Født den 04.04.1894 i Tandsryd, Tandslet sogn. Død den 31.10.1915 i Rusland. Musketer. Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 266, 12. Kompagni.
36. Hans Hansen 1894-1915
Hans Hansens barndomshjem. Foto: Tandslet Lokalhistoriske Arkiv.
Horsens Folkeblad den 30.11.1915.
Hans Hansen blev født den 04.04.1894 og døbt den 10.5. Han var søn af Christen Petersen Hansen og Anna Cathrine født Lorenzen i Tandsryd i Neder-Tandslet.
Forældrene var blevet gift i Tandslet Kirke den 16.06. året før. De fik ikke flere børn. Faderen arbejdede som murer. Ifølge bogen ”Tandslet i ord og billeder,” var han ekspert i at sætte flisekakkelovne op.
Moderen døde i 1941 i Tandsryd og blev begravet på Tandslet kirkegård.
Faderen døde først i 1960, da var han på et diakonhjem i Givskud i Vejle Amt: Riis Friplejehjem. Han blev også begravet på Tandslet Kirkegård.
Hans blev konfirmeret i Tandslet Kirke i1908. De var kun syv drenge på konfirmandholdet. De var født i 1893 eller 1894, så de har sikkert alle deltaget som soldater i krigen. To udover Hans kom ikke hjem igen: Hans August Brodersen fra Neder Tandslet, der faldt den 06.09.1915 og Christen Jørgensen Schmidt fra Lebøl, der faldt 09.09.1916.
Hans var til session i 1914 inden krigen brød ud. Da målte han 165 ½ cm og vejede 67 kg. Den foreløbige afgørelse var, at han skulle være matros, men det blev ændret da krigen brød ud. Den 27.11.1914 blev han indkaldt til Ersatz Reserve Füsilier Regiment nr. 86. Senere blev han flyttet til reserveregiment nr. 266. Da han blev indkaldt var han tjenestekarl i Sarup i Lysabild sogn.
Hans navn er med på en tabsliste dateret den 19.05.1915, omfattende kampe i slutningen af marts og igen fra den april/maj over faldne og sårede fra Reserve-regiment nr. 266. Her fremgår, at han tilhørte kompagni nr. 12, var let såret, men var tilbage i sin gruppe igen. Af de 23 fra kompagni nr. 12 var syv faldne eller døde af deres sår, syv svært såret og otte udover Hans let såret. Det har gået hårdt for sig!
En ny tabsliste dateret den 24.11.1915 omhandler 18 sårede, faldne eller tilfangetagne soldater fra Reserve-regiment nr. 266. Fra 12. kompagni er en let såret og en faldet/gefallen: Hans Hansen fra Tensleth, Sonderburg.
Ifølge registreringen af dødsfaldet i Personregisteret for Lysabild var han musketer ved Reserve-Infanteri-Regiment nr. 266, 12. kompagni, da faldt den 31.10.1915 i kampe ved Smorgon.
Dødsfaldet blev registeret i kirkebøgerne for både Lysabild og Tandslet. Her står der at han faldt ved Nyssa. Der menes måske Myrza.
Både Smorgon og Myrza er byer, der i dag ligger i Hviderusland nord for hovedstaden Minsk, et område, der skiftevis har tilhørt Polen, Litauen, Rusland og Hviderusland.
Kirkebogen Tandslet sogn.
Hans Hansens navn på Marselisborg-monumentet. Foto: 100helte.
Billeder fra Smorgon 1915. Foto: Internettet.
Reserve-regiment nr. 266 var en del af den Kejserlige Tyske Hærs 80. reserve-division.
De første år af krigen var divisionen engageret i kampe på Østfronten, senere flyttede regimenterne til Vestfronten.
Ifølge en liste over tab, der findes på www.denstorekrig1914-1918.dk, udarbejdet af Jørgen Flintholm, faldt der i løbet af krigen 52 sønderjyder, der hørte til Reserve-infanteri-regiment nr. 266. Til sammenligning faldt der i alt 840 fra Infanteri-Regiment nr. 86 og dets Reserve-Infanteri-Regiment, hvor særligt mange fra Sønderjylland gjorde tjeneste.
Hans var tjenestekarl i Sarup, da han blev indkaldt. Det var alligevel i Tandslet, hvor han var født og hvor hans forældre stadig boede, han fik sit navn på mindestenen: