44 Nikolai Henriksen 1892 - 1914

Nikolai Henriksen var født og opvokset i Lysabild som søn af sadelmager Nikolai Henriksen og hustru Mette Marie, født Rasmussen. Ægteparret havde også sønnen Jørgen Johannes Henriksen, født i december 1896. Han døde som 10-årig på sygehuset i Sønderborg.

Nikolai Henriksen var 21 år, bagersvend og ugift, da han blev indkaldt som rekrut til garden i oktober 1913 - et lille år før krigen.

Han kom i skole i Lysabild i foråret 1898 og var tidligt udviklet, lærenem og i besiddelse af gode evner. Han var enebarn, talte dansk og kom fra en dansksindet familie.

Nikolai Henriksen havde stor læselyst og læste mange bøger fra sognebiblioteket. I skolen var han især god til stil og fik flere præmier for stileopgaver indsendt til det dansksindede "Nordslesvigsk Børneblad".

Han blev konfirmeret palmesøndag 1906 i Lysabild kirke.

Efter konfirmationen kom han i lære hos bagermester Peter Krogh i Lysabild, hvor han var i 6 1/2 år, indtil han blev indkaldt som rekrut.

Nikolai Henriksen tog livligt del i ungdomsarbejdet, når de unge mødtes i forsamlingshuset i Nedre Tandslet. Han var afholdt af kammeraterne og var bestyrelsesmedlem i Gymnastikforeningen for Tandslet og omegn.

Han var ikke glad for soldaterlivet. Specielt var han træt af sin hauptmann.

Da han aftjente sin værnepligt da krigen udbrød i starten af august 1914, kom han straks til fronten. Hans regiment afgik den 10. august 1914 og kom i kamp ved Marne-floden.

De tyske tropper blev trængt, og ved tilbagetoget blev han meldt savnet den 6. september 1914.

Ingen vidste hvad der var blevet af ham. Men senere blev det opklaret, at han blev såret af et skud i underlivet. En kammerat havde set ham liggende på en ambulancebåre.

Det var alt hvad hans forældre fik at vide om deres eneste og højt elskede søn.

I de få uger han var ved fronten modtog forældrene 3-4 postkort fra ham.

Hans J. Hansen, Møllegården i Lysabildskov, nævner Nikolai Henriksen flere steder i sin bog ”Alsisk Landmandsvirke” (Historisk Samfund for Sønderjylland 1979).

Bogen indeholder Hans J. Hansens erindringer fra barndom og ungdom mv. Han aftjente sin værnepligt fra 1913 og var med i alle fire krigsår (som hestepasser). Han kom hjem i god behold.

Her et par afsnit, hvor Nicolai Henriksen omtales:

På vej til Berlin

- ” Min tid som tysk soldat (1913-1918) blev det mørke afsnit i mit liv. Sammen med min gode ven Nikolai Henriksen fra Lysabild begyndte rejsen til Berlin den 13. oktober 1913.

Fra Flensborg var vi en hel kupéfuld danske nordslesvigere, der skulle sydpå. Humøret var lavt. Man tænkte på de kommende to år under tysk kommando. De ville i bedste fald være spild af ens ungdomstid.

Men der var i rejsefølget en ung mand, der fandt, at vi ikke skulle tilbringe de få timer, vi var sammen, i så triste tanker. Det var Svend Hanssen fra Nørremølle, en brodersøn af vor danske rigsdagsmand i Berlin, H. P. Hanssen. Svend fortalte historier, og han fik os til at synge vore danske sange. Mens toget buldrede videre i natten, steg stemningen, og det var en glad lille ungdomsflok, der den næste morgen steg ud i Berlin.

Vi havde lovet hinanden så vidt muligt at holde sammen – eller samles igen senere.”

De bliver delt i forskellige garderegimenter - efter højde åbenbart - og Hans og Nicolai kommer ikke i samme regiment, men mødes alligevel af og til:

” - I vinterens løb besøgte Nikolai og jeg jævnlig hinanden, og vi havde mange hyggelige timer sammen.”

Nikolai såret

Ved krigens begyndelse bliver Hans J. Hansen bliver sendt til Vestfronten:

” - Jeg traf også et par soldater fra min gode ven Nikolai Henriksens kompagni, og de fortalte, at han dagen før var blevet såret, men om det var let eller hårdt, vidste de ikke. Og mere har jeg aldrig kunnet opspore om min ven.

Tidligere havde jeg truffet  Nikolai og P. Bladt en dag på fremmarchen gennem Belgien, et par dage efter det første overfald ved Namur. Vi havde gjort holdt i en landsby, da ”Franzerne”, som vi var i brigade sammen med, marcherede forbi.

P. Bladt gik i spidsen for kompagniet. Han var hestepasser hos sin gamle kaptajn og var glad for bestillingen. Nikolai var i kompagniet, og han var meget nedtrykt. Men om det var indtrykkene fra den nyligt overståede ilddåb eller sløvhed fra de hårde marchture, kunne jeg ikke få at vide.

Da jeg fortalte ham, at jeg var hestepasser, sagde han: ”Ja, du kan sagtens, men vi andre ...” Jeg tog afsked med dem begge med et: ”På gensyn derhjemme”. Nikolai svarede stille: ”Farvel.””

”Franzerne” var vel et tilnavn, der bruges om soldaterne i Kejser Franz kompagni, som Nikolai tilhørte. P. Bladt er også fra Lysabild, en af dem der overlevede krigen (Lysabildgade 54).

