Jacobsens lillebror Andreas Wilhelm, kaldet Willy, blev konfirmeret i 1908 i Kegnæs kirke. Han boede da sammen med sin mor i Østerby.

Han var til session i 1914 da han var 20 år, og arbejdede som bager i Hørup. Han indkaldes sikkert umiddelbart efter, og bliver 30.09.1914 gift med Christine Bladt fra Mommark. Han er 20 år hun er 17, hans mor og hendes far skal give deres tilladelse til giftermålet.

Et hurtigt krigsbryllup. Efter krigen bor de i Mommark sammen en søn og en datter – og hans mor, Alwine. De sørgede sikkert for at Christian fik sit navn med på mindestenen i Lysabild og at der blev afleveret et billede, da Jens Raben fra Museet på Sønderborg Slot efter krigen indsamlede billeder og oplysninger om de faldne i Sønderborg Amt. Et billede hvor Christian er i flot garderuniform.  

Russerne trækker sig tilbage

Fra starten af august 1915 fortsatte en omfattende russisk tilbagetrækning i det daværende russiske Polen.

Hver dag rykkede russernes sig ca. 5 km mod øst. Som dagene gik, forlod de russiske arméer russisk Polen, og frontlinjen blev dermed forkortet så betragteligt, at tyskerne efterhånden havde for mange divisioner i forhold til frontens nye forløb.

Vejene var elendige og ufremkommelige, og enden på de russiske jernbanelinjer havde man også passeret. Inden længe nåede tyskerne tilmed store skov- og moseområder. Reelt kunne den tyske fremmarch ikke foregå i et højere tempo end det, infanteriet var i stand til at gå.

Forfølgelsen af den russiske tilbagetrækning begyndte nu også at blive omkostningsfuld i form af tab af tyske tropper.

Udmattelse og mangel på rent drikkevand kostede eksempelvis den tyske general, Gallwitz, ca. 60.000 mand – hvilket var over en tredjedel af hans styrke. Surén, en af Gallwitz’ korpskommandører, bemærkede: ”Fremgang tager evigheder… det skyldes ikke så meget fjendes styrke men den fuldstændige umulighed, som alle former for observation udgør i denne type terræn.”

På trods af at tyskerne kun rykkede langsomt frem under stort besvær, så forsatte russerne deres tilbagetrækning. I juli havde tyske tropper nået den russiske fæstning Kowno i nord. Den 6. august blev fæstningen angrebet, og to dage efter startede svært belejringsartilleri et voldsomt bombardement.

Trods fremgang nåede tyskerne ikke at nedkæmpe fæstningen – russerne rømmer den selv den 17. august. Her efterlod de over 1.300 kanoner, 53.000 granater af tung kaliber samt over 800.000 granater af let kaliber.

Det var i forbindelse kampene omkring denne fæstning, at Christian Jacobsen blev såret og faldt.

Slået – men ikke besejret

Tabet af Kowno-fæstningen fik konsekvenser for den russiske generalstab.

Zar Nikolaj 2. afsatte sin fætter, storhertug Nikolajevitsj, som hærens øverstkommanderende, og zaren overvejede selv at overtage hvervet.

Alligevel vækker den meget veludførte russiske tilbagetrækning beundring blandt de tyske officerer.

Den russiske hær var igen blevet slået, men ikke besejret. Russerne kunne tillade sig at give afkald på store landområder for at vinde tid.