Henrik Clausen under en orlov med sønnen Henrik på knæet.
20. Henrik Clausen 1876 - 1918
Født den 11.03.1876 i Ny Pøl, Lysabild sogn. Død den 19.10.1918 i Belgien. Wehrmann. Munitionskolonne nr. 466.
Henrik Clausen er begravet her på Wladslo Soldatenfreidhof.
Gravstenen med Henriks navn. Foto: grabsteine.genealogy.net
Jens Clausen som soldat i Hannover (Privatfoto).
Henrik Clausen blev født den 11.03.1876 i Ny Pøl, som søn af Henrik Clausen og hustru Marie Dorothea Clausen, født Jørgensen. Forældrene boede i kortere tid i Ny Pøl.
Han blev konfirmeret i Tandslet og senere gift i Oksbøl kirke med Anne Marie Thonesen fra Mjels.
De boede flere steder først i Mjels og siden i Holm ved Nordborg, hvor han arbejdede som murer.
Ægteparret fik seks døtre mellem 1899 og 1912.
I 1913 fik de en søn, som også kom til at hedde Henrik, ligesom faderen og bedstefaderen.
Henrik Clausen faldt tre uger før at krigen ophørte i november 1918.
På dette tidspunkt i krigen var det ikke kun de unge mænd, som blev indkaldt.
Henrik Clausen var fyldt 40 år, da han blev indkaldt og tjente ved Munitionskolonne (artilleri) nr. 466 som wehrmann. I følge de officielle kilder, faldt han ved Charleroi i Belgien.
Sidst i 1918 var der dog ikke kampe i dette område.
Han befandt sig sandsynligvis i Flanderen og døde på krigslazarettet i Charleville. Han blev begravet sammen med 3.232 andre tyske soldater på Wladslo Soldatenfreidhof nær Brügge - i blok 10-1955.
Henrik Clausens kone, Anne Marie Thonesen, døde i Ris-Hjarup i Rise sogn, Her boede sønnen Henrik. Moderen døde under et besøg hos sønnen. Hun blev begravet i Nordborg af pastor Alshauge fra Oksbøl.
Henrik Clausens bror Jens Clausen har sendt dette postkort med et fotografi fra et byggeri i Holm inden 1. Verdenskrig. Henrik Clausen, der var murer, står yderst til venste. (Privatfoto).
Fotoet tv. er Henrik Clausens bror Jens Clausen, født den 29.06.1881. Han var til session i 1901, 1902 og 1903. I 1904 aftjente han værnepligt i Hannover. Ved Folketællingen i 1921 boede han i Ertebjerg med en ung kone og fire børn. I 1925 boede han i Asserballe.