Nikolai Henriksens død blev indført i  Personregistret den 10. februar 1915. Så lang tid gik der åbenbart før det var officielt:

Lÿsabbel, am 10, Februar 1915

Der Kommandeur des königlichen Preußischen Kaiser Franz Garde Grenadier Regiment No. 2 hat mitgeteilt daß der Grenadier der 2. Kompagnie dieses Regiments, Bäckergeselle Nicolai Henriksen, 21 Jahre alt, evangelischer Religion
wohnhaft in Lysabbel geboren zu Lysabbel bei Chalons am achten September des Jahres 1914 gefallen sei.

Nach amtlicher Auskunft des Gemeindevorstehers zu Lysabbel war sein Stand ledig
und ein Sohn der Eheleute Sattler Nicolai Henriksen und Mette Marie geborene Rasmussen in Lysabbel.

Der Standesbeamte.

Andersen

Die Übereinstimmung mit dem Hauptregister beglaubigt

Lÿsabbel, am 10ten Februar 1915

Der Standesbeamte.

Andersen

Sadelmager Nikolai Henriksen, far til sønnen af samme navn, talte på vegne af menighedsrådet, da mindestenen blev indviet i Lysabild den 12. februar 1922.

” Når denne mindesten for sognets faldne sønner nu skal gå ind under kirkens varetægt, ja, så er det med stor taknemmelighed, at vi tager imod det.

Og når jeg nu på kirkeforstanderskabets (menighedsrådet) vegne gerne skulle prøve at tolke lidt af den tak som vi alle føler, så syntes jeg, at vi først bør sige Gud tak, fordi at det blev i Danmark at disse sten måtte blive rejst - og at vi kan sige ham tak, fordi vi have lov til at værne om vore kæres minde i fred og under ordnede forhold, nu efter de mange års krig og jammer, nød og trængsel, sorg og savn.

Dernæst siger vi en hjertelig tak til alle sognets beboere, som med deres bidrag har hjulpen til at der kunne sættes et så smukt og værdigt minde for de kære, samt en inderlig tak til det udvalg, som har taget sig af det, sat det i gang og gjort et arbejde for at få det frem, som vi tænker endnu der at gøre, for at få gjort pladsen i orden og tilplantet.

Ja, en tak til hver en som på en eller anden måde har bidraget til at det er blevet udført.

Vi vil også udtale en tak til sognepræsten, fordi han så beredvilligt har givet afkald på dette hjørne af præstegårdshaven, som når det bliver tilplantet og tilgroet kan blive en fredelig og dejlig plet – fra nu af indviet for alle de kære, som måtte ofre livet derude i det blodige stævne, langt fra deres elskede hjem og alle dem de havde kær.

De har opfyldt deres tunge pligt og de er det værd, at de mindes med tak og at deres minde holdes i ære.

Denne plads her var før krigen begroet med graner og andre prydtræer. Det tog sig særligt godt ud og mange af sognet beboere har glædet sig over dette kønne hjørne. Det var en pryd for alle som så det.

Dengang var det således, at alle de kære unge mænd hvis navne nu er indhugget i denne sten, de var iblandt os, de levede fordelt rundt i de forskellige hjem i sognet og de var også hjemmenes pryd og glæde.

Nogle af dem havde selv hjem, hustru og børn som de elskede og (mennesker) som elskede dem overalt i verden.

Andre var deres forældres bedste glæde og stolthed. Nogle blev også elsket af en fæstemø, som sammen med deres forældre har bedt for dem.

En del af dem var deres forældres eneste søn, nogle endda deres forældres eneste barn. Ja, alle var elsket, alle bliver de savnet og savnet er endnu tungt at bære for mange.

Kun dem iblandt os som har modtaget de triste dødsbudskaber – og det er da jo endda adskillige som har måttet prøve to gange, en enkelt familie endda tre gange, ja, kun de som har fået disse budskaber kan forstå, hvor knugende tungt det i grunden var, og hvor svært det var at lade sig under Guds vældige hånd og sige: Fader ikke min, men din vilje ske.

Blandt de forskellige hverv som kirkeforstanderskabet har, vil det være vor kæreste pligt at frede og værne om vor kæres minde. Der er heller ingen grund til at tro, at det ikke vil blive gjort af dem som kommer efter os, thi lige som vore forgængere ned gennem tiderne har forstået at værne om fortids minder, således kan vi også slutte, at vore efterfølgere vil gøre. Vi kan derfor være sikre på at denne mindesten bliver bevaret og fredet langt ud i fremtiden.

Og som den står der med sine mange navne, vidner den om, hvad denne krig har kostet os og til at bede Gud om at bevare vore efterkommere for krigens rædsler i fremtiden.

Kirkeforstanderskabet tager altså med stor taknemmelighed imod denne mindesten og lover jer, at vi efter bedste evne vil frede og værne om den.

Samtidig beder vi sognets beboere om at støtte os, så det kan lykkes for os at denne plads bliver en fredfyldt plads, hvor sognets folk gerne vil dvæle for at mindes dem af deres kære.

Gud vil vi bede om, at han vil give dem rette trøst, i alle de hjem og hjerter, hvor krigen har slået de dybe sår.”

I midten sadelmager Nikolai Petersen og hustru Mette Marie forblev barnløse efter at sønnen faldt i Frankrig. Her er de fotograferet ved deres diamantbryllup i 1950. Tv. Wilhelmine Johannsen, gift med Chr. Johannsen, som faldt i 1918 (nr. 56). Th. Sygeplejerske Marie Christensen, hvis forlovede fra Kettingskov også faldt i krigen. Marie Christensen boede sammen med sin søster på Lysabildgade nr. 8